Hej Mindhelper
Min mor er begyndt på TikTok, det er så fkn pinligt og nogen af mine venner har fundet den og snart er det alle, jeg venter bare på st stormen begynder. Det lyder måske ik så slemt, men man blir seri grov mobbet pågrund af det. Min mor er god og forstående ved mange ting, men her er hun uretfærdig hun vil slet ik høre på mig og hun bliver bare sur på mig når jeg gir udtryk for hvor meget det går mig på. Det ødelægger hele min ungdom, pågrund af hende har jeg slettet alle sociale medier og jeg gør alt for at mine venner ik finder det. Jeg tror det svært at forstår for sårn alle. Jeg går rundt hele dagen og har så ondt i maven. Hun startede for cirka to år siden og nu er det kun blevet værre og værre. Det lyder voldsomt, men hun ødelægger så mange ting i mit liv. Det er det eneste jeg tænker på, det eneste der fylder. Jeg kan ikke holde det ud mer. Føler nærmest jeg har angst for det, altså for hele tiden break downs, og der er ingen jeg kan snak med. Det er bare et helved jeg ik ka komme ud af. Lad vær med at foreslå at snak med min mor, tro på mig det kommer ik til at virke. Jeg er virkelig overrasket over hvor meget det her ødelægger, kan ikke holde det ud.
(15 år)
Kære Du
Det lyder til, at det med, at din mor er begyndt på TikTok fylder rigtig meget hos dig. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind til os og delt det. For du skal ikke gå med dine frustrationer alene.
Når ens forældre er pinlige
Det kan være mega anstrengende, når ens mor gør noget, som man synes er pinligt. Og hvor man bare virkelig ville ønske, at hun ville stoppe med det. Det tror jeg, at de fleste unge kender til. For forældre har det ofte med at være hammerpinlige og gøre ting, som man krummer tæer over.
Når ens mor gør noget, som man virkelig ikke synes er fedt, så kan det godt komme til at fylde rigtig meget. Og når ens venner samtidig også driller en med det, så kan det godt komme til at at gå en rigtig meget på. Derfor tænker jeg også, at det giver god mening, at du er frustreret og har det svært. For det lyder til, at det her med din mor påvirker dig meget.
Snak med en anden voksen
Du skriver, at du går og har ondt i maven og får breakdowns over det. Og føler, at du ikke kan snakke med nogen om det. Det lyder rigtig hårdt.
Derfor tænker jeg også, at det kunne være en god ide, at du fik snakket med en voksen om, hvordan du har det.
Når man går og bøvler med nogle svære ting, kan det godt føles som om, at man ikke kan snakke med nogen om det. Den følelse tror jeg, at der er rigtig mange unge, som kender til. For måske føles det svært at skulle snakke om, og hvem skal man snakke med?
Nogle af dem, som man fx kan snakke med er en lærer, en venindes mor eller en helt tredje voksen, som du er tryg ved. Det vigtige er nemlig ikke, hvem du snakker med. Det vigtigste er, at du ikke går med alt det svære alene.
Det kan også være, at den voksne kan hjælpe dig med at få stoppet mobningen. For det er ikke okay, at de andre mobber dig. Men sommetider kan det være svært at få stoppet det selv, og så kan det være en god ide at få hjælp fra en voksen.
Snak med dine venner
Du skriver også, at der er nogle af dine venner, som har fundet din mors TikTok-video, og at du er nervøs for, at alle snart har set videoen. Det kan være rigtig svært at gå og være nervøs og have en følelse af bare at vente på, at stormen starter. Derfor tænker jeg også, at det kunne være en rigtig god ide, at du fik sagt til dine venner, at du ikke synes, at det er særlig fedt, at videoen bliver vist til andre. For måske dine venner slet ikke er klar over, hvor meget det går dig på. Og derfor kan det også være rigtig godt at få sagt.
Nogle unge synes at det kan være lidt svært at sige fra over for deres venner. Hvis du også har det sådan, kan du tage et kig i vores artikel om at sætte grænser. I den står der nemlig nogle gode råd til, hvordan man kan få sagt fra.
Headspace
Når man har det svært, kan det sommetider være rart at snakke med nogle helt andre. Og her er Headspace et rigtig godt tilbud. Det er nemlig et sted, hvor man som ung kan komme og snakke om lige det, der fylder. Derfor tænker jeg også, at det måske kunne være rart for dig, at tage fat i dem, og få en snak om, hvordan du har det? For ofte bliver alt det svære og frustrationerne lidt mindre, når man deler det med andre. Det er helt gratis at komme i Headspace og du kan også sagtens være anonym. Du kan både chatte med dem eller få tid til at samtale. Og uanset, hvordan du vælger at tage fat i dem, så er de altid rigtig søde og rare. Og de sørger altid for, at det foregår på en måde, som er rar for dig. Så dem kan jeg varmt anbefale dig.
Det kan være mega frustrerende, når ens mor gør noget, som er mega pinligt. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg sender en masse varme tanker din retning, og håber at du får snakket med nogen om, hvordan du har det.
De bedste hilsner fra en Mindhelper