Hej Mindhelper.

Jeg er en almindelig pige i 9. klasse på en efterskole. Jeg fik i februar sidste år konstateret at jeg har ADD, det kom lidt som et chok i starten da jeg ikke havde udset mig selv som “typen” med bogstaver. Jeg har her på det seneste været vildt depri og jeg ved virkeligt ikke hvorfor det er derfor jeg har valgt at skrive. Jeg har rigtig mange humør-svingninger i den store skala. Et eksempel på en dags svingerner kunne være:
Jeg står op og føler mig glad, fyldt med positiv energi. Efter morgensamling går det så fuldstændig ned af bakke. Jeg bliver trist, nervøs, genert og mit hoved fyldes med tankemylder. Jeg går så rundt en hel dag og føler mig nede. Om aftenen ændres mit humør ofte, så bliver jeg helt glad kan ikke lade vær med at smile, maven fyldes med sommerfugle og jeg er positiven selv. Sådan går det om og om igen.

– Før jeg startede på efterskole var jeg ellers en meget åben, udadvendt, smilende og rigtig snaksalig person. Jeg har altid elsket at snakke med nye mennesker og åbne mig op for andre.

Nå men i dag blev det så slemt at jeg skippede den sidste time fordi jeg sad på mit værelse og græd, hvor jeg snakkede med min mor (som overhovedet ikke forstår mig). Så tog jeg min jakke og gik en tur, hvor jeg endte med at gå 7 kilometer væk fra skolen. Jeg havde nogen familie-venner der boede i tæt på. Det endte også med at jeg spiste aftensmad hos dem og så kørt tilbage hertil af dem.

Noget af det der måske er årsag til humøret er at når jeg er i godt humør kommer jeg til at tænke på at det så kun kan gå ned af bakke. Jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre ved det. Jeg tænkte om det måske skyldtes mangel på selvtillid men det ved jeg heller ikke hvad jeg skal gøre ved (Jeg har læst jeres artikel omkring styrke af selvtillid)

Jeg har selv prøvet at ligge mærke til om der er et mønster i mit humør. Det er der faktisk lidt. Jeg er mega vild med en her på skolen, men jeg kan overhovedet ikke læse om det er gengældt. Folk har lagt mærke til os (det bliver kommenteret) og det er fint. Men shit jeg kunne tude, når jeg ser ham snakke og grine med andre piger.

Jeg tager medicin mod min ADD som hjælper mig godt synes jeg, men det virker ikke som om at mit problem skyldes min ADD. – og det er ikke den tid på måneden. Jeg har fået mine forældre til at få gang i noget psykolog hjælp, da jeg ikke vil snakke med nogen der kender mig i forvejen.

(Pige, 15 år)


Kære pige på 15 år

Det lyder, som om det går ret meget op og ned hos dig for tiden. Og det kan faktisk være mega frustrerende og rigtigt svært, når ens humør skifter hele tiden. Så jeg er så glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. For man skal ikke gå med de svære ting for sig selv.

Det går op og ned
Det kan være mega frusterende, når ens humør svinger helt vildt. Sådan at man det ene øjeblik er helt vildt glad. Og det næste øjeblik er helt nede i kulkælderen og mega ked af det. Men det er faktisk også helt normalt at ens humør går op og ned. Specielt når man er teenager, fordi der bare sker en hel masse i den periode. Det er for eksempel der, man begynder at skabe sig sin egen identitet. Det kan være sindssygt hårdt. Og det kan godt få humøret til at svinge en hel del.

Måske kan pauser hjælpe
Jeg lægger mærke til, at det lyder som om, du har det bedst om morgenen og om aftenen. Jeg gætter på, at det også er to tidspunkter på dagen, hvor der ikke sker så meget omkring dig? Det tænker jeg, måske kan være noget af forklaringen på, hvorfor det er der, du er i bedst humør. For som du sikkert allerede ved, så har man rigtigt svært ved at sortere i indtryk som lyd og lys, når man har ADD, som du har. Og der er sindssygt mange indtryk, når man er på en efterskole. Så et forsigtigt gæt på, hvorfor dit humør begynder at dykke efter, du har været til morgensamling er, at du simpelthen bliver druknet i indtryk i løbet af dagen. Det kan nemlig godt give en tankemylder og gøre en trist, hvis der kommer en hel masse indtryk ind, som man bare slet ikke kan sortere i.

Det er kun et gæt fra min side. Og det er slet ikke sikkert, at det er rigtigt. For det kan være svært at vide lige præcis, hvorfor dit humør svinger sådan. Men du kan jo prøve at tænke over, om du synes, at det giver mening. Hvis du synes, at det giver mening, kan det være, at det kan hjælpe lidt på dit humør at tage nogle pause i løbet af dagen. Det kan være ved at tage fem minutter på dit værelse. Eller det kan være ved at gå en tur, hvor du kan være alene. På den måde kan du nemlig få lov til at få en pause fra nogle af de indtryk, der er omkring dig. Hvis du har lyst, kan du læse lidt mere om, hvorfor pauser er vigtige i den artikel, jeg har linket til.

Prøv mindfulness
Du skriver, at du nogen gange kommer til at tænke, at det kun kan gå nedad nu, når du er i godt humør. Og det giver faktisk helt vildt god mening, at du har det sådan. For du er jo vant til, at dit humør bare bliver dårligere, selvom du vågner og er i vildt godt humør om morgnen. Men du har helt ret i, at den tanke godt kan påvirke dit humør i en træls retning. For jo mere opmærksomhed man giver ting, jo mere kommer de for det meste til at fylde.

Men jeg forstår også godt, at det kan være virkeligt svært at slippe den tanke igen. Jeg tænker, at mindfulness måske kan hjælpe dig. Mindfulness er nemlig rigtigt godt, hvis man har rigtigt svært ved at slippe sine tanker. For det med at slippe sine tanker er lige præcis det, man træner i mindfulness. Det er som regel mega svært i starten. Så lad være med at give op, hvis det ikke lige virker første gang. For ligesom med alt andet i livet kræver det træning at blive helt god til det. Hvis du har lyst til at prøve, kan du læse vores guide til fire nemme mindfulnessøvelser

Snak med ham
Du skriver, at der er en fyr på skolen, du er ret vild med. Og det kan også sagtens påvirke ens humør helt vildt. For så er man tit sygt glad, når man er sammen med ham eller tænker på ham. Men det kan også bare føles som at blive slået lige i maven, når man ser ham sammen med nogen andre. Og så kan det lige pludseligt gøre rigtigt ondt.

Det kan også være super tricky at finde ud af, om ens følelser er gengældt. Der er nogle forskellige tegn på forelskelse, man kan kigge efter, hvis man går og tænker over, om han/hun også kan lide mig? Men hvis du vil vide med sikkerhed, om fyren fra din skole også kan lide dig, er du nødt til at fortælle ham, hvordan du har det med ham. Den eneste der med sikkerhed ved, hvad han føler for dig, er nemlig ham selv. Derfor synes jeg også, du skal prøve at snakke med ham om, at du godt kan lide ham. Jeg ved godt, at det kan lyde dødsskræmmende. Men nogen gange er man nødt til at tage nogle chancer for kærligheden.

Fortsæt med at tage fat i folk
Det lyder, som om du allerede er ret god til at tage fat i folk, når du bliver alt for ked af det. Og det er mega godt, for det er så vigtigt, at man ikke går rundt og føler sig trist og ked af det alene. Så fortsæt endelig med at tage fat i folk omkring dig, når du føler, at du har brug for det. Jeg synes også, det lyder super godt, at du allerede har snakket med dine forældre om at få noget psykologhjælp. For det lyder som om, det kunne være rigtigt godt for dig at få lidt mere hjælp til det her.

Hvis du har brug for nogen at snakke med, imens du venter på at komme til at starte til psykolog, kan du altid tage fat i Headspace. Headspace er nemlig et anonymt rådgivningscenter. Og der er du altid velkommen, hvis der er nogen ting, der fylder for dig, som du har brug for at snakke om med nogen. Uanset om det er store eller små ting. De frivillige rådgivere i Headspace er vant til at snakke med unge, der har alle mulige forskellige problemer. Så de ved godt, at det kan være lidt svært at snakke om de lidt sværere ting. Og de skal nok gøre alt, hvad de kan for at gøre samtalen så tryg som muligt for dig.

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig lidt på vej. Og så ønsker jeg dig alt muligt held og lykke med det hele fremover. Jeg er næsten sikker på, at du nok skal klare dig. For du virker som en rigtigt kvik pige.

De bedste hilsner fra en Mindhelper