Hej Mindhelper

Jeg er så bange for min far. Hver gang han kommer hjem, banker mit hjerte lynhurtigt og jeg kan ikke klare at høre hans stemme eller høre nogen af hans bevægelser. Det gør mig aggressiv og ked af det at han er min far for på den ene side holder jeg meget af ham og på den anden side føler jeg et stort had indeni mit hjerte overfor ham. Han har en ret irriterende personlighed som jeg ikke kan tolerere. Han er meget utilregnelig, pludselig bliver han aggressiv i sin væremåde og har meget dårlig situationsfornemmelse. Der er meget andet negativt ved ham jeg kan sige om ham. Generelt har han en utrolig sær personlighed. Jeg har desværre ikke mulighed for at flytte hjemmefra endnu, så jeg ved seriøst ikke hvordan jeg skal tolerere sådan en forfærdelig person som han er, til ubestemt tid! Hjælp!!

(20 år)


Kære Du

Det lyder som en rigtig træls situation, du står i. Det kan nemlig være mega hårdt, når man bor sammen med en, som man ikke har det godt med. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. For dem skal du ikke gå med alene.

Ambivalente følelser

Det lyder som om, at du har det ret anstrengt med din far. Og at han har nogle sider, som kan gøre det svært for dig, at være sammen med ham. Samtidig skriver du også, at du stadig holder af ham. Det giver rigtig god mening. For selvom det nogle gange kan virke lidt underligt, at man både kan hade en, og holde af personen, så er det ret normalt, at have det sådan. Det tror jeg at mange unge kan genkende, måske især, når det kommer til deres forældre. For selvom ens forældre har nogle sider, som man virkelig ikke bryder sig om. Så er de stadig ens forældre, og derfor holder man også tit, stadig af dem.

Det er ubehageligt

Det kan være smadder ubehageligt, at bo sammen med en, som er aggressiv og utilregnelig. For der er ingen som kan lide, når andre er aggressive over for dem. Derfor er det heller ikke okay, at din far, er det over for dig. Og det er en helt naturlig reaktion, at blive bange i sådan en situation. Og det giver også god mening, at dit hjerte kan komme til at banke hurtigt, når din far kommer hjem: “For hvilket humør, er han i?” og “hvad kommer der til at ske nu?”.

Når en man bor med, er utilregnelig, kan det også skabe en helt del utryghed. For hvis man for eksempel aldrig helt ved, hvilket humør ens far er i, eller hvordan han kommer til at reagere, så kan man hurtigt komme til bruge meget energi på at være på vagt, og gå på listetæer omkring ham. Det kan være hårdt at være i, når det er noget man skal, når man er derhjemme. For ens hjem skal helst være et sted, hvor man kan slappe af. Men det kan være svært, hvis man går og er bange for en, man bor sammen med. Så derfor giver det også god mening, at du kan blive ked af det og vred. 

Flytning

Du skriver i dit brev, at du ikke kan flytte. Det lyder rigtig frustrerende. For jeg kan forestille mig, at det kunne være rart for dig, måske at få dit eget sted, hvor du kan slappe af, og ikke behøver at bekymre dig om din far. Derfor kommer jeg også til at tænke på, hvad der gør, at du ikke kan flytte? Er det økonomien, eller handler det måske om, at du ikke kan finde et sted?

Jeg spørger fordi, at der nogle gange kan være mulighed for, at få noget hjælp, hvis der er nogle praktiske ting som gør, at man ikke kan flytte. Så kan man prøve at tage fat i kommunen, og høre, om der er nogle muligheder. Så hvis du har lyst, kan du måske prøve at google kontaktoplysningerne på den kommune, du bor i, for der kan være hjælp at hente der. Og lige meget hvad, sker der ihvertfald aldrig noget ved at prøve at ringe.

Distraher dig selv

Hvis du alligevel bliver nødt til at blive boende hjemme, så kan du måske prøve at distrahere dig selv, når du er derhjemme. For når man bor sammen med en, som man bare har det stramt med, så kan man godt komme til at fokusere rigtig meget på den person. Det er helt naturligt, men det kan godt gøre, at man bare bliver endnu mere opmærksom på de ting, der irritere en.

Så selvom du ikke kan helt undgå din far, når du bor med ham. Så kan du måske alligevel prøve, at undgå at være helt så meget sammen med ham? Måske er der nogle ting du kan lave udenfor huset, som gør, at du ikke behøves at være helt så meget derhjemme – hænge ud hos nogle venner eller noget andet. Det løser selvfølgelig ikke problemerne derhjemme, men måske det alligevel kan hjælpe lidt.

Snak med nogen om det

Jeg tænker også, at det kunne være en god ide at tale med nogen om, hvordan du har det, hvis ikke du allerede gør det. For det kan være ret tungt, at gå rundt med en masse svære følelser, uden at få dem ud. Så måske kan du tale med din mor, en god ven, eller en helt tredje, du føler dig tryg ved? Måske er der nogle af dem, som også kender din far, og kan sætte sig ind i, hvordan du har det med ham. Og så kan det være lidt rart, at nogle kan relatere til det man oplever. Men selv hvis de ikke kan det, så vil de fleste mennesker gerne lytte og hjælpe, hvis der er noget som er svært.

Vejviseren

Du kan også tage et kig på Mindhelpers Vejviser. Der kan du skrive din kommune ind, og så kan den vise, om der er nogle hjælpetilbud, som måske kunne være gode for dig. Det kan nemlig være svært at se sig ud af, når man har det svært derhjemme. Og derfor kan det sommetider også være godt, at få noget hjælp. Det er lidt forskelligt, hvad de forskellige kommuner har af tilbud, men måske er der noget, som kunne være godt for dig. Så det kan du altid prøve at tjekke ud.

Find hjælp i din kommune

Headspace

Hvis du gerne vil tale med nogen udefra, så er Headspace et rigtig godt sted at komme. Hos Headspace sidder der nemlig en masse søde og dygtige frivillige, som altid er klar på at lytte. De er vant til at tale med unge, om alle mulige forskellige ting. Og nogen gange kan det være rart, at have et sted hvor man kan komme, og læsse lidt af, når man har det svært derhjemme. Så dem kan du altid hive fat i, hvis du har lyst.

Det kan være rigtig ubehageligt, når ens far er utilregnelig og aggressiv. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar du kan bruge. Jeg sender en masse gode tanker din vej, og krydser fingre for, at du snart finder ud af noget med at flytte hjemmefra.

De bedste hilsner fra en Mindhelper