Hej
Jeg har en dejlig kæreste som jeg har været sammen med i 2 år, vi har et virkelig dejligt forhold og alt er som det skal være, men han er tysker og vores plan er og flytte ned til ham indenfor et par måneder, men det er min mor overhovedet ikke tilfreds med, fordi hun har en meget stor drøm om at når jeg får børn så skal vi være meget tætte og hun skal kunne se sine børnebørn tit, og har råbt og skreget af mig fordi jeg ønsker og flytte, nu bliver det hele lidt mere indviklet, jeg har lige fundet ud af at jeg er gravid (ikke planlagt) og tør ikke sige det til min mor fordi måske bliver hun glad til og starte med, men så ved jeg at igen at jeg “svigter” hende på det groveste også bliver hun sur og ked af det igen, hun er anderledes end mig, hun er udadreagerende og meget selvstændig og lever bedst i korte forhold, fordi hun bedst kan lide og dele sin tilværelse med sig selv, hvor jeg elsker forholdet og det og smelte sammen med en anden og den store familie drøm, og hun ønsker at jeg var som hende og ser mig som “svag” at jeg ikke bliver i DK og klare mig selv og jeg har ingen anelse om hvordan jeg skal snakke med min mor uden hun bare overrumpler mig igen
(24 år)
Kære du
Det lyder til, at du står i et svært dilemma omkring, hvordan du skal få talt med din mor om din graviditet.
Jeg kan godt forstå, at det må være hammer frustrerende, at dig og din mor ser forskelligt på tingene.
Derfor er jeg også glad for at du har skrevet til os, for det skal du bestemt ikke gå med alene.
Når man er forskellige
Nu ældre vi bliver, nu mere opdager vi også på hvilke måder, vi er forskellige fra vores forældre.
For mens vi er børn, så lytter vi ofte til, hvad vores forældre mener, og det bliver ofte det, vi ser som sandheden.
Men nu ældre vi bliver, nu mere danner vi også vores egen identitet og finder ud af, hvem vi selv gerne vil være.
Og her kan det godt lede til nogle diskussioner eller konflikter med vores forældre, fordi vi som voksne måske gerne vil nogle andre ting, end det vores forældre mener er det rette.
Og hvordan skal man håndtere det, når det sker?
Hvordan taler man sammen på en god måde?
Du skriver, at ofte når du taler med din mor om at flytte, så råber og skriger hun af dig.
Derfor forstår jeg også rigtig godt, at du ikke helt ved, hvordan du skal snakke med hende, uden at hun overrumpler dig igen.
Heldigvis har jeg en masse gode råd til, hvordan du kan gribe den svære samtale med din mor an.
Jeg kommer med to af dem her, men resten af dem kan du læse i vores artikel: Lær at håndtere dine konflikter.
1) Snak i fredsperioder
En rigtig god taktik til, når man skal have en svær samtale med nogen er, at man snakker med dem i fredsperioder.
Det betyder, at man prøver at tage samtalen i perioder, hvor man ved der er ro på.
Det kan fx være at du ved, at din mor altid er i godt humør, når hun kommer hjem fra arbejde. Eller hun altid er mest rolig efter aftensmaden.
Så ved du, at det er der, du skal tage fat i hende og snakke med hende.
For hvis man gør det modsatte og vælger at snakke med folk, mens de er stressede eller man er i gang med at diskutere noget andet, så kan der ofte gå ged i den.
2) Hold den på egen banehalvdel
En anden rigtig god taktik er, at man prøver at holde samtalen på egen banehalvdel.
Det vil sige, at man fokuserer mere på at fortælle om, hvordan det påvirker en selv og hvad man selv tænker, i stedet for at pege fingre af den anden.
Så i stedet for fx at sige:
“Du bliver altid super sur og råber, når vi snakker sammen”
Så kan man sige:
“Jeg kan godt blive ked af det, hvis vi taler forbi hinanden. Kan vi ikke hjælpes ad med, at finde en fælles løsning på det?”
På den måde, bruger du flere kræfter på at forklare din mor, hvordan du har det, samtidig med, at du rækker en hånd ud og inviterer til, at I kan finde en fælles løsning sammen.
At sætte en sund grænse
Det kan godt være ubehageligt at blive råbt af eller overrumlet, når man taler med andre.
Derfor er det også vigtigt for mig at sige, at det er okay at sætte nogle grænser for, hvad man vil finde sig i.
Desværre er det nogle gange lettere sagt end gjort.
Men selvom det kan være ubehageligt, så kan det godt være vigtigt at få sagt fra.
Derfor har vi i vores artikel: Pas på dig selv – lær at sætte grænser!, samlet vores bedste råd til hvordan du bedre kan passe på dig selv.
For selvom det er okay at være uenige en gang i mellem, så skal det at være uenige om noget, være behageligt for jer begge at være i.
Du må gerne gøre, hvad du gerne vil
Det er også vigtigt at huske, at selvom din mor har ret til at mene, hvad hun mener, så har du ligeså meget ret til, at mene hvad du mener.
For når vi bliver voksne, så er det helt naturligt, at vi får andre behov, end dem vores forældre har.
Og derfor skal du vide, at det du har lyst til at gøre, ikke er forkert, bare fordi din mor mener det.
Tal med andre om det
Når man er uenig med sine forældre om noget, kan det være rart at tale med andre om det.
Jeg kommer derfor til at tænke på, om det er noget, du har talt med dine venner om?
Nogle gange kan det hjælpe rigtig meget at få sagt ting højt. Både fordi man ofte selv bliver klogere, men også så vi kan få andres perspektiv.
Har du hørt om headspace?
Hvis du har brug for at tale med nogen, som ikke kender dig, så kan jeg varmt anbefale headspace.
Hos headspace hjælper de hver dag unge, som har brug for vejledning.
Man kan både tale med dem fysisk i deres lokaler rundt om i landet, eller på deres hjemmeside.
Det kan være mega svært, når man ser meget anderledes på ting, end ens forældre gør. Så er det vigtigt at få talt om det, og huske, at det er okay, at man er uenige. Jeg håber mit svar kan hjælpe dig, og jeg håber dig og din mor finder ud af det.
De bedste hilsner fra en Mindhelper