Hej Mindhelper

Jeg har siden starten af januar i år, begyndt at have det rigtig dårligt med kvalme oh kaster tit op. Jeg var ved lægen og hun gav mig nogle kvalme piller. Men de virker ikke længere. Og lige nu har min læge ferie. Oh jeg har altid haft det svært med rod og sådan. Jeg har det ikke altid særligt nemt ifht depression og lader mit værelse sejle. Men så for jeg nok af dey og alt skal gøres rent og skifter sengetøj hele tiden, og spritter alt af og vasker alting. Jeg har haft corona så det kan ikke længere være det jeg er bange for. Men mit store problem lige nu er, at jeg synes alting er klamt og lugter. Og jeg har det især stramt med at min mor ikke er særlig meget i bad længere. Hun har det selv rigtig svært, oh jeg kan bare ikke få mig selv til at fortælle hende det. Jeg elsker hende og hun er min største støtte. Jeg har en kontaktperson, og skal også starte til psykolog om noget tid ifht depression og angst og spdan. Men det her med min mor er jeg sp bange for at sige, fordi jeg er vange for at det går udover min familie kg at jeg bliver taget væk hjemmefra, for 2 af mine tidligere veninder, blev fjernet fra hjemmet og er så bange for det skal ske for mig

(16 år)


Kære Du

Det lyder som om, at der er en masse ting lige nu, som gør det rigtig svært at være dig. Derfor er jeg også mega glad for, at du har skrevet herind til os, og delt dine tanker. For dem skal du ikke gå med alene.

Når man har det skidt

Det kan være hammer-hårdt at gå og have kvalme og kaste op. Det kan nemlig føles ret ubehageligt, og det kan også være udmattende, hvis man har det sådan, i lang tid. Når man går og har det skidt på den måde, kan man også godt synes, at ting omkring en er lidt ulækre. For eksempel tror jeg de fleste kender til, at selv ens yndlingsret, eller en lækker kage, kan være nærmest klamme, hvis man har det skidt. Og tit er man også bare mere følsom overfor lugte og smage, når man ikke er helt på toppen. Det er en helt naturlig reaktion, og ikke noget, som man selv kan styre.

Det kan være svært

Du skriver, at du især har det stramt med, at din mor ikke går så meget i bad. Det kan godt være nogle svære tanker at gå med. For de fleste unge elsker deres forældre rigtig højt, og derfor har de som regel heller ikke lyst til at såre dem. Og man kan måske godt få lidt dårlig samvittighed, hvis man går og synes, at ens mor lugter. Men det, at der er noget ved ens forældre, som man har det stramt med, betyder ikke, at man elsker dem mindre af den grund. Og jeg tænker, at de fleste unge på et tidspunkt har prøvet at synes, at noget ved deres forældre var irriterende eller lidt klamt – dårlig kaffeånde, smaskelyde eller et par meget sure tæer.

Frygt for at blive fjernet 

Du skriver også, at du er bange for at fortælle de tanker, du har om din mor til din kontaktperson, eller psykologen du skal starte hos. Det kan jeg sagtens forstå. For det er helt naturligt, at det kan være lidt svært, at sige den slags ting. Især hvis man som dig har oplevet, at ens veninder blev fjernet hjemmefra. Det kan godt være en lidt voldsom oplevelse. Og når man har set det ske, så giver det god mening, at man kan blive bange for, om det også kan ske for en selv.

Når man er ung, så skal der som regel en hel del til, for at blive fjernet hjemmefra. For der er ingen mennesker som er perfekte, heller ikke forældre. Derfor er det også helt okay, at forældre laver fejl, eller kan have det svært. Og det tænker jeg også, at din psykolog og kontaktperson godt ved. Derfor tænker jeg heller ikke, at du behøves at være bekymret for at fortælle dem, om dine tanker om din mor. 

Snak med din kontaktperson eller psykolog

Psykologen og kontaktpersonen er der for at hjælpe dig, og det kan de allerbedst, hvis du fortæller dem, hvordan du har det. Når man går med nogle svære tanker, er det nemlig super godt, at få delt dem. Så bliver de som regel, lidt lettere at gå med. Og så kan i måske også sammen finde ud af, om der er noget, som kunne gøre det lettere for dig at være i, når du synes, at noget er klamt eller lugter. Så mit bedste råd til dig er, at fortælle kontaktpersonen eller psykologen, om dine tanker.

Hvis du alligevel synes, at det er svært at få fortalt om dine tanker om din mor, så kan du måske skrive et brev, eller vise dem det du har skrevet herind. Så kan det bruges til lige at få åbnet op for snakken. Det er der mange unge som synes kan hjælpe, hvis de skal tale om noget, som kan være lidt svært.

Det kan være hårdt, når man bøvler med kvalme, og synes ting er klamme. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar der kan være en hjælp for dig. Og så krydser jeg fingre for, at du får snakket om, hvordan du har det.

De bedste hilsner fra en Mindhelper