Hej Mindhelper
Jeg har en rigtig dejlig kæreste som jeg bruger meget af min tid på. Det har resulteret i, at jeg ikke er så meget hjemme længere i hverdagen og weekenderne, fordi vi tit er ovre ved ham. Min mor og jeg var oppe at skændes en dag, hvor hun sagde at jeg bare kunne tage hjem til min “fantastiske” svigerfamilie. Desuden virker hun også meget uinteresseret og irierteret, når jeg snakker om, hvad vi laver ovre ved min kæreste. Jeg forstår ikke helt, hvorfor hun er så sur over det. Jeg ved heller ikke, hvordan jeg skal hjælpe hende bedst med at acceptere, at det er sådan, det er. For når hun snakker med hendes veninder og de har lavet noget med deres døtre, så siger hun bare “nå, jamen nu har hun kæresten, og hvad skal man så med en mor”. Tror du hun savner mig og føler sig sat til side? Jeg tænker bare, at hun som den voksne bliver nødt til at acceptere, at jeg har en kæreste, som jeg bruger meget tid med – det havde hun også selv i den alder.
Vh
N
(18 år)
Hej N
Det lyder rigtig dejligt, at du har fundet en kæreste, som du er rigtig glad for. Derfor kan jeg også sagtens forstå, at det kan være hammerfrusterende, når du føler, at din mor ikke helt accepterer din kæreste.
Det er naturligt, at man bruger meget tid på sin kæreste
Når jeg læser dit brev synes jeg, at det lyder til at du er rigtig glad for din kæreste og hans familie. Når man har fundet en kæreste, som man er rigtig glad for og føler, at han måske bare er den allerdejligste i verden, så er det helt naturligt, at man gerne vil bruge meget tid sammen med ham. Og at man måske også gerne vil dele det og snakke om ham med nogle af dem som er tættest på en, som fx ens forældre. Derfor kan jeg også sagtens forstå, at det er svært at din mor virker rigtig uinteresseret og irriteret når du snakker om din kæreste.
Snak med din mor
Du skriver selv, at din mor bliver nødt til at acceptere, at du har en kæreste, som du bruger en del tid på. Og det har du helt ret i. Det er nemlig en helt naturlig del af det at være ung, at man måske begynder at løsrive sig fra sine forældre og begynder at bruge tid på andre ting som kærester og venner. Men sommetider kan det være lidt svært for forældre at acceptere, at deres børn bliver ældre og ikke længere behøver dem i samme grad eller bruger ligeså meget tid sammen med dem. Som du selv skriver, så kan det godt være, at din mor måske savner dig og føler sig sat til side. Og så kan det godt virke som om, at ens mor måske er sur og uinteresseret, men ofte er det måske et tegn på, at ens mor holder rigtig meget af en og godt kan lidt at være sammen med en.
Derfor tænker jeg også, at det kunne være en rigtig god ide, at du snakkede med din mor om, hvordan du har det. Så kan det også være, at I kan snakke lidt om, at det at du bruger tid med din kæreste ikke betyder, at du ikke vil være sammen med hende længere, men at I måske bare skal finde en ny måde at være sammen på. Det kan også være at I kan aftale, at lave nogle ting sammen en gang imellem. Det kan være at I kan tage ud og drikke kaffe, gå en tur eller en helt tredje ting, som I nyder at gøre sammen. Så kan det også være, at din mor ikke længere har så svært ved at acceptere, at du er meget sammen med din kæreste. Så du også kan nyde at være sammen med ham og ikke skal gå og have ondt i maven.
Snak med dine veninder
Når man går med en masse frustrationer i maven, kan det være rigtig rart at snakke med nogen om det. Derfor tænker jeg også, at det kunne være en rigtig god ide, at du snakkede med dine veninder om det. For det der med at ens forældre har lidt svært ved at acceptere, at man bliver ældre og måske ikke bruger så meget tid med dem, er noget som rigtig mange unge kender til. Derfor tænker jeg også, at der måske er nogle af dine venner, som også kender til det. Og så kan det være at I kan snakke lidt om det, og om hvordan de håndtere det. Og uanset om deres forældre også har svært ved at acceptere at de bliver ældre eller ej, så vil de fleste venner rigtig gerne hjælpe og lytte, når man fortæller dem, at man bøvler med nogle ting.
Headspace
Hvis du tænker, at det kunne være rart at snakke med nogle helt andre, kan du også tage fat i Headspace. Der sidder nemlig en hel masse søde og rare frivillige klar til at hjælpe og lytte. Det er helt gratis at komme i Headspace, og du kan også sagtens være anonym, hvis du synes at det er rarere. De frivillige er vant til at snakke med unge, som har det svært. Derfor sørger de også altid for, at det foregår på en måde, som er rar for dig. Så dem kan du trygt tage fat i. Du kan både chatte med dem, få en fysisk samtale eller få tid til en videosamtale.
Det kan være hammerfrusterende, når ens mor ikke kan acceptere, at man bruger meget tid sammen med sin kæreste. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, som er hjælpsomt for dig. Jeg sender de varmeste tanker din vej og håber at du får snakket med din mor om, hvordan du har det.
De bedste hilsner fra en Mindhelper