Hej

Jeg føler min papfar hader mig og ikke kan lide mig.
Jeg læse at faren eller moren godt kunne tage min mobil, men kan han også det for jeg se ham ikke som en far.
Jeg ser ham bare som en der er der og det lyder lidt hård men jag synes at bare skulle ud ad familien.

(13 år)


Hej med dig

Det er ikke rart at gå og føle, at ens papfar hader en og ikke kan lide en. Derfor er jeg super glad for, at du har skrevet ind til os og delt dine tanker. For det skal du ikke gå med alene.

En ny voksen derhjemme

Du skriver at du føler din papfar hader dig og ikke kan lide dig. Det kan være rigtig svært at gå og have det sådan. Der er mange unge, som synes det kan være svært med en ny voksen i hjemmet. Det kan måske godt føles lidt som om, at han kommer og ødelægger det hele. Og når man har det sådan, giver det mening, at tanken om, at han skal ud af familien, kan dukke op. Men heldigvis oplever de fleste unge, at det bliver bedre med tiden. Og man behøver ikke at være vildt tætte, men det er rarere for alle, hvis man fx kan være sammen og hygge med et spil eller film.

Snak med din mor

Mit første råd til dig er, at prøve at snakke med din mor. Ens forældre er nogle af dem, som kender en bedst, og de er derfor ofte gode at snakke med. Måske kan din mor tage en snak med din papfar om, hvordan du går og har det. Det er ofte voksne, som skal sørge for at det er et rart sted at være derhjemme. Hvis du har mod på det, kan hun måske også hjælpe dig med at tage en snak med din papfar. Hvis man er uvenner med nogen, er det ofte en god ide at fortælle dem, hvad man går og er irriteret over. På den måde finder den anden ud af, hvad man går og tænker eller føler. En god måde man kunne gøre det på, er at snakke med din mor i fredstid. Altså ikke efter et stort skænderi med sin papfar, men på en dag hvor der er godt humør og man føler sig tilpas. Når man er uvenner eller i dårligt humør, lytter man nemlig ikke så meget til hinanden.

Hvis du har svært ved, hvordan du lige skal starte sådan en samtale, kan jeg varmt anbefale vores artikel 6 gode råd til at snakke med dine forældre om svære ting. I den, kan du læse om, hvordan du griber de svære snakke an, så du får det bedre.

Snak med en anden voksen

Når man går og føler, at ens papfar ikke kan lide en, kan det måske være lidt svært at snakke med ens mor om det. Så jeg tænker, at du måske også kan prøve at snakke med en anden voksen om det. Det kan fx være en god vens mor eller far, en lærer over i skolen eller en helt tredje. Det vigtigste er, at det er en, du er tryg med. Måske kan det være, at den voksne kan hjælpe dig med en løsning, så du ikke skal gå og have det så svært med din papfar.

Børnetelefonen

Hvis du føler, at du ikke har lyst til at snakke med nogen du kender om det, kan du tage fat i Børnetelefonen. Hos Børnetelefonen sidder der nogle super dygtige frivillige, som er klar til at snakke med dig om hvad som helst. Man kan både ringe og chatte med Børnetelefonen. De er vant til at snakke med børn og unge, derfor kan de også være rigtig gode at snakke med, når man har det svært med sin papfar. 

Det er ikke sjovt at gå og føle, at der er en derhjemme, som ikke kan lide en. Derfor håber jeg, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg sender de bedste hilsner din vej og håber I finder en løsning.

De bedste hilsner fra en Mindhelper