Hej Mindhelper.


Jeg har i noget tid, ikke haft det særlig godt og jeg er da også begyndt at snakke med nogle få om hvorfor og sådan noget, men når jeg så snakker, siger de det samme igen og igen. Nemlig at det er alderen osv, der gør det, og jeg ved da godt, at det nok er en del af teenageårene at man har det lidt hårdt nogle gange, men jeg er lidt træt af, at få afvide at det er min alder, når det har stået på i flere år.

Hilsen
Pige, 16 år

(Pige, 16 år)


Hej Pige på 16 år

Det lyder til, at der er en masse svære tanker, som fylder hos dig lige nu. Og det kan være hammersvært at gå og have det sådan. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet ind til os. 

Som du også selv skriver, så er det helt rigtigt, at der er mange teenagere, som oplever at tingene kan være svære. Det er nemlig en tid, hvor der sker en masse ændringer, og man begynder at blive opmærksom på en hel masse nye ting. Kroppen ændrer sig også, og der opstår måske nogle helt nye følelser, som man skal forholde sig til. Alt det tager rigtig meget energi. Og så kan man godt opleve at humøret svinger meget, og at man måske bliver lidt oftere ked af det. Men det er ikke sådan, at man skal gå rundt og være ked af det hele tiden. Så er det et tegn på, at der er noget andet som fylder, og at man måske har brug for noget hjælp til at få det godt igen.

Man må gerne rette andre, når man snakker med dem om, hvordan man har det

Først og fremmest vil jeg lige starte med at rose dig. Det er så godt, at du selv rækker ud til andre og forsøger at få snakket med nogen om, hvordan du har det. Når man har det svært, er det nemlig mega vigtigt, at man ikke går helt alene med det. Men samtidig kan jeg også sagtens forstå, at det kan være rigtig svært, når du måske oplever at andre ikke helt lytter og tager det du siger seriøst. 

Når man har det sådan, kan det være en rigtig god ide at øve sig i at få sagt, at det måske ikke helt er sådan, at man har det. Det er nemlig helt okay at rette den anden og eksempelvis sige “det er ikke lige sådan, at jeg har det, det er lidt noget andet”. Og måske også få sagt, at de andre teenagere, som du kender ikke har det på samme måde. Så derfor er det måske noget andet, som er på spil. 

Når folk kommer til at sige ting, som du beskriver, er det ofte ment i god mening, fordi de gerne vil hjælpe og lytte. Derfor kan det også være rart for dem, at du får sagt, hvordan du egentlig har det. For så kan de også bedre vide, hvordan de bedst kan hjælpe dig. 

Find den du helst vil snakke med og prioriterer at få den person til at forstå

Jeg tænker også, at det kunne være en rigtig god ide, at du fik mærket efter og besluttet, hvem du allerhelst vil snakke med om det. Det kan være, at det er dine forældre, din yndlingslærer eller måske en venindes mor. Det vigtigste er nemlig ikke hvem du snakker med, men at det er en voksen, som du er tryg ved. Så kan du også bruge din energi på at få den person til at forstå, hvordan du egentlig har det. For det kan også være en rigtig stor mundfuld at skulle snakke med en hel masse og få dem alle til at forstå, hvordan man har det.

Tag fat i Headspace

Hvis du tænker, at det kunne være rart at snakke med nogle helt andre, kan du tage fat i Headspace. Der sidder nemlig en masse søde og rare frivillige klar til at hjælpe. Og de frivillige i Headspace er vant til at snakke med unge, som har det svært. Derfor er de også rigtig gode til at lytte uden at feje en af. Det er helt gratis at komme i Headspace, og du kan også sagtens være anonym, hvis du synes at det er rarere. De frivillige gør deres allerbedste for, at det foregår på en måde, som er rar for dig. Så I kan få snakket om de ting, som du går og bøvler med. 

Tag et smut til lægen 

Du kan også tage et smut til lægen og få snakket om, hvordan du har det. Læger ved nemlig en hel masse om, hvordan kroppen fungerer både udenpå og indeni. Og derfor kan lægen også hjælpe dig med at finde ud af, hvad der er den bedste hjælp for dig. Læger snakker med mange unge, og derfor er de fleste også rigtig gode til at hjælpe, når man har det svært. Du kan læse lidt mere om, hvordan det er at gå til lægen, når man har det svært i vores artikel om lige netop det. 

Teenagetiden kan være fuld af humørsvingninger, men det skal ikke være sådan, at man er ked af det hele tiden. Derfor håber jeg også, at det er noget i mit svar, som har hjulpet dig. Jeg sender dig de varmeste tanker og håber, at du får snakket med nogen om det, så du ikke skal gå og have det så svært.

De bedste hilsner fra en Mindhelper