Hej,
Min far og jeg er endt op i en konflikt. Jeg blev ked af, at jeg føler, at når jeg er hjemme hos ham, at vi altid skal være sammen med hans kæreste og jeg føler mig tvunget til alt muligt som en hund. Min far kan ikke slet indse, at det er for meget og mener at det er min skyld, at jeg ikke er taknemlig nok. Min far er en virkelig stædig person og siger meget sjældent undskyld. Vi har nu været uvenner i ca 1 måned og jeg har heller ik set ham i en måned. Jeg ved virkelig ikke hvordan den her konflikt kan løses. Jeg savner ham virkelig, men han har også bare gjort mig rigtig ked af det. Jeg er sur og ked af det af, at han skylder skylden over på mig og giver dermed mig dårlig samvittighed. Hvad kan jeg gøre for at få løst denne konflikt? Håber i kan hjælpe mig med nogle gode råd, så jeg kan blive gode med min far igen.
Mvh Anynom
(17 år)
Kære Anonym
Det kan gøre en både ked af det og frustreret, når man er uvenner med ens forældre. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind og fortalt om det.
Konflikter med forældre
Du skriver, at din far er meget stædig, og at han skyder skylden over på dig. Det lyder ikke rart. Og jeg tænker, at det giver god mening, at du er blevet ked af det over det. For som regel vil man gerne have, at den anden kan se tingene fra ens side. Og forstår, hvorfor man måske er blevet ked af det eller vred.
Det med at blive uvenner med sine forældre, er noget langt de fleste unge kender til. Ens forældre er nemlig tit nogle af de voksne, man er mest sammen med. Derfor er det også helt normalt, at blive irriteret på dem. Eller at synes, at noget de gør er belastende eller uretfærdigt.
Ræk ud
Det er også naturlig, at man kan have modstridende følelser – så at man både er vred på en person, og samtidig savner dem. Men det kan nogle gange gøre det svært, at række ud og tage kontakt. For man er jo stadig mega vred på dem!
Men det kan alligevel være en god ide at gøre det. For tit kan det kræve en del energi, og gøre en ked af det at gå rundt og være vred, og savne ens forældre. Og den bedste måde, at komme af med de følelser på, er ved at tale med den anden om det – også selvom, de måske ikke helt kan forstå, hvor man kommer fra. Så mit bedste råd til dig er, at prøve at snakke med din far om, hvordan du har det.
Hvis du synes det er svært, kan du kigge på artiklen om, hvordan man kan få færre sammenstød med sine forældre. Jeg tænker måske især råd 6 er noget du kan bruge. Mange unge synes også det er en hjælp, at have skrevet nogle ting ned, inden sådan en snak. På den måde kan man lettere huske, at få sagt de ting, man gerne vil. Og så kan man også støtte sig lidt til det, man har skrevet.
Snak om det
Jeg kommer også til at tænke på, om du har talt med nogen, om konflikten med din far? Ellers kan det sommetider være en god hjælp, at gøre det. For på den måde skal du ikke gå med tankerne og følelserne alene. Måske er der også en af dem du kender, som også har nogle gode råd til, hvad du kan gøre. Og selv hvis de ikke har, så vil de fleste tæt på en gerne lytte, når man går og bøvler med nogle ting. Så kan du tale med din mor, en veninde, eller en helt trejde, om hvordan du har det?
Headspace
Det kan også være, at du gerne vil tale med nogen udefra, som ikke lige kender dig i forvejen. Så kan jeg varmt anbefale dig Headspace. Headspace er nemlig et super godt sted at komme, når man går og tumler med noget, som er svært. Hos Headspace arbejder der nogle rigtig søde frivillige, som altid er klar på at lytte. Det er helt gratis og der ligger Headspacecentre i det fleste større byer. Måske ligger der et tæt på dig? og ellers kan de også fanges på chat.
Det er aldrig sjovt at være uvenner med sine forældre. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, du kan bruge. Jeg sender en masse gode tanker din vej, og krydser fingre for, at du snart kommer på talefod med din far igen.
De bedste hilsner fra en Mindhelper