Jeg har intet problem med at fortælle mine veninder, at jeg holder af dem. Men jeg har virkelig svært ved at få og give kærlighed overfor mine forældre.
Hej Mindhelper.
Først og fremmest vil jeg starte ud med at rose jeres arbejde. Det er altid en stor hjælp at kunne læse jeres råd herinde.
– Jeg er en pige, der hedder H. og er 16 år gammel. Jeg er adoptivbarn og kom til Danmark, sammen med min bror J., som 5 årig.
Lige siden har jeg selvfølgelig holdt af min “nye” familie og elsker dem.
Men samtidig er jeg er lidt forsigtig hvad angår følelser og kærlighed. Jeg synes det er svært at sige det her, for jeg er bange for at det vil lyde meget forkert…
Lige siden jeg kom til Danmark, har jeg haft svært ved at få og give kærlighed. Omsorg havde jeg meget svært ved at modtage, da det som lille var meget svært for mig at vide, at jeg ikke var hjemme længere og skulle bo i Danmark resten af mit liv.
Derfor har jeg altid og føler stadig at jeg har det sådan; at elske og give kærlighed, stadig er et problem for mig.
Når jeg er sammen med mine tætte veninder, kan jeg sagtens sige “Hey søde, jeg holder faktisk meget af dig”, men lige så snart det er til mine forældre, har jeg meget svært ved det lige pludselig.
Dette har været meget svært for mig, da jeg jo er sammen med mine forældre stort set hele døgnet rundt og tilbringer meget af min tid sammen med dem. Men at skulle sige at jeg elsker dem, eller bare ting, som at fortælle hvordan mine følelser står til, eller hvad jeg er ked af (når jeg er ked af det), er svært for mig.
Hvad skal jeg gøre, for at løse det mellemrum mellem os?
Hilsen H.
(Pige, 16 år)
Kære H
Tak for dit brev, og dine rosende ord til Mindhelper. Dejligt at du kan bruge vores side 🙂
Jeg har tilladt mig at forkorte både dit og din brors navn, så I ikke kan genkendes. Du beskriver en situation, hvor du er blevet adopteret af en dansk familie som 5-årig. Du har haft en alder hvor du er gammel nok til at have haft et fuldt sprog i dit oprindelsesland og hvor du kan huske oplevelsen af at blive flyttet derfra.
Det er nu svært for dig stadig at vise følelser overfor dine adoptivforældre, selvom du er meget sammen med dem – og lyder som om du er glad for dem. Overfor andre er det ikke helt så svært. Det lyder også, som om du faktisk gerne VIL tættere på dine forældre, og fortælle dem hvordan du har det.
Den problematik du beskriver, er meget almindelig for adopterede børn. Især børn der er blevet adopteret så sent som dig.
Selvom det på overfladen kan se ud som om at du har det godt, trives og er glad for både familie og venner, kan der sagtens ligge en helt grundlæggende utryghed dybt inde i dig. Nogle bruger udtrykket “kroppen husker” – selvom hovedet ikke gør. Forældre er noget der lige pludselig kan blive taget fra én, og så er det en nødvendig beskyttelsesmekanisme at lade være med at åbne op overfor dem.
Måske kunne det være en god idé for dig at mødes med andre adopterede unge. Der findes flere foreninger for det, både i grupper alt efter det land man oprindelig kom fra – og en mere overordnet forening. Her kan du finde ud af at du langtfra er den eneste der går rundt med de tanker og følelser du har, og måske få gode råd fra de andre.
Jeg synes også du skal overveje, om du kan fortælle dine forældre om dine tanker. Jeg er sikker på at de ikke vil blive kede af det, men tværtimod glade for at du har så meget tillid til dem at du tør åbne op. I vores artikel om “Sådan tager du den svære snak med dine forældre” er der nogle tips til hvordan du kan gribe det an. Det er altid en god idé at forberede sig lidt, for eksempel ved at øve det med en veninde først – eller skrive dine tanker ned for dig selv.
Hvis dine forældre er medlemmer af en adoptionsforening stadigvæk, findes der også rådgivningsmuligheder her. Det vil de uden tvivl gerne gøre brug af sammen med dig. Det er vigtigt at du får lært nogle redskaber til at turde være tæt på dem der betyder allermest for dig, uden at angsten fra din tidlige barndom kommer op igen. Også til når du senere selv bliver voksen, og skal have kæreste og børn.
Held og lykke med det.
Kærlig hilsen fra Mindhelper
