Jeg bor ikke så meget hjemme mere, og jeg savner det

Jeg er noget til et punkt, hvor en trist følelse har accelereret.

Jeg bor nærmest hos min kæreste (hans families hus), da jeg gennemsnitligt er der ca. seks ud af de syv dage på ugen. Han er helt fantastisk og trofast. Jeg begyndte at være meget hos ham for måske omkring otte måneder siden. Det gik fra at jeg cyklede hver dag ca. 20 km for at være hjemme, i skole og hos ham, til at jeg nu bare er hos ham bl.a. for at spare tid til skole.

Problemet er så, at jeg efterhånden er blevet meget trist, selvom jeg føler mig lykkelig sammen med ham. Jeg tænker at det er fordi jeg savner den tid, hvor jeg altid var derhjemme. Jeg har to yngre søstre og forældre, der stadig bor sammen. Når jeg kommer hjem, er det næsten altid en fest for dem. Vi er meget madglade, så min mor laver altid ekstra god og speciel mad, når jeg kommer hjem. Derudover føler jeg, at næsten bliver mere specielbehandlet. Jeg bliver ikke bedt om at lige så mange pligter, som jeg plejer, og jeg bliver ikke skældt ud over ikke at have lavet dem.

Min kæreste har ikke noget problem med at tage hjem til mig, og praktisk er det heller ikke et problem at vi bor lidt hos mig eller ham. Nogle gange er jeg også alene hjemme.

Jeg udnytter min tid bedst ved at være hos min kæreste. Før i tiden var jeg ekstrem travlt. Nu har jeg kun to aftenvagter om ugen i mit ene job, et frivillig arbejde, hvor jeg skal møde en gang om ugen, og et sideløbende, samt krævende uddannelseforløb ved siden af gymnasiet, som tager nogle dage hist og her og ofte foregår 100 km væk fra hjemmet. Derudover har jeg mange andre fritidsaktiviteter. Min kæreste har fået overbevist mig om, at jeg skulle fjerne mit ene job og stoppe mine klubaktiviter. Samtidig stoppede et mentorforløb med universitet for nyligt. Jeg har derfor fået en hel del mere fritid end før i tiden trods mange lektier og opgaver.

Så måske er det mere end følelsen af mangel på min familie og tidligere hjem, som kan være grunde til min accelereret tristhed. Måske savner jeg de mange aktiviteter.

Kort sagt har jeg haft en rimelig stor omvæltning i løbet af et års tid, hvor jeg har haft min kæreste. Vi kom sammen for ca. et år siden. Jeg har i løbet af de sidste fire måneder følt en form for ensomhed eller tristhed, som jeg ikke helt ved hvor kommer fra. Men jeg ved, at hver gang jeg tænker på min barndom og huset med min egen familie, så gør det så ondt, at tårnene bare triller frem. Bare af at skrive alt det her, kom tårnene frem.

Efter at jeg kom sammen med min kæreste, er jeg også blevet meget mere følsom. Jeg kan græde over en sørgelig film, hvilket jeg ikke kunne tidligere. Jeg tænker også på min familie, som jeg faktisk førhen ønskede at flytte væk fra. Jeg blev ofte skældt ud, og der var mange negative ting, men samtidig var der også mange gode tider. Der er en stemning, som jeg savner. Jeg har haft en tid, som jeg aldrig nogensinde vil kunne opleve igen, og det gør mig trist. Jeg kommer sikkert til at flytte et stykke væk fra min familie i fremtiden, så derfor prøver jeg at indse, at tiden, hvor jeg boede hos min familie, er slut. Men det gør mig så trist. Og jo mere jeg indser det, desto mere bliver jeg trist.

Samtidig tænker jeg, at min tristhed nok har nemt ved at komme frem fordi jeg er blevet følsom, og nu ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg har ikke fortalt min familie om det her. Men min svigermor fangede mig i at græde, da hun ville tale om økonomi, eftersom jeg nærmest er flyttet ind hos dem og derfor koster dem penge. Min kæreste ved alt, og jeg har ingen problemer med at tale med ham.

Hvad skal jeg gøre udover måske at tale mere om det?