Dækker du dine blå mærker? Har din mor eller far svært ved at styre sit temperament? Her kan du læse mere om, hvordan du kan få hjælp. 

Dit hoved er sikkert fyldt med tankekaos. 

Hvad skal jeg gøre? Hvad hvis nogle finder ud af det? Skal jeg fortælle det til nogle? Hvad hvis mine forældre finder ud af det, at jeg har fortalt det til andre? Hvad vil der ske med mine forældre, hvis jeg fortæller andre om volden?

Du er langt fra den eneste, hvis du bliver slået derhjemme. Faktisk omkring hvert femte barn har været udsat for psykisk eller fysisk vold. Derfor er du også langt fra den eneste, som måske sidder med et hoved fyldt med modstridende tanker.  

Men det er rigtig vigtigt, at du får hjælp til at håndtere volden. For selvom det er svært og uoverskueligt lige nu, så behøver det ikke blive ved sådan her. Du kan få hjælp til at leve et liv med tryghed. 

Hvad gør du så ved det, og hvor går du hen? Vi har lavet en liste, der skal svare på det spørgsmål.

Hvad skal jeg gøre, når jeg bliver slået derhjemme?

Mange unge forsøger at undgå volden ved at holde lav profil, have antennerne ude og forsøge at nedtrappe konflikter, så der er så meget ro på derhjemme, som muligt. 

Men det er en stressende og utryg måde, at skulle leve sit liv på. Men du har muligheder for at få hjælp.  

fysisk vold familie

Sig det højt – det er det første skridt

Det første skridt er det sværeste. Nemlig at få fortalt nogen om, hvad der foregår hjemme hos jer. Det er nødvendigt at du får hjælp, så du ikke skal stå med dette alene. 

Måske hårene på dine arme rejser sig ved tanken, men hør her. Du fortjener at leve i et hjem, hvor der er ro på til at du kan slappe af og ikke hele tiden have antennerne ude. 

Det kan være, at du er bange for at søge hjælp, fordi du frygter, at dine forældre så bliver endnu mere voldelige. Men det er vigtigt, at du får talt med nogle voksne om problemerne derhjemme. Sammen kan I finde ud af, hvad der skal gøres for at sætte en stopper for volden og for at finde ud af, hvad der er det gode næste skridt. 

Det er ikke så vigtigt præcist, hvem du fortæller det til. Det vigtigste er, at du tager skridtet og fortæller nogen om, at du bliver slået derhjemme. 

Men hvem kan jeg tale med? tænker du måske. Vi har samlet en liste med forslag til steder, hvor du kan få hjælp.

Hvor kan jeg få hjælp? 

1. I din omgangskreds

Har du et godt forhold til en voksen omkring dig? Det kunne være en morfar, en sød lærer, en venindes mor. Bare det er en, du stoler på.

 
Fortæl om situationen derhjemme til en fra din familie, en ven eller anden, du er tryg ved. Så får du lettet dine skuldre. Og sammen kan I finde ud af, hvad næste skridt skal være. Det er svært at række ud, men de fleste vil rigtigt gerne hjælpe. 

Tal med nogen – gerne allerede i dag

2. På skolen

Har du svært ved at koncentrere dig om skolen og lektierne? Det er helt naturligt, hvis volden derhjemme stjæler dine tanker.

Fortæl din yndlingslærer, sundhedsplejersken eller en studievejleder, hvordan det er derhjemme. Dine lærere vil helt sikkert gerne støtte dig og hjælpe. Det kræver imidlertid, at de ved, hvordan du har det. 

Få råd til hvordan du tager hul på snakken i guiden: Sådan får du hjælp på din skole eller uddannelsessted.

OBS: Du skal vide, at folk på skolen har “underretningspligt”. Det betyder, at de er forpligtede på at fortælle det videre til kommunen, hvis du fortæller, at du bliver udsat for vold derhjemme. Men det kan også være en god ting, fordi kommunen så kommer ud og hjælper. 

Læs mere om underretning og underretningspligt i boksen her:

Hvad er en underretning og underretningspligt? 

Hvis der bliver lavet en underretning på dig, så betyder det, at der er nogle, som fortæller kommunen, at de tror, du ikke har det godt. At du lever på en måde, som ikke er sund for dig. Fx. fordi du bliver slået, lukket inde, misbrugt eller ikke får noget at spise. 

Kommunen SKAL reagere, hvis de får en underretning på dig. Det er loven. 

Det betyder, at der kommer en voksen fra kommunen hjem til din familie og dig, og finder ud af, hvordan de kan hjælpe jer. 

Det kan fx. være ved at hjælpe med at løse konflikter i familien, give familieterapi eller i slemme tilfælde kan kommunen finde et andet sted, hvor barnet kan bo. Fx hos andre familiemedlemmer eller en plejefamilie. 

Underretningspligt betyder, at dine lærere fx. har pligt til at fortælle kommunen det, hvis du fortæller, du bliver slået derhjemme.

Du har også mulighed for at lave en underretning på dig selv eller dine søskende. Det nemmeste vil være, at bede en lærer om at gøre det eller ringe til Åben, anonym rådgivning i din kommune.  

3. Åben anonym rådgivning hos kommunen

Alle kommuner har et tilbud, hvor du anonymt kan få hjælp til dit problem. Så sidder professionelle voksne klar til at hjælpe dig og forklare dig om dine rettigheder. Det kan fx. være socialrådgivere, sygeplejersker eller familieterapeuter, der sidder klar.

Du kan finde din kommunes Åbne, Anonyme Rådgivning ved at vælge din kommune her.

4. Hos Bryd tavsheden

Måske er det nemmere for dig at starte med at ringe eller skrive til et sted, hvor du har mulighed for at være anonym? Sådan har rigtigt mange det. 

Rådgiverne hos Bryd Tavsheden har mange års erfaring med at hjælpe unge, der har været udsat for vold. De ved, hvad du har ret til og kan hjælpe dig med gode råd. Bryd Tavsheden har både telefonrådgivning, chat og brevkasse. Og du kan være helt anonym og tryg ved at kontakte dem.

Du kan finde Bryd Tavsheden ved at følge dette link.

5. Midt om natten 

Har du brug for en at tale med om natten? Du kan kontakte Børnetelefonen døgnet rundt. De hjælper børn og unge uanset hvilket problem, du står med. De er vant til at tale med børn og unge om vold. 

Du kan finde Børnetelefonen ved at følge dette link.

6. Hvis der sker noget akut – ring 112

Hvis du bliver bange, når du er derhjemme for, at nogle kommer til skade eller du føler dig utryg, så kan du ringe 112 til politiet. Så kan politiet komme ud og hjælper med at få ro på situationen. Det er en del af politiets arbejde. Du må altid ringe 112 også selvom du er i tvivl. 

‘Akut’ betyder, at noget kræver, at der handles hurtigt på det. Fx. hvis nogle er i fare. 

Når man ringer 112, så er der en person, der tager telefonen og spørger, hvad du har brug for hjælp til. Så skal de nok hjælpe med at få politiet hurtigt ud til dig.

Hvornår er det vold?

Måske du er i tvivl om, om det der foregår hjemme hos dig er vold? 

Herunder finder du en liste på typiske handlinger, som defineres som vold. 

Fysisk vold

Fysisk vold er vold med en direkte kontakt til kroppen fx: 

Slag, spark, lussinger, skubben, bid, niven, kvælningsforsøg eller fastholdelse mod sin vilje 
Frihedsberøvelse fx. at blive holdt indespærret

Psykisk vold

Psykisk vold er svære at se, fordi den ikke efterlader fx. blå mærker. Ofte er der tale om noget der systematisk foregår over en længere periode.

Den psykiske vold kan fx være at: 
– tilsvine, tale grimt eller nedgørende til en person
– nedbryde en persons selvtillid 
– at kontrollere, manipulere eller forsøge at styre en andens adfærd fx. ved ikke selv at måtte vælge sit tøj, sine venner eller hvor man går hen. 

Seksuel vold

Seksuel vold er vold med en seksuel karakter. Dette kan også foregå i kæresterelationer. 
Det kan fx. være:
– Seksuelle overgreb eller voldtægt
– Uønskede seksuelle berøringer
– Tvungen prositution 
– Trusler til at opfylde den andens seksuelle behov
– Tvang til at overvære seksuelle handlinger fx. porno eller andre, der har sex
– At skulle høre på seksuel tale eller ord, man ikke ønsker

Økonomisk vold

At der er nogle som kontrollerer dine penge på en uhensigtsmæssig måde fx. ved at:
– tvinge dig til at optage lån, du ikke ønsker 
– tvinge dig til at betale uretfærdige beløb til dem 
-true dig til at give dem penge

Materiel vold

Dine ting bliver smadret for at straffe dig fx. din telefon eller personlige ejendele af betydning for dig.

Digital vold

Digital vold er oftest psykisk eller seksuel vold, som foregår online. Det kan fx. være:
– Deling af private billeder eller filer til andre mod din vilje 
– Grænseoverskridende eller kontrollerende adfærd i beskeder eller på sociale medier 
– Krænkelse af dit privatliv fx. at dine forældre eller kæreste overvåger din telefon

Hvordan reagerer man, hvis man er udsat for vold?

Ingen reagerer ens, men alle reagerer på vold. Herunder har vi lavet en liste over nogle af de måder, børn og unge, som udsættelse for vold reagerer. Måske kender du nogle af de følgende reaktioner på vold: 

Hvorfor slår mine forældre? 

Der kan være mange grunde til at forældre slår eller udøver vold. Men ingen af grundene er gode grunde. Det er ulovligt at slå sine børn eller udsætte dem for anden type af vold i Danmark, og man kan blive straffet for det. 

Grunde til at forældre slår deres børn er fx.: 

Hvad oplever andre unge? 

Der er desværre mange unge, som skriver ind til vores brevkasse og fortæller, at de oplever vold i hjemmet. 

Hvis du er interesseret i at høre andre unges tanker, oplevelser og brevkasserådgivernes råd til dem, så har vi udvalgt tre brevkassespørgsmål herunder: 

Brevkassespørgsmål fra en dreng på 15, hvis søster bliver slået af deres mor

Brevkassespørgsmål fra en pige på 13, der bliver udsat for vold derhjemme

Brevkassespørgsmål fra pige på 15, der bliver udsat for psykisk vold