Kære brevkasse.

Jeg er en pige på 15, som ikke har de bedste karakter i matematik… Jeg gør ikke rigtig meget ved det, da de bliver så sure, at jeg bare vil lade vær.. Det gør dem sure…..

Jeg svarer meget tilbage til mine forældre, og bliver derfor skældt ud. Min mor er begyndt at blive sur over den mindste ting. For nogle dage siden blev hun sur igen, da jeg skulle i skole. Hun skreg nærmest, og fortalte meget surt at hun ville blive så sur på mig, så jeg aldrig ville gøre noget igen. Hun sagde at hun ville få “hævn” og tale langt. men problemet er ikke kun det.. Hver gang hun siger sådan noget, hver gang hun er sur over tlf, hver gang hun er sur inden jeg skal i skole, bliver jeg helt nervøs, bange og frustreret og tænker over om jeg ikke bare kunne gå ud på vejen og blive kørt ned, så hvis de fik liv i mig senere, ville min mor måske blive ked af det, og at jeg måske undslap vreden i hende.. Jeg er bange for, at det sker i virkeligheden og ikke min ‘fantasi’

(Dreng, 15 år)


Kære pige på 15 år 

Det lyder virkeligt ikke rart, at din mor bliver så vred. Så jeg er super glad for, at du har skrevet herind. Det er nemlig et tegn på, at du rækker ud efter hjælp. Og det er det første skridt på vejen til at få det godt igen. 

Når jeg læser dit brev, synes jeg det lyder som om, det er det her med, at din mor bliver så vred, der fylder mest for dig. Derfor er det også det, jeg har valgt at fokusere på i mit svar til dig – det håber jeg er okay med dig. Ellers er du så velkommen til at skrive ind igen. 

Du reagerer helt normalt

Det lyder som om, din mor bliver rigtigt, rigtigt vred på dig, når hun er sur. Så jeg kan faktisk virkeligt godt forstå, at du bliver bange og frustreret, når hun er så vred. Det er en helt normal måde at reagere på, når man er sammen med en, der er helt vildt vred. For det kan se mega voldsomt ud, når folk er vrede. Og folk kan også gøre og sige alt muligt i vrede, som man kan blive rigtigt bange for. Så du reagerer helt normalt.

Når man bliver mødt af en vrede, der er så voldsom, som du beskriver, så er det også helt normalt, at man prøver at finde en måde at komme væk fra den på. Og fordi man er rigtigt bange, så fortæller hjernen en, at man er i en vildt farlig situation, som man skal ud af meget hurtigt. Så er det, at tanker som at hoppe ud foran en bil kan poppe op. Fordi det er en måde, hvor du meget hurtigt kan komme væk fra din mors vrede på. Men det er noget din hjerne tænker, fordi den er bange. Og der er rigtigt langt fra at tænke på at gøre det til faktisk at handle på tanken. Så jeg tænker heller ikke, at du behøver at være bange for, at det lige pludseligt kommer til at ske i virkeligheden. Specielt ikke, når du faktisk er bange for, at det kommer til at ske. For det fortæller mig, at det faktisk ikke er noget, du ønsker at gøre. 

Vælg dine egne kampe med omhu 

Du kan ikke gøre for, at din mor bliver så vred, som hun gør. Og det er heller ikke dit ansvar, at din mor bliver rigtigt ubehagelig, når hun bliver vred. For du kan ikke styre, hvordan din mor opfører sig eller reagerer. Det er udelukkende din mors ansvar at gøre det. Men du kan godt styre, hvad du selv gør. Og det lyder som om, du også nogle gange godt kan komme til at prikke lidt til din mors vrede ved at svare hende meget igen. Det er sikkert ikke noget, du gør med vilje. Og jeg kan også godt forstå, at det kan være mega svært ikke at svare igen.

Men du kan måske tænke over, om det nogle gange ikke godt kan betale sig for dig at vælge dine kampe med omhu. Så når din mor for eksempel siger et eller andet til sig, så trækker du lige vejret dybt ned i lungerne tre gange og tænker over, om det er værd at skændes med hende over. Hvis det ikke er det, så kan du måske overveje, om du ikke bare skal lade være med at sige noget og fortsætte med det, du var i gang med. På den måde har du sparet dig selv for at bruge en hel masse energi på at skændes din mor. Samtidigt med du måske også undgår, at hun bliver vred helt så tit. Hvis du har lyst til det, kan du læse vores artikel med gode råd til, hvordan man kan komme til skændes mindre med sine forældre. Måske er der noget i den, du kan bruge?

Det er ikke okay 

Det lyder som om, din mor faktisk også bliver rigtigt ubehagelig, når hun bliver vred på dig. Fordi hun får sagt nogle rigtigt ubehagelige ting til dig. Jeg får faktisk helt ondt i maven, når jeg læser dit brev. For jeg tænker faktisk overhovedet ikke, at den måde din mor behandler dig på, er i orden. Vi kan alle sammen få sagt nogle ting, vi fortryder, når vi bliver vrede. Men det lyder jo nærmest som om, din mor truer dig, når hun er vred. Og det er ikke okay. Derfor tænker jeg faktisk også, at det er vildt vigtigt, at du får snakket med en voksen, du er tryg ved om de ting, du oplever, når din mor bliver vred. Det kunne for eksempel være en lærer på din skole.  

Der er mange unge, der oplever nogle af de samme ting som dig, der fortæller, at det kan være mega svært at fortælle andre om det. For selvom deres forældre behandler dem virkeligt dårligt, når de er vrede, så elsker de stadig deres forældre. Og har ikke lyst til at “forråde” dem. Er det mon også sådan for dig? Hvis det er, så forstår jeg det virkeligt godt. Men alle børn og unge har ret til at have det godt derhjemme – også dig. Og det lyder det ikke som om, du har lige nu. Så det er vigtigt, du får snakket med en voksen, så han eller hun kan hjælpe dig med at finde ud af, hvordan du kan få det godt derhjemme. Det kan for eksempel være, at din mor kan få noget hjælp fra nogle andre voksne til at forstå, at du faktisk bliver rigtigt bange, når hun er vred.  

Du kan altid tage fat i Headspace 

Hvis der ikke er nogen omkring dig, som du er tryg ved at snakke med, så kan du altid tage fat i Headspace. Hos Headspace sidder der nemlig altid en dygtig frivillig rådgiver klar til at snakke med dig. Der er ikke noget, der er hverken for stort eller for småt hos Headspace, så du kan snakke med den frivillige rådgiver om lige præcis det, du har brug for at få sat ord på. Så du kan for eksempel snakke med den frivillige rådgiver om, at din mor bliver så vred. Du kan være helt anonym i Headspace, hvis du helst vil det. Så der er ikke nogen, der behøver at vide, hvem du er, hvis du ikke vil have det. 

Kender du Livslinien?

Hvis dine tanker om at hoppe ud foran en bil for at komme væk fra din mors vrede kommer til at fylde for meget, kan du altid tage fat i Livslinien. Hos Livslinien sidder der nemlig altid nogle super dygtige frivillige rådgivere klar til at snakke med en, hvis man kæmper med tanker om at ville væk herfra. De frivillige rådgivere er vant til at snakke med folk, der har det rigtigt svært. Så de skal nok gøre deres allerbedste for, at du føler dig tryg hele vejen igennem samtalen. Du kan også være helt anonym hos Livslinien, hvis du vil det. Så dem kan du trygt tage fat i – og det skal du endelig bare gøre, hvis du har brug for det. 

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, at du får snakket med en voksen om, at din mor bliver så vred. Så du kan få det godt derhjemme. 

De bedste hilsner en Mindhelper