Hej Mindhelper

Jeg har ondt, jeg har ikke lyst til mere

(Pige, 13 år)


Hej Pige på 13 år

Du har det super svært for tiden. Så jeg er rigtigt glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. Det er nemlig et tegn på, at du rækker ud efter hjælp. Og det er første skridt på vejen imod at få det bedre.

Du er ikke alene

Det gør rigtigt ondt indeni dig for tiden. For når man har så ondt, at man ikke vil mere, så er det fordi, der er noget, som er rigtigt svært. Men det er faktisk ikke unormalt, at man kan få det sådan, når det gør rigtigt ondt indeni. For hvis man har det sådan, at det føles som om alt i livet gør rigtigt ondt, og det har gjort rigtigt ondt længe. Så er det ikke unormalt, at man på et tidspunkt får det sådan, at man ikke har lyst til mere, fordi det kan føles som om, man slet ikke kan holde ud at være i det svære mere. Men du har skrevet herind. Det fortæller mig, at der er en del af dig, der stadig gerne vil mere.

Den del skal du holde fast i, for den er så vigtig. Jeg ved nemlig, at der er hjælp at få, når man har det ligesom dig. For du er langt fra alene om at have det sådan her. Men der er også rigtigt mange af dem, der har haft det ligesom dig, der har fået det godt igen med den rigtige hjælp. Så selvom det måske ikke føles sådan lige nu, så kan du virkeligt godt få det godt igen. Hvis du har lyst til det, kan du prøve at læse Claras historie. Hun havde det så svært, at hun ikke havde lyst til at leve mere, men i dag har hun fået det rigtigt godt. Nogle gange kan det give lidt håb i alt det svære at læse om noget, der har haft det lidt som en selv, der har fået det godt igen.

Snak med nogen

Det vigtigste råd jeg kan give dig er, at du skal snakke med nogen om, hvordan du har det. For du skal ikke gå alene med det, når du har det så svært. Det er nemlig alt for tungt at gå med alene. Det ville være for tungt for selv den stærkeste mand. Så når man har det så svært, som du har det, så skal man have hjælp fra dem, der er omkring en. Men for at man kan få hjælp fra dem, der er omkring en, så er man nødt til at fortælle dem, hvordan man har det. Ellers kan de ikke vide, at man har brug for hjælp. Derfor er det vigtigt, at du fortæller nogen, hvordan du har det så hurtigt som muligt. Så du kan få den rigtige hjælp til at få det godt igen.

Det er tit rigtigt rart, at den person man snakker med er en voksen, som er god til at lytte til en. Derfor tænker jeg på, om der er en voksen i nærheden af dig, som plejer at være god til at tale med dig og lytte til dig? Og som du er tryg ved at snakke med. Det kunne for eksempel være dine forældre. Hvis du kan snakke med dem, ville de nemlig være rigtigt gode at snakke med, fordi jeg gætter på, at det er dem, der er mest omkring dig. Og det er også dem, der har ansvaret for dig, så det er dem, der har allerbedst mulighed for at hjælpe dig.

Men hvis det ikke dur at snakke med dine forældre, kan det være, at der poppede en anden voksen op i dit hoved, da du læste de første linier af det her afsnit. Det kunne måske være en sød lærer på din skole eller en anden fra din familie. Dem kan du også sagtens snakke med. Hvis det er rarere for dig at skrive det i et brev til den, du gerne vil snakke med, kan du også sagtens gøre det. Det vigtigste er nemlig ikke så meget, hvem du får det sagt til, eller hvordan du får det sagt. Det vigtigste er, at du får det sagt til en voksen, så du ikke skal klare det her alene.

Tag fat i Livslinien

Jeg er lidt i tvivl om, om det at du ikke har lyst til mere er et udtryk for, at du også har selvmordstanker. Hvis det er det. Eller hvis tanken om ikke at have lyst til mere kommer til at fylde for meget, så kan du altid tage fat i Livslinien. Hos Livslinien sidder der nemlig nogle dygtige frivillige klar til at snakke med dig om den tanke. De frivillige rådgivere har snakket med mange unge, der har haft så ondt indeni, at de bare ikke har haft lyst til mere. Så de ved godt, det kan være svært at snakke om. Og de skal nok gøre sit allerbedste for at hjælpe dig igennem samtalen så godt, som de overhovedet kan. Du kan også være helt anonym hos Livslinien, hvis du helst vil det. Så dem kan du trygt tage fat i. Og det skal du endelig gøre, hvis du har brug for det. Hellere en gang for meget end en gang for lidt.

De kan hjælpe hos Center for selvmordsforebyggelse

Hvis du har selvmordstanker, så kan de også hjælpe hos Center for selvmordsforebyggelse. Center for selvmordsforebyggelse er nogle centre, der ligger rundt omkring i landet, hvor man kan få hjælp af professionelle, hvis man kæmper med selvmordstanker. De mennesker der er hos Center for selvmordsforebyggelse har også snakket med rigtigt mange unge, der har haft selvmordstanker. Og de skal nok gøre alt, hvad de kan for at hjælpe dig. Hvis de ikke kan hjælpe dig ordentligt, så skal de også nok hjælpe dig med at finde et sted, hvor du så kan få den hjælp, som du har brug for. Du kan se, hvor det tætteste Center for selvmordsforebyggelse ligger ved at klikke på det link, jeg har lavet.

Snak med din læge

Når du har så ondt indeni, at du ikke har lyst til mere, så er det også en rigtigt god idé at snakke med din læge. Din læge er nemlig også uddannet til at hjælpe dig, hvis det er noget indeni, som gør ondt og er svært. Og din læge kan også hjælpe dig med at finde ud af, hvor du kan få hjælp til at få det bedre henne. Dine forældre skal være med inde over både, hvis du skal have hjælp fra Center for Selvmordsforebyggelse og din læge. Så det kan være en rigtigt god idé at få dine forældre til at hjælpe dig med at tage fat i din læge, sådan så de kan tage med dig. Men hvis du hellere vil snakke med din læge selv først, så kan du også godt gøre det. Så skal din læge nok hjælpe dig med at få taget fat i dine forældre.

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, at du får snakket med nogen om, hvordan du har det. For når man har rigtigt ondt indeni, så kan det virkeligt bare føles som om, det aldrig bliver bedre. Men det kan godt blive bedre, hvis du får den rigtige hjælp.

De bedste hilsner fra en Mindhelper