Jeg har nemt ved at blive rød i hovedet uden nogen grund

Det lyder super træls, at du har den her tendens til at blive rød i hovedet. Det kan bare fylde rigtigt meget, så jeg er super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. 

Du kan ikke gøre for det

Det kan være helt vildt irriterende, når man rødmer uden, at det lige virker som om, der er en grund til det. Men det er ikke noget, du kan gøre for. Det er en refleks i kroppen, som sker helt automatisk, fordi der løber mere blod op til hovedet. Så det er ikke noget, du har kontrol over. Men det er altså ikke unormalt at rødme. Det gør de fleste af os en gang imellem. Der er så desværre nogen, der rødmer mere og lettere end andre. Og det er super irriterende, hvis man er en af dem, der rødmer meget let. Men sådan er man bare indrettet, og det er ikke noget, man selv kan gøre for. Det er en del af den pakke, man kom med.

Har I noget tilfælles?

Jeg kommer til at tænke på, om det mon bare er sværere for dig at snakke med nogle af dine venner, fordi du ikke har helt så meget tilfælles med dem, som du har med nogle af dine andre venner? Det er nemlig helt naturligt, at der bare er nogle mennesker, man klikker bedre med end andre. For eksempel fordi, man har mere tilfælles. Det kan være, at man begge to er helt vilde med fodbold eller håndbold. Og så er det altså bare nemmere at finde på noget at snakke om, når man fra starten af ved, at der er noget, man begge to er helt vildt med. Og som man kan snakke med hinanden om i flere timer.

Så jeg tænker slet ikke, at det er underligt, at der er nogle af dine venner, det bare er lidt sværere at snakke med. Det tror jeg, de fleste af os kender til. Måske kan det hjælpe dig at prøve at finde ud af, om der mon er nogle flere ting, du har tilfælles med de venner, det er lidt sværere for dig at snakke med. Det kan være, at det kan gøre det lidt nemmere at sætte samtalen i gang? Ellers kan du prøve at læse vores artikel med gode råd til smalltalk. Det kan være, at der er noget i den, der kan hjælpe dig.

Det er helt normalt

Det kan være rigtigt træls, når man kommer til at bruge meget tid på at tænke over, hvad andre mon tænker om en. For det kan faktisk gøre, at man kommer til at blive i tvivl om, om man nu er god nok. Men det er faktisk ret normalt at tænke over, hvad andre mon tænker om en. For mennesker er sociale dyr. Og dengang vi boede ude på savannen, var det temmelig vigtigt, at vi ikke blev smidt ud af vores gruppe. For så risikerede vi altså at blive spist af en bjørn. Så dengang var det ret smart at være opmærksom på, hvad de andre tænkte om en. For så kunne man rette op på det, hvis man lagde mærke til, at de andre syntes, at man havde gjort noget forkert. Og på den måde sikre sig at få lov til at blive ved med at være en del af gruppen.

Og selvom det ikke er helt lige så farligt at blive smidt ud af gruppen i dag, så er det stadig smart nok at tænke lidt over, hvad andre tænker om en. Så man lægger mærke til det, hvis man for eksempel kommer til at sige noget, der gør andre kede af det. Men det bliver selvfølgeligt super træls, hvis det tager overhånd. Og man får tænkt så meget over, hvad andre nu synes om en, at man begynder at blive usikker på sig selv. Og føle, at man ikke er god nok. Men det kan man heldigvis godt arbejde lidt med selv. For eksempel ved at øve sig i at dæmpe sin indre kritiker. Det kan du læse mere om, hvordan man kan gøre i den artikel, jeg har linket til.

Man kan ikke gøre alle tilfredse

Du skriver, at du synes, at der er nogle, der får et forkert indtryk af dig. Det er ikke særligt rart, når det sker. Men det sker for os alle sammen en gang imellem. Og det er ikke altid noget, man selv kan gøre for. Nogle gange handler det selvfølgeligt om noget, man gør eller ikke gør. Men rigtigt tit handler det lige så meget om nogle ting i den anden person. Det allerbedste man kan gøre ved det, er at snakke med personen om det. Det er nemlig den eneste måde, man kan finde frem til, hvorfor den anden fik et forkert indtryk af, hvem man er. Og om der eventuelt er noget, man selv kan gøre for at ændre på det indtryk.

Men husk lige på, at det bare ikke er alle personer, man kan gøre tilfredse. Nogle gange vil man støde ind i personer, der af en eller anden grund ikke kan lide en, uden man har gjort noget. Og så er det bedste at gøre at prøve at huske sig selv på, at det ikke er en selv, der er noget galt med. Men at det er noget i den anden person, der er på spil her. Det er super ærgerligt, men det er ikke noget, man selv kan gøre noget ved. Og det betyder ikke, at man ikke er god nok.

Snak med dem

Du skriver, at du nogle gange får kommentarer på, at du er sur uden, at du er det. Og at det får dig til at føle, at du ikke er helt godt nok. Det lyder virkeligt heller ikke særligt rart. Det bedste råd jeg kan give dig her, er også at snakke med dem, der fortæller dig, at du er sur. På den måde kan I finde frem til, hvad det var, der fik dem til at tro, at du var sur. Og du kan forklare dem din side af sagen. Så kan I forhåbentligt undgå, at det sker igen, hvis I begge to er opmærksom på hinanden.

Men det er også helt okay at fortælle dem, at det faktisk ikke er særligt rart for dig, at de kommenterer på, at du er sur, når du ikke ved, hvad du har gjort galt. Fordi det gør dig usikker på, om du er god nok. Sådan så de ved det. Men på den anden side er det jo også godt nok, at de spørger dig, hvis de bliver i tvivl om, om du er sur. Sådan så der ikke pludseligt er et eller andet, der går helt i hårdknude, fordi de andre tror, at du er sur på dem, selvom du i virkeligheden ikke er det. Derfor tænker jeg på, om det mon kunne være rart for dig, at de spurgte dig, om du er sur i stedet for bare at anklage dig for at være det? Hvis det lyder som noget, der kunne hjælpe, kan du prøve at sige det til dem. Det kunne for eksempel lyde sådan her:

• “Det gør mig usikker, når I kommentere på, at jeg er sur uden, at jeg ved, hvad jeg har gjort forkert. Så hvis I bliver i tvivl om, om jeg er sur, kan I så ikke spørge mig i stedet for? Så får jeg nemlig lov til at forklare mig, og så føler jeg mig ikke anklaget.”

Snak med nogen

Det bedste råd jeg kan give dig er, at du skal snakke med nogen om de ting, du har skrevet i dit brev. Det kunne for eksempel være nogle veninder. Men du kan også snakke med dine forældre om det. For ting kan nemlig nemt komme til at fylde rigtigt meget oppe i ens hoved, hvis man går med dem for sig selv. Fordi ens tanker bare får lov til at køre rundt og rundt uden, at man egentligt får gjort noget ved dem. Men når man snakker med nogen om sine tanker, så får man dem lidt ud af hovedet. Og man får også lov til at høre andres tanker om de tanker, man har. Det hjælper meget ofte lidt, fordi man tit finder ud af, at andre faktisk også kan genkende nogle af ens tanker. Og det er for det meste meget rart at vide, at man ikke er helt alene i verden om at have det, som man har det.

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig lidt. Og så ønsker jeg dig alt muligt held og lykke med det.