Hej.

Jeg er en dreng på 16 år og går til dagligt på gymnasium. Jeg døjer med et problem som fylder meget for mig og har brug for rådgivning til. Dette omhandler mine sociale kompetencer og selvtillid omkring piger. Lige så snart jeg snakker med en pige og især hvis det er en køn pige mister jeg tråden: jeg bliver nervøs, mit hjerte banker, jeg glemmer at trække vejret og det hele går blankt for mig. Det undrer mig meget fordi sådan er det slet ikke når jeg er sammen med nogle af mine drenge venner. Derudover har jeg lagt mærke til at jeg automatik undgår øjenkontakt med den jeg snakker til, derfor er jeg usikker på om det er lav selvtillid eller andet… jeg håber virkelig at i kan hjælpe mig for det er noget som betyder meget for mig

(16 år)


Hej med dig

Det lyder til, at din udfordring med at snakke med piger, fylder rigtig meget for dig. Og at det undrer dig, at der kan være så stor forskel på piger vs. drenge for dig.

De fleste drenge synes det er svært at snakke med piger

Du skriver, at lige så snart du skal snakke med en pige, så mister du tråden. Du bliver nervøs, dit hjerte banker, din vejrtrækning begynder at drille dig og det hele går blankt for dig. Er det normalt?

Her kan jeg berolige dig med det korte svar: Ja, det er helt normalt. De fleste drenge når en alder, hvor det med piger begynder at fylde på sendefladen Man synes måske pludselig at de ser søde ud, man får lyst til at snakke med dem, og der er måske endda nogle, som man er lidt lune på.

De fleste drenge synes det kan være svært at snakke med piger og kan mærke at der sker noget i kroppen. Særligt hvis det er en pæn pige eller en, de synes der er sød. Men hvordan kan det være?

Er det mon fordi der er noget på spil?

Du fortæller, at det undrer dig, at det er svært at snakke med pigerne, men nemt at snakke med dine drengevenner. Det kan virke fjollet, at noget som virker så naturligt, at gøre med drengene, kan være så svært at gøre med pigerne. 

En forklaring kan være, at der måske er noget andet på spil, når du snakker med pigerne. For hvis man snakker med en pige, som man synes ser godt ud eller virker sød, kan man godt blive lidt nervøs eller varm i kroppen. Fordi man pludselig kan få tanken: synes de mon det samme om mig?

På den måde, kan man hurtigt blive lidt for selvbevidst og tænke alle mulige tanker. Tanker som hvordan ser jeg ud, hvad skal jeg sige til hende osv, flyver rundt i ens hoved, og gør at man bliver mere og mere nervøs.

Øvelse gør mester

Nogle kloge mennesker sagde engang, at øvelse gør mester. Derfor er mit bedste råd til dig også, at du skal prøve at kaste dig ud i det. Hvis du godt kunne tænke dig at være bedre til at snakke med piger, er du nødt til at øve dig. Jo mere du snakker med piger, jo mindre skræmmende bliver det.

En god måde at starte på at øve sig er at smalltalke med piger. Smalltalking er en rigtig god start, fordi man ikke skal finde på det helt store samtaleemne eller holde en samtale i gang i lang tid. 

Hvis du synes, at det lyder som noget for dig, kan jeg varmt anbefale dig vores artikel: 6 gode tricks til smalltalk – sådan finder du på noget at snakke om. Her finder du en masse gode råd til, hvordan du kommer i gang med at smalltalke.

Har dine venner det på samme måde?

Når man døjer med et problem, som fylder rigtig meget, kan det være en god ide at snakke med nogen andre om det. For ofte så hjælper det at få vendt og drejet situationen med dem omkring dig. 

Derfor tænker jeg også, om du mon har snakket med nogle af dine venner om det? Måske har de det på samme måde og kan give nogle gode råd til, hvad man kan gøre.

Det kan være hamrende irriterende, hvis klappen går ned hver gang man skal snakke med en pige. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar til dig, som du kan bruge. Jeg sender de bedste tanker din vej og håber du finder ud af det.

De bedste hilsner fra en Mindhelper