Hej Mindhelper

jeg spiller Playstation 8 timer i hverdagen spiser ikke altid min mad, nogen gange drikker jeg ikke noget vand overhoved.
jeg vælger skærm over familien, men vil nogen gange gerne være sammen med min familie.

Hvad skal jeg gøre.

mvh drengen som spiller 8 timer om dagen.

(Dreng, 13 år)


Kære drengen som spiller 8 timer om dagen

Det kan være super svært, at holde op med at spille playstation. Og så kan det godt komme til at gå ud over den tid, som man gerne ville have brugt på sin familie. Det er der rigtigt mange unge som oplever. Derfor er jeg også super glad for, at du har skrevet herind og spurgt efter hjælp.

Skærmen holder en fast

Det er sådan, at gaming godt kan gøre en lidt afhængig. Det er simpelthen fordi spillene er lavet på en måde, så de er mega svære at lægge fra sig. Så bliver Playstationen lynhurtigt en rigtig tidssluger, hvor man slet ikke kan lægge controlleren fra sig og timerne fiser bare afsted uden, man opdager det. Det er der rigtigt mange andre unge, som også oplever. Gaming kan være super sjovt og der er ikke noget galt med at spille playstaion, hvis det gør en glad. Men gamingen kan godt tage overhånd og gå ud over ens hverdag. Så man pludseligt ikke får spist, sovet eller drukket nok. Og måske får man ikke set sine venner og familie så meget, som man godt kunne tænke sig. Men heldigvis så kan man godt slippe af med trangen til at game. Du kan begynde med at læse vores artikel om gamingafhængighed. Der står nemlig en masse gode råd til, hvad man selv kan gøre for at håndtere gaming-trangen.

Få hjælp fra dine forældre

Jeg kommer til at tænke på, om du har snakket med dine forældre om, hvordan du har det? For ens forældre er tit dem, som er tættest på en i ens hverdag. Derfor er de tit også dem, som allerbedst kan hjælpe en. Det kan være en rigtig god idé, at få hjælp til at håndtere ens problemer med gaming. For det gør det tit meget nemmere, end hvis man skal gøre det helt alene. Og så kan det være super rart at have nogle der støtter en og snakker med en om, hvordan man har det. Hvis du nu fortæller dine forældre, at du har brug for hjælp til, at lade være med at spille så meget playstation, så er jeg næsten helt sikker på, at de rigtigt gerne vil hjælpe dig. Ens forældre holder jo af en og vil gerne have, at man har det godt. I kan også prøve at læse artiklen om gamingafhængighed sammen og snakke om, om der er nogle af de ting der er skrevet, som kunne være hjælpsomt for dig? Hvis du ikke synes det duer at snakke med dine forældre, så er der måske en lærer, moster, sportstræner eller anden person, som du kunne være tryg ved at snakke med?

Det er mega svært, at stoppe med at spille playstation. For spillene er lavet til at holde en fast til skærmen. Derfor er det også en rigtig god idé, at få en hjælpende hånd fra ens forældre.

Jeg håber at du har kunne bruge mit råd til noget. Og så krydser jeg fingre for, at det kommer til at gå rigtigt godt.

De venligste hilsner fra en Mindhelper