Hej Mindhelper

Jeg tror, jeg har fundet min sjæleven – han er virkelig forståelig!

Vi har været rigtig gode venner i fire uger, men han erklærede for nylig, at han elsker mig, og havde brugt 7 måneder på at tage sig sammen til at tage mere kontakt til mig, som endte op med at vi blev gode venner.

Jeg kan mærke, at jeg virkelig kan lide ham, men ikke elsker ham. Samtidig kan jeg også mærke, hvor nervøs han er, og hvor mange følelser, der er ophobet i ham.

Vi har valgt at fortsætte og se, hvad der sker, men han har selv opdaget, ligesom jeg selv har tænkt, hvordan vi står lidt fast. Jeg er introvert og har svært ved at åbne mig selv, hvilket jeg dog gradvist har gjort lidt på det sidste.
Hvad skal man gøre for at komme mere ind i kæresteforholdet, og hvad kan være “det første trin”?

Vi skal på snart på en slags date, men det føles bare lidt ligesom de andre gange, vi har været sammen.

Det skal i øvrigt nævnes, at vi fungerer godt sammen, og jeg også kan have det sjovt med hans venner og familie.
Derudover har jeg før oplevet at date en, hvor det hele kørte ud i ingenting og endte, da ingen af os kunne tage intiativ til et “første trin”. Dog var han ikke ligeså opsøgende og forståelig som min nuværende ven.

(Pige, 16 år)


Kære 16-årige pige

Hvor er det skønt at høre, at du har fundet dig en sjæleven, du bare kan være dig selv med. Det er rigtig godt at have i livet. Men jeg forstår godt, at det kan være svært at tage det første skridt, når I er så gode venner.

Dejligt, at du kan med vennerne og familien
Jeg er glad for, at du kan have det sjovt med hans venner og familie. Det gør det bestemt meget nemmere at være i et forhold med en, der har venner og familie, man kan med. Så kan man også slappe mere af i deres selskab og bare være sig selv. Så det er et virkelig godt udgangspunkt, hvis I finder ud af, at I skal være kærester i fremtiden.

Fuld flirt på daten
Du spørger til, hvad man kan gøre for at komme mere ind i kæresteforholdet. Der tænker jeg, at jeres date allerede er et godt skridt i den rigtige retning. At daten så skal blive sådan rigtig date-agtig handler jo om, hvor meget flirt I ligger i den.

Hvis du gerne vil have, at det ikke bare bliver ligesom de andre gange, når I ses, skal I også gøre noget for det. Se om du ikke kan flirte med ham, ae hans arm, hånd eller andet, give ham komplimenter, vise ham interesse. Er der nogle ting ved ham, som du gerne vil vide mere om? Noget du synes er spændende hos ham?

I kunne også tænke over at lave noget mere romantisk sammen. Noget I tænker, man kun ville gøre med sin kæreste eller flirt. Noget I absolut ikke ville kunne finde på bare som venner. Så er scenen allerede sat til, at grænsen bliver rykket lidt fra ven hen imod kæreste.

At være venner først er et godt udgangspunkt
Du skriver, at du ikke elsker ham. Men spørger jo også til, hvordan I kan komme videre fra, hvor I er nu. Hvis du gerne vil se, om I kan blive kærester, så giv det et skud og giv dig hen. Nogle gange kan følelserne komme frem hen ad vejen. Og så er det altid et rigtig godt udgangspunkt at være gode venner, før man bliver kærester. Så kender man nemlig hinanden lige det bedre.

Du kan træne at åbne dig op
Selvom du er indadvendt, kan man godt blive bedre til at åbne op. Og hvis du virkelig gerne vil noget med ham, tænker jeg også, at du bliver nødt til at “tvinge” dig selv til det. Ofte skal man bare lige igang, og så bliver det efterhånden mere trygt for en. Du kan måske stille nogle udfordringer op for dig selv i forhold til at åbne mere op overfor ham. Du kan se en guide her: Kast dig ud i det! Sådan udfordrer du dig selv.

Snak med dine veninder
Til slut tænker jeg, at du altid kan snakke med dine veninder om det her. Hør dem ad. Hvad tænker de? Hvad ville de selv have gjort? Har de måske prøvet noget lignende? Man kan lære en masse af andres erfaringer. Og man kan få gode idéer til, hvad man skal gøre ved at høre andres tanker.

Jeg håber, at mit svar har gjort din situation mere klar for dig. Jeg ønsker dig held og lykke med kærligheden!

De bedste hilsner fra Mindhelper