Hej Mindhelper

Jeg føler at, når jeg kommer med et forslag til min mor, omkring noget der kunne gøres anderledes, så tager hun det som en diskussion der skal vindes. Et eksempel: Jeg overspiser på chokolade osv. Jeg vil gerne ændre den vane. Derfor tænke jeg: de søde sager og slik vi har liggende i skufferne kunne rykkes ind i sove væreslet, så jeg ikke stødte på dem hele tiden. Dette forklarede jeg til min familie. Min mor synes at det var en dårlig idé: hun skulle til at vænne sig til at slikket er der inde, gå længere end før også er det unfair at det er 4 der skal omligge sine behov for én person. Jeg forklarer så, at det fylder rigtig meget at jeg spiser så meget slik og at jeg ikke kan styre det. Jeg får dårlig samvittighed. Jeg havde forståelsen af at hun måske ikke havde indset hvordan det her påvirker mig i starten. Jeg følte mig lowkey sårbar da jeg delte dette med dem, og blev ret følelsesmæssigt. Fremadrettet fra denne samtale, behandlede hun mig som en konkurent i en debat. Vitterlig som om vi skulle fakt tjekke hinanden, når det bare handler om mit behov. Ved hver samtale med min mor, skal hun vinde et eller andet. Jeg føler mig misforstået, og ked af det.

kh pige

(19 år)


Hej med dig

Det er ikke en særlig sjov situation at stå i, når man føler, at ens mor ikke lytter til ens behov og gør alt til en diskussion, der skal vindes. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker.

Du er sej

Først skal du lige vide, at det er virkelig sejt, at du forsøger at ændre en vane, du er træt af. Det kræver både mod og styrke, og det er flot, du tør dele din sårbarhed med din familie.

Derfor føles det måske også ekstra hårdt, når du prøver at tage ansvar og foreslå en løsning, men i stedet for forståelse bliver mødt af modstand.

Tag snakken igen

Du skriver, at du tror, at din mor ikke har indset, hvordan den her situation påvirker dig. Og at du føler dig misforstået. Derfor er mit bedste råd til dig, at du forsøger at tage snakken med din mor igen.

For det lyder nemlig til, at I går skævt af hinanden, når din mor tror, du ønsker at diskutere, men at du i virkeligheden bare forsøger at fortælle, hvordan du har det.

Du har gjort det helt rigtige ved selv at komme med et forslag, men måske din mor ikke helt har forstået, hvor meget det betyder for dig?

Hvis du kan bruge et par tips til, hvordan du kan tage snakken med din mor igen, så har vi lavet en guide til, hvordan du kan snakke med dine forældre om svære ting. Måske finder du et par tips her, du kan bruge.

Tal med en anden, der kan støtte dig

Hvis du tænker, at det kunne være rart at snakke med nogle helt andre end din mor, så kan du også tage fat i headspace. Her sidder der nemlig en hel masse søde og rare frivillige, som er vant til at snakke med unge, der har det svært.

Headspace er helt gratis, og du kan være anonym. Du kan vælge at skrive til dem på deres chat, men der findes også headspace-centre i det meste af landet. Du kan finde dit nærmeste headspace-center her.

Det er okay at sige fra

Ud over dit eksempel, så lyder det til, at det generelt går dig meget på, at din mor forsøger at gøre jeres samtaler til en debat. Derfor kommer jeg også til at tænke på, om du har fortalt din mor, at det går dig rigtig meget på?

Hvis du ikke har fortalt det til din mor, så skal du vide, at det er helt ok at gøre. Det er nemlig vigtigt at kunne sige fra, når noget bliver for meget.

Den bedste måde at gøre det på er ved at holde den på egen banehalvdel – det vil sige, at du fokuserer på, hvad jeres samtaler gør ved dig i stedet for at pege fingre af din mor.

Du kan fx sige: ’Mor, jeg er ked af, at det altid ender med at blive til en diskussion, når vi taler sammen. Jeg prøver bare at fortælle, hvordan jeg har det, og hvad der vil hjælpe mig. Hvad foreslår du, at vi gør?

På den måde, forklarer du din mor, hvordan du har det, og du rækker samtidig ud til hende i forhold til at finde en løsning sammen.

Det er virkelig en ærgerlig situation, når man føler, at ens mor ikke forstår én. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, som du kan bruge, og at I finder en fælles løsning.

De bedste hilsner fra en Mindhelper