hej

jeg har nogen problemer primært med at jeg ikke føler der nogen der gider at hjælpe mig

da jeg var 17 fik jeg en autisme diagnose men den kom istedet for en udredning for en depression og da de gav mig diagnosen så sagde de til mig inde på psykiatrien at jeg ikke kunne få venner eller familie eller uddannelse eller at jeg i det hele taget ikke var noget værd

siden da har jeg haft det svært ved at finde et sted jeg passer ind og min venner er ikke eksisterene i da alle tror tror det er noget jeg kun bilder mig ind og at jeg bar skal glemme det men når professionelle mennesker der sat i verden for at hjælpe svigter på den måde hvad skal man så gøre

(Dreng, 20 år)


Kære 20-årige dreng

Det lyder som noget af et forløb, du har været igennem. Og det må slet ikke være sjovt at sidde tilbage med en fornemmelse af at blive svigtet af et personale, der skal hjælpe en.

Ordene skal ikke bestemme over dig
Jeg kan forstå, at du har haft svært ved at passe ind og have venskaber, siden du oplever at få at vide, at du ikke kunne få venner og ikke var noget værd. Nogle gange kan ord nærmest blive lov. De kan styre en og gøre en usikker på sig selv og dem omkring en. Jeg kommer til at tænke på, hvordan det gik med at have venner, før du fik det at vide. Gik det bedre der? Og hvis det gjorde, hvad har så egentlig ændret sig? Du er stadig den samme. De er stadig de samme. Du skal begynde at tro på, at du godt kan passe ind et sted – igen.

Udfordr dine tanker om, hvad de sagde
Jeg er ked af at høre, at du har oplevet ikke at blive hjulpet. At få at vide, at man ikke kunne få venner eller uddannelse – og at man ikke var noget værd. Det er tydeligt, at det er noget, der virkelig har sat sig i dig. Jeg spekulerer på, om du havde dine forældre med dig, da du fik det at vide. Hvordan hørte de det, der blev sagt? Hørte de det også som, at du ikke er noget værd? Det kan du måske spørge dem om.

Når man er ked af det, kan man nogle gange forstå det, der blev sagt, på en måde som bliver rettet negativt mod en selv. Det er meget almindeligt. Men hvis det er noget, som du bliver ved med at huske på, er det vigtigt lige at få spurgt andre også. Høre deres perspektiver på det. Måske hørte de noget andet, end du gjorde? Eller måske havde den, du snakkede med, en dårlig dag og fik givet dig tilbagemeldingen på en hård måde? Måske har I virkelig bare misforstået hinanden. Det sker fra tid til anden.

Personalet er der for din skyld
Du skal vide, at du er ligeså meget værd som alle andre! Og det er jeg ret sikker på, at alle dem i psykiatrien også mener. Som du siger: De er sat i verden for at hjælpe. De har kun valgt det job for at kunne hjælpe så mange som muligt. Og de gør det på den bedst mulige måde, de kan, inden for de rammer, de bevæger sig i. Det udelukker dog ikke, at man stadig godt kan sidde tilbage med en oplevelse af, at man bare er blevet svigtet. Og af samme grund er det mega vigtigt, at man snakker med nogen omkring sig, så man kan få luft for det.

Hvem kan du snakke med?
Det kan nogle gange være svært at vide, hvem man mere præcist kan snakke med. Især hvis det er noget, der fylder meget for en. Jeg har derfor listet nogle muligheder op nedenunder:

Jeg håber, at mit brev har startet nogle tanker hos dig. Og at du får snakket med nogen, som vil tage dig og din situation seriøst.

De bedste hilsner fra Mindhelper

Var svaret nyttigt for dig?

Op
Ned

Tak for din feedback

Fortæl gerne, hvorfor du pegede tommeltotten op eller ned.

Mange tak

Vi sætter stor pris på dit input.

Brevkassen

Få råd fra en Mindhelper

Profilbillede
Cecilie Juul Hinze
Psykolog
Skriv til brevkassen
Brevkassen
Alle indlæg om Svære følelser og tankerAlle brevkasseindlæg