Hej

Jeg skriver fordi at jeg har brug for hjælp. Jeg kan ikke holde ud at bo herhjemme mere. Det hele går dårligt, Min mor slår efter mig og kaster ting på mig, min lillebror slår mig og gør sådan at min mor bliver sur på mig hele tiden, min far og mor skændtes hele tiden og jeg har det rigtigt svært. Jeg har ikke rigtigt nogle ordenlige venner mere og jeg kan ikke fokusere på noget. Det eneste jeg laver er at stå op, gå i skole og sidde og spille alene. Jeg kan ikke det her mere. Der er så meget jeg har brug for hjælp til og jeg kan ikke overskue at skrive det hele.
Vær sød at hjælp mig

(Pige, 13 år)


Hej Pige på 13 år

Det er svært at bo i et hjem, hvor man bliver slået, og folk generelt er sure og råber meget af tiden. Derfor er jeg glad for, at du har skrevet herind. Det er nemlig et tegn på, at du rækker ud efter hjælp, og det er første skridt på vejen imod at få det bedre. 

Det kan blive bedre

Det er svært at være dig lige for tiden, og det giver godt mening. For det lyder som om, du bor i et hjem, hvor folk er sure, råber eller slår dig meget af tiden. Sådan skal det ikke være at bo derhjemme, for ens hjem skal være en sikker base, hvor man kan føle sig tryg og slappe af. Det er det ikke, når ens lillebror hele tiden gør ens mor bliver sur, og mor slår og kaster ting efter en. Så er det utrygt og kaotisk at være derhjemme. 

Derfor giver det også så god mening, at du ikke føler, at du kan leve i det mere. Og det er rigtigt godt, at du har rakt ud efter hjælp ved at skrive herind. For det behøver ikke at være sådan her for evigt. Der er hjælp at få, hvis man ikke har det godt derhjemme. Jeg skriver mere om, hvem der kan hjælpe dig længere ned i svaret. 

Det er ikke okay

Jeg vil rigtigt gerne sige til dig, at det ikke på nogen måder er okay, at din mor slår dig og kaster ting efter dig. Det kalder man for vold, og det gør rigtigt ondt på den person, som det går udover. Både fordi det gør fysisk ondt der, hvor man bliver slået. Men det gør også ondt indeni, fordi man kan gå rundt og føler sig bange og utryg hele tiden, når man ikke ved, hvornår ens mor kan finde på at slå næste gang. Derfor er det også forbudt i den danske lovgivning at slå sine børn, fordi vi i Danmark gerne vil kunne beskytte børn og unge imod at blive slået derhjemme. 

Snak med en voksen

Det allerbedste råd jeg kan give dig er, at du skal fortælle en voksen, hvordan det er at bo hjemme hos dig. For det her ikke noget, som du skal gå alene med. Det er det alt for svært til. Jeg ved, at der er andre børn og unge i Danmark, der oplever nogle af de samme ting som dig. 

Mange af dem fortæller, at de er bange for at snakke med nogen om, hvordan det er at bo hjemme hos dem, fordi de er bange, hvad der så kommer til at ske. Er det mon også sådan for dig? Hvis det er, så skal du vide, at der for det meste ikke er nogen, som gør noget uden at snakke om det med dig først. Hvis du har brug for lidt hjælp til at finde ud af, hvem du kan snakke med, så kan du kigge på mine forslag nedenunder. 

En lærer på din skole 

Nogle gange kan det godt lidt føles som om, skolen er et sted, der kun er der for, at man skal lære dansk og matematik. Men man kan også altid snakke med en lærer på sin skole, hvis man ikke har det godt. For lærerne på ens skole har også et ansvar for at hjælpe en, hvis man ikke har det godt. Og det vil de fleste lærere også gerne, fordi de holder af sine elever og bekymrer sig for dem. Derfor tænker jeg på, om der mon er en lærer på din skole, som du er mere tryg ved end de andre? For så kunne det nemlig være oplagt at snakke med ham eller hende. 

En anden voksen, du er tryg ved

Det kan også være, der er en anden voksen i dit liv, som du er tryg ved? Det kunne være en sød bedstemor, en god træner i fritidsklubben eller en helt tredje person. Hvis der er sådan en, så ville det også være en rigtigt god idé at snakke med ham eller hende. For så kan den person nemlig hjælpe dig og din familie med at få hjælp. 

De kan også hjælpe hos Børnetelefonen 

En helt tredje mulighed er at tage fat i Børnetelefonen. Hos Børnetelefonen har de nemlig nogle rigtigt søde og dygtige rådgivere, der kan snakke frem og tilbage med dig om, hvad du har brug for. Samtidigt så har du også mulighed for at få en bisidder, som kan hjælpe dig med at tage ind og snakke med kommunen. 

Kommunen har nemlig også et ansvar for at hjælpe, når børn og unge ikke har det godt derhjemme. Og en bisidder er en voksen, som er på din side, og som er der for at være sikker på, at de ting som du har brug for blive sagt, bliver hørt af kommunen. 

Åben Anonym Rådgivning

Hvis du har mod på det, kan du også selv tage fat i din kommune. Det kan du gøre ved at tage fat i Åben Anonym Rådgivning. Åben Anonym Rådgivning er nemlig et tilbud, som er blandt andet er der til at hjælpe, hvis der er problemer i familien, som gør det svært at være derhjemme. Du kan finde Åben Anonym Rådgivning ved at vælge din kommune i vejviseren herunder. 

Find hjælp i din kommune

Det skal ikke være, sådan som det er hjemme hos dig. Det er hårdt og utrygt at være i. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og som har givet dig mod til at få snakket med en voksen, så du kan få den hjælp, du har brug for. Det behøver nemlig ikke være sådan her resten af dit liv.

De bedste hilsner fra en Mindhelper