Hej Mindhelper

Jeg er en pige på 16 år og går på efterskole. Hver gang jeg kommer hjem i weekenden til min familie, ender vi altid ud i et skænderi. Skænderiet kan nogle gange blive så stort at vi ender med at råbe af hinanden og får sagt nogle ting. Derudover har jeg oplevet at mine forældre er begyndt at blive voldelige og ikke har respekteret at jeg har brug for noget tid alene. Som et eksempel kan det være at de har forsøgt at hive mig ud af sengen eller rykket voldsomt rundt på tingene på mit værelse. Jeg ved ikke om det hele er min skyld og jeg har ingen ide om hvad jeg skal gøre, så har i nogle forslag, der kan hjælpe mig og mine forældre?

Hilsen Anonym

(16 år)


Kære Anonym

Det lyder ikke som en rar situation du står i på hjemmefronten lige nu. Og jeg kan sagtens forstå, at du kan blive i tvivl om hvad du kan gøre. Derfor er jeg også meget glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. For dem skal du ikke gå med alene.

Det er svært

Det kan være rigtig hårdt, når der er mange skænderier derhjemme. Ens hjem skal nemlig helst være sådan et sted, hvor man føler sig tryg og kan koble af. Men hvis man tit er oppe at toppes med sine forældre, kan man måske godt gå rundt og være lidt anspændt når man er derhjemme. Det kan både gøre en mega presset og måske også lidt ked af det. Og det kan være ret opslidende i længden.

Det er helt normalt at man skændes med sine forældre når man er ung, og at uenigheder og konflikter kan opstå fra tid til anden. Men det er aldrig okay, hvis ens forældre begynder at blive voldelige. For det kan være smadder ubehageligt og skræmmende, hvis ens forældre bliver aggressive eller truende overfor en. Og det er vigtigt at reagere på det hvis det sker – så kæmpe skulderklap til dig, for at skrive herind til Mindhelper. At række ud efter hjælp, er nemlig det helt rigtige at gøre.

Det er ikke dit ansvar

Du skriver også, at du ikke ved, om det er din skyld. Det kan være en svær tanke at gå rundt med. Men det er ret normalt, at den kan dukke op, når tingene måske ikke går helt så godt derhjemme. For er det egentlig noget man gør, som er problemet? Og er man selv udenom, at en forældre bliver vrede på en?

Men her er det vigtigt for mig at sige, at det først og fremmest er dine forældres ansvar at sørge for, at det er rart at være derhjemme. For det er dine forældre som er de voksne. Og derfor skal det heller ikke være op til dig, at fikse situationen. Det er noget dine forældre skal være med indover og også tage ansvar for.

Kan du tale med dem?

Det giver god mening, at du gerne vil vide, hvad du kan gøre, for at få situationen derhjemme til at blive bedre. Derfor kommer jeg også til at tænke på, om du kan tale med dine forældre om hvordan du oplever tingene derhjemme? Det kan nogen gange være en svær snak at tage hul på. Og derfor er det som regel også bedst at tage snakken, når der er en rimelig god stemning. Så altså helst ikke, når man er oppe at skændes, og følelserne sidder helt uden på tøjet.

Hvis du gerne vil have lidt tips til, hvordan man kan tage hul på snakken, så kan du kigge på denne her artikel. Den handler om at tale med forældre om svære ting. Og måske er der et råd eller to, som kan hjælpe dig lidt på vej.

Snak med en voksen

Jeg tænker også, at det måske kunne være en god ide, hvis du fik snakket med en anden voksen i dit liv om, hvordan du har det derhjemme. Det kan måske være en lærer fra efterskolen, en god vens mor, eller en helt tredje. Det er nemlig vigtigt, ikke at komme til at gå med tingene selv. Og de voksne kan være med til at støtte dig og måske også hjælpe dig med at finde ud af, hvad du kan gøre. 

Børnetelefonen

Du er også altid mere end velkommen til at hive fat i dem inde fra Børnetelefonen. Hos Børnetelefonen hjælper de hver dag både børn og unge, med alle mulige forskellige slags problemer. Hos børnetelefonen arbejder der nemlig nogle rigtig søde og dygtige rådgivere, som er vant til at tale med unge, om svære ting. Og de er altid klar på at lytte. Du kan både ringe og skrive ind til Børnetelefonen.

Det kan være hammer-hårdt, når der er knas på hjemmefronten. Derfor håber jeg også meget på, at der er noget i mit svar du kan bruge. Jeg sender en masse gode tanker din vej. Og krydser fingre for, at du får snakket med dine forældre, eller en anden voksen, om hvordan du har det.

De bedste hilsner fra en Mindhelper