Hej brevkasse,

Jeg er en 19 årige pige, som fylder 20 år om fire måneder. Mine forældre er meget kontrollerende og det har jeg snakket med dem om flere gange. De bliver ved med at kontrollere mig og hvad jeg må/ikke må, selvom jeg flere gange har sagt jeg selv burde bestemme. Jeg er meget flittig i skolen og går i 3g. Derfor har jeg meget travlt, hvor jeg desuden også går til klaver og træner fitness et par gange om ugen. Jeg er ansvarlig, pligtopfyldende. Jeg hjælper ofte til derhjemme selvom jeg også har travlt med mit eget liv. Jeg synes jeg er en god datter man kan være stolt af. Igennem 3 år har jeg haft en kæreste, som mine forældre ik synes så godt om jeg har, eller måske hvem han er. Min kæreste behandler mig kun godt, Men alligevel kan de ik tåle det. Derfor bliver de sure og begrænser mig når jeg fortæller jeg skal være sammen med ham. I noget tid har min mor været efter mig og stukket til mig med grimme ord. Det sårer mig meget og det har jeg snakket med hende om. Hun går kun i forsvarsmode og føler sig krænket af mig. Dette sårer mig meget og jeg har ik lyst til at være hjemme mere, men bliver tvunget til at være hjemme. Dette påvirker min mentale sundhed betydeligt.

(19 år)


Kære 19 årige pige

Det lyder til at der er flere ting, som fylder hjemme hos jer for tiden. Både det at dine forældre ikke kan lide din kæreste. Og så lyder det også til, at dig og din mor går lidt skævt af hinanden. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind, og fortalt om det.

Det giver mening

Når man har en kæreste, som man er glad for, betyder det som regel meget, at ens forældre også godt kan lide ham. Derfor kan det også gøre ondt, hvis de ikke bryder sig om ham. Og man kan godt komme til at føle sig lidt som en lus mellem to negle. For på den ene side, vil man gerne gøre ens forældre glade. Og på den anden side, vil man også gerne have det godt med sin kæreste. Så jeg forstår sagtens, hvis det kan være en bøvlet situation.

Bliv bedre til at håndtere konflikterne

De fleste unge har perioder, hvor de har konflikter med deres forældre. Og det er helt normalt, at synes ens forældre er træls og urimelige en gang imellem. Men selvom bølgerne går højt er det ikke okay at tale grimt til hinanden. For det er ikke rart at blive stukket til.

Men jeg vil give dig et stort skulderklap. For det er super godt, at du har prøvet at tale med din mor om, hvordan du har det. Men øv, at det ikke er gået helt som du havde håbet. 

Jeg tænker måske, at der er noget i artiklen om at skændes med sine forældre, som kan hjælpe? Her er der nogle råd til færre sammenstød. Et af dem handler f.eks. om, at det er vigtigt at holde sig på egen banehalvdel. Det kan være mega svært, når man er frustreret eller sur. Men ofte lytter den anden mere til det man siger, når man gør det. 

Det er naturligt at blive mere selvstændig

Når man kommer op i de sene teenageår, er det naturligt at ville bestemme mere og mere over ens eget liv. For i takt med at man bliver ældre, bliver man også mere selvkørende og selvstændig. Men selvom det selvfølgelig ikke skal være sådan, at ens forældre kontrollerer alt, hvad man gør, så er det stadig en god ide, at indrette sig efter de regler, de sætter derhjemme. For selvom det kan være ret irriterende. Så har ens forældre ret til at have nogle regler, så længe man bor hjemme. Derfor kan det sommetider også godt betale sig at bide i det sure æble, selvom man ikke er enig i alt ens forældre mener.

Tal med nogen, om det

Når man bøvler med trælse ting er det en god ide, at tale med andre om det. Så jeg kommer til at tænke på, om du for eksempel har en ven eller veninde, som du kan snakke med? Måske de også har prøvet at have konflikter med deres forældre. Og selv hvis de ikke har, kan det også bare lette, at dele ens frustrationer.

I Headspace vil de altid lytte

Hvis du godt kunne tænke dig at tale med en, som ikke kender dig i forvejen. Så kan du altid hive fat i Headspace. Hos Headspace kan man komme og få samtaler med en frivillig. De frivillige er vant til at tale med unge. Og intet problem er for stort eller småt. Så hvis du har brug for at lufte dine tanker, kan jeg varmt anbefale Headspace. Du kan prøve at tjekke ud, om de har et center tæt på dig, og ellers har de også en chat, man kan skrive til.

Det kan være rigtig frustrerende, når ens forældre ikke er glade for ens kæreste. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, som du kan bruge.

De bedste hilsner fra en Mindhelper