Hej
jeg er en pige på 17 år. Jeg er lige startet i 1.g, og inden da gik jeg på efterskole. Jeg synes det er mega svært at være hjemme igen fra efterskole og føler mig meget ensom, men har ikke lyst til at være sammen med andre. Hver gang jeg vågner føler jeg mig ked af det men ikke kun på grund af efterskole. Jeg ved ikke hvorfor jeg er ked af det. Der er mange ting i mit liv som jeg synes er svære, og jeg synes bare generelt det er svært at være glad. Jeg havde det på samme måde inden jeg tog på efterskole og nu hvor jeg er kommet hjem igen er jeg meget oftere ked af det. Jeg har også meget svært ved at føle at andre kan lide mig og at jeg generelt kan lide mit liv. Jeg prøver hele tiden at gøre noget ved mine tanker, men efter 1-2 dage af at prøve noget nyt falder jeg tilbage i det samme tankemønster. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, jeg føler at jeg prøver alt. Jeg har også snakket med mine forældre men det har ikke hjulpet meget, og jeg har ikke den store lyst til at snakke med mine venner om det, da jeg synes det er meget svært.
Hilsen en pige på 17 år
(17 år)
Kære Du
Det lyder til, at du går gennem en svær periode lige nu. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind til os og delt det.
At komme hjem fra efterskolen
Det lyder til, at du har haft et rigtig fedt år på efterskolen. Og når man har haft det sådan, kan det godt være svært at være hjemme igen. For der er stor forskel på at være på efterskolen, hvor man hele tiden er sammen med andre mennesker, og at være hjemme. Derfor er det også normalt, at man lige skal lande i at være hjemme igen.
Tristhed
Det er hammerhårdt når de triste og tunge tanker og følelser fylder meget i en. Og det kan være svært, når man er ramlet ind i sådan en periode. Men du skal vide, at det er helt normalt, at ens humør sommetider tager et dyk nedad. Det oplever alle mennesker fra tid til anden. Vores humør og følelser svinger nemlig gennem hele livet. Derfor vil der også altid være nogle perioder, hvor man er rigtig glad, og andre hvor ens humør er i kulkælderen.
Også uden at man lige kan sætte fingeren på, hvad det er, som gør en trist.
Men heldigvis kan man godt få det bedre, og komme op af kulkælderen igen. Sommetider har man måske bare brug for en hjælpende hånd.
Derfor tænker jeg også, at der måske er noget i vores artikel I kulkælderen? Få 10 gode råd til at håndtere din tristhed, som kunne være en hjælp for dig?
Når man har det svært og er ked af det, har de tunge tanker det også ofte med at fylde meget og køre i ring. Og det kan være hammersvært at stoppe igen. Hvis det er noget, som du kender tænker jeg også, at der måske er noget i vores artikel om at bryde tunge tanker og følelser, når de kører i ring, som kunne være hjælpsomt for dig.
Godt du prøver nogle ting af
Du skriver, at du hele tiden prøver at gøre noget ved dine tanker. Og det vil jeg gerne rose dig for. Det er mega sejt, at du selv prøver at gøre ændre noget.
Når man prøver at ændre noget ved ens tanker er det normalt, at det tager lidt tid, og at det nogle gange føles lidt som to skridt frem og et tilbage. Derfor er det du beskriver med, at du falder tilbage efter et par dage heller ikke unormalt. Sådan er der mange der har det, når de prøver at ændre noget. Og tit tager det et par forsøg før det helt bliver en vane, og man kan mærke en forskel. Derfor tænker jeg også, at det kunne være en god ide, at du gav det, som du har prøvet en chance til, og bliver ved med at prøve, selvom du måske falder lidt tilbage igen. For næste gang går der måske 3 eller 4 dage, hvor du mærker en forskel. Og så kan du lige så stille bygge vanen op.
Du skriver også, at du har svært ved at føle, at andre kan lide dig. Det er en tung følelse at gå med. For nogle hænger det sammen med, at de bøvler med selvværdet, og ikke føler at de er gode nok. Hvis du har lyst, kan du tage et kig på vores artikel om selvværd. I den står der nemlig nogle gode råd til, hvordan man ligeså stille kan bygge sit selvværd op igen.
Lav noget, som du godt kan lide
Når man har det svært er det normalt, at man får lyst til at trække sig og ikke være sammen med andre. Men ofte er det lige netop det med at være sammen med andre, eller at lave noget, som man godt kan lide, som hjælper. Derfor tænker jeg også, at det kunne være en god ide, at du alligevel prøvede at lave noget sammen med nogle af dine venner. Og det behøver ikke at være en kæmpe ting. Fx bare en gåtur på 30 minutter eller at se en film sammen.
Bliv ved med at snakke med dine forældre
Du skriver, at du allerede har snakket med dine forældre om det, men du ikke rigtig føler, at det hjælper. Selvom det måske ikke direkte føles som om, at det hjælper, så tænker jeg alligevel, at du skal blive ved med at snakke med dine forældre. For det kan være rigtig rart og lettende at få luft for alt det der foregår inde i en.
Headspace
Hvis du tænker, at det kunne være rart at snakke med nogle helt andre, kan du også tage fat i Headspace. Hos dem sidder der nemlig en hel masse søde og rare frivillige, som er vant til at snakke med unge, der har det svært. Derfor er de også rigtig gode at snakke med, når man føler sig ked af det. Det er helt gratis, og du kan også sagtens være anonym. Der er Headspacecentre i de fleste større byer, og ellers kan du også altid fange dem på chat.
Hvis det bliver ved, så tag et smut til lægen
Hvis du bliver ved med at være ked af det og trist, så kan det også være en god ide at tage et smut til lægen. Så kan dig og lægen nemlig snakke om, hvordan du har det, og lægen kan måske også hjælpe med med at finde ud af, om der er noget hjælp, som kunne være rart for dig at få.
Det er mega hårdt at være ramlet ind i en svær periode. Derfor håber jeg også rigtig meget, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg sender en masse varme tanker din vej.
De bedste hilsner fra en Mindhelper