Hej

Jeg er en pige på 19 år, der det sidste år har haft et rigtig svært forhold til min mor, der gør mig enormt ked af det. Næsten hver aften sidder jeg og græder på mit værelse og føler ikke at jeg må gå nedenunder til min familie fordi de nærmest instinktivt er sure på mig. Og jeg forstår bare ikke hvorfor. Jeg har altid gjort mit allerbedste forsøg på at være en rigtig god datter. Jeg drikker ikke, jeg siger dem aldrig imod (selvom jeg prøver, må jeg bare ikke) og jeg får de højeste karakterer muligt. Jeg vil så gerne have at de skal være rigtig stolte af mig og elske mig rigtig højt, men det føler jeg bare slet ikke at min mor gør. En sjælden gang i mellem kan jeg mærke at min papfar er stolt af mig, men det er flere år siden jeg har kunne mærke det med min mor. Jeg har tre mindre søskende, og de bliver behandlet så anderledes end mig. Specielt min lillebror har jeg hele mit liv følt var min mors yndlingsbarn. Han gør bare ingenting. Han taler grimt til os alle, gør dumme ting konstant, er lige droppet ud af gymnasiet og påstår nu at han er deprimeret. Det er tydeligt at det er han ikke, han har det bare lidt svært i øjeblikket, men det har vi alle. Og jeg har selv i flere måneder været så ked af det hele tiden, fordi jeg føler jeg har et så dårligt forhold til min familie. Men når jeg er ked af det råber min mor at jeg skal tage mig sammen (hver eneste gang) og kalder det bare ”en funk”. Men når min bror er ked af det, er det naturligvis en depression. Jeg føler hele tien at jeg som det eneste barn søger min mor hele tiden. Jeg vil så gerne være sammen med hende, men jeg er bare det menneske hun mindst vil være sammen. med. Jeg føler hun hader mig. Hun vil så gerne være sammen med mine tre søskende og skal hele tiden servicerer dem, men hun vil bare ikke have noget med mig at gøre. Det gør så ondt. Og jeg forstår bare ikke hvorfor det er sådan. Jeg ville ønske jeg kunne være ligesom mine søskende og ignorere min mor og virke afvisende, for det er åbenbart det der tiltrækker hende, men jeg kan det bare ikke. Hver gang jeg prøver at sidde alene på mit værelse, bliver jeg så så ked af det. Jeg græder hele tiden over det og hvis min mor hører at jeg er ked af det ignorerer hun det og går. Jeg har prøvet mange gange at tale med hende, men hun råber bare af mig i stedet. Jeg er så ked af det, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.

Tak fordi jeg må skrive her.

(Pige, 19 år)


Hej Pige på 19 år

Det gør rigtigt ondt, når man ikke bliver set af sine forældre, så jeg er rigtigt glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker.

Du er helt normal

Det giver rigtigt god mening, at du er ked af din situation. Vi har nemlig alle sammen brug for at blive set og hørt af vores forældre. For det er meningen, at vores forældre skal være tryg base, man altid kan komme tilbage til, når man har brug for tryghed og omsorg. Som børn er vi helt afhængige af den omsorg for at overleve, så hvis man ikke får den, vil man selv begynde at søge den, for eksempel ved at søge efter sine forældres opmærksomhed. Så du er helt normal, når du hele tiden søger din mor, fordi gerne vil være sammen med hende. Og du er også helt normal, når det gør dig både ked af det og ulykkelig, at det føles som om, din mor ikke vil dig. For det er en helt naturlig reaktion på, at man føler sig afvist af sine forældre.

Snak med din mor i fredstid

Det lyder som om, du allerede har forsøgt at tage en del snakke med din mor om, at du føler dig overset. Og det er super godt, for det er vigtigt at snakke om det, når andre gør noget, som gør en ked af det. At snakke tingene igennem er nemlig den bedste måde at finde en løsning på problemet. Derfor er det også super ærgerligt, at din mor ikke reagerer særligt godt på, at du forsøger at snakke med hende. Jeg kommer dog til at tænke på, hvornår du forsøger at snakke med hende? Er det mens, du er ked af det, fordi du føler dig overset? Eller er det i “fredstid,” hvor der er ro på, og følelserne ikke allerede går højt hos jer begge to?

Hvis du ikke har prøvet at snakke med hende i fredstid, så synes jeg nemlig, at du skal prøve at gøre det. Hvis man allerede er sur og ked af det, så er man nemlig ikke så god til at stoppe op og lytte til, hvad den anden siger til en. Derfor er det tit bedre at forsøge at løse sine konflikter på et tidspunkt, hvor der er ro på, for så lytter man bedre til hinanden. Hvis du prøver at snakke med din mor igen, så kan du prøve at læse vores artikel om, hvordan man bedst håndterer konflikter. Selvom den er skrevet om at løse konflikter med sine venner, så er der rigtigt mange af rådene, der generelt er gode at huske, når man skal løse konflikter. Derfor tænker jeg også, der er nogle råd i artiklen, som du sagtens kan bruge.

Snak med nogle andre

Jeg kommer også til at tænke på, om der mon er en anden voksen i nærheden af dig, som du kan snakke med om det her? Det kunne en anden fra din familie. For selvom det måske umiddelbart ikke hjælper så meget på at få din mor til at se dig, så hjælper det rigtigt tit på de svære følelser, at man har nogen at dele dem med. Hvis du har nogen at dele det med, så er du nemlig ikke alene om at skulle løse situationen. Og du kan få lidt af den omsorg og trøst, som det lyder som om, du længes efter, også selvom det ikke lige er fra din mor.

Samtidigt så tænker jeg også på, om du mon ville kunne snakke med din papfar om det? Hvis du kan det, så tænker jeg nemlig, at det ville være en rigtigt god idé at snakke med ham også. For hvis han vil lytte til dig, så kan du måske få ham til at hjælpe dig med at snakke med din mor igen. Det kan nemlig nogle gange være nemmere at snakke sammen, hvis der er en tredje person, som kan træde til, hvis bølgerne kommer til at gå højt. Og som også kan hjælpe med at sige til, hvis man begynder at misforstå hinanden.

Tag fat i Headspace

Hvis du har brug for at snakke med nogen, som står helt uden for situationen. Og som hverken kender dig eller din familie, så kan du altid tage fat i Headspace. Hos Headspace sidder der nemlig altid nogle super dygtige frivillige rådgivere klar til at snakke med dig. Og hos Headspace kan du snakke med de frivillige rådgivere om alt, hvad der fylder for dig. Der er nemlig ikke noget, der er hverken for stort eller for småt at snakke om. De frivillige rådgivere er vant til at snakke med børn og unge, der har det rigtigt svært. Og de er der for at lytte til dig, så de skal nok gøre alt, hvad de kan for, at du føler dig set. Du kan være helt anonym hos Heeadspace, hvis du helst vil det, så dem kan du trygt tage fat i. Og det skal du endelig bare gøre, hvis du har brug for det. De skal nok gøre sit allerbedste for at hjælpe dig.

Det er en virkeligt svær situation, du er i. For det er mega hårdt, når man ikke bliver set eller hørt derhjemme. Derfor håber jeg også virkeligt, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så krydser jeg fingre for, at der er en voksen i nærheden af dig, som kan hjælpe dig.

De varmeste hilsner fra en Mindhelper