Hej <3

Jeg har problemer med jalousi, jeg skammer mig rigtige meget over det. Jeg har en kæreste som jeg elsker meget, men når jalousien kommer haden og ubehagelige tanker kommet. Jalousien kommer tit når min kæreste hygge med sin mor og kvinde venner, de laver sjove ting og være fjollet mod hinanden, jeg kan se min kæreste at han er sig selv og ser rigtig glad. Jeg føler mig altid at jeg er dårligste kæreste nogensinde, fordi jeg føler mig sådan, og jeg ved ikke hvordan jeg skal håndterer den følelse. Hvordan kan jeg gøre over dette?

(Pige, 20 år)


Hej Pige på 20 år

Det er super hårdt, når man bliver jaloux. Og det kan være en svær følelse at finde ud af, hvad man skal stille op med. Så jeg er glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker.

Det er en helt normal følelse

Det lyder super træls, at du kæmper med jalousi. For jalousi er en virkeligt træls følelse, og den kan gøre rigtigt ondt indeni. Man kan også let komme til at føle sig rigtigt skamfuld, når man kæmper med jalousi, fordi det er en lidt udskældt følelse. Så jeg kan godt forstå, at du kan komme til at skamme dig over at blive jaloux. Men jalousi er faktisk en helt normal følelse. Der er nogen, der mærker mere til den en andre, men det er en følelse, som popper op hos os alle sammen ind imellem. Jalousi popper tit op, fordi man bliver bange for at miste en person, som man holder rigtigt meget af. Men den kan også poppe op, hvis man er usikker på sig selv og derfor bliver bange for, om man mon er god nok. Er der noget af det, som du kan genkende?

Prøv at accepter jalousien

Jeg ved godt, at det her kan lyde som et virkeligt træls råd. Men et af de allerbedste fifs mod jalousi er faktisk at øve sig i at acceptere, at jalousien popper op. For når du kæmper imod jalousien og forsøger at få den til at gå væk, så giver du den opmærksomhed. Og det er sådan, at de ting man giver opmærksomhed, er de ting, der kommer til at fylde i ens hoved. Jo mere du kæmper imod jalousien, jo mere kommer den altså til at fylde.

Så næste gang jalousien popper op, kan du for eksempel prøve at sige til dig selv: “hov, nu mærker jeg, at jeg bliver jaloux. Det er ikke så rart, men det er bare en følelse, og det går over igen, så den må gerne være her.” Det er sikkert super svært at sige sådan til dig selv de første mange gange, for det er noget andet end det, du er vant til at gøre. Men jo mere du øver dig, jo nemmere bliver det.

Hvis du har lyst til det, kan du også prøve at kigge på vores guide med fire mindfulnessøvelser. I Mindfulness øver man sig nemlig i bare at lade sine tanker komme og gå uden, at man behøver at reagerer på dem. Så det er en lidt anden måde at øve sig i at acceptere, at jalousien popper op på. Og den kan være lidt mere konkret for nogen. Du kan også prøve at kigge i vores artikel, der handler om jalousi. Der er der nemlig også en masse gode råd til, hvad du kan gøre, når du bliver jaloux. Så måske er der noget i den artikel, som du kan bruge?

Snak med din kæreste

Jeg tænker på, om du mon har snakket med din kæreste om, at du bliver jaloux? Hvis ikke du har det, så synes jeg også, at du skal prøve at gøre det. Det kan være super svært at fortælle sin kæreste om, at man bliver jaloux. Men som jeg skrev er jalousi en helt normal følelse, så mon ikke din kæreste også har oplevet at blive jaloux, og derfor godt kan forstå det? Det kan i hvert fald tit hjælpe at få talt om tingene, sådan så ens kæreste måske kan berolige nogle af alle de tanker, der flyver rundt oppe i ens hoved. Når du snakker med ham, er det selvfølgeligt vigtigt, at du holder bolden på din egen banehalvdel. Sådan så du beskriver, hvad det er, du føler, når du bliver jaloux. Og ikke for eksempel kommer til at anklage ham for at gøre nogle ting, som han måske slet ikke gør.

Snak med nogle andre om det

Jeg kommer også til at tænke på, om du mon har nogle veninder, du kan snakke med om jalousien? Selvom det måske ikke direkte hjælper på at få jalousien til at gå væk, så kan det være rigtigt rart at have nogle at dele sine tanker med. Når man får lidt luft for sine tanker, så kan det nemlig tit komme til at føles som om, de lige pludseligt fylder meget mindre. Og så tænker jeg også, at der måske også er nogle af dine veninder, der selv har oplevet at være jaloux. Og så kan det jo være, at de har nogle tricks, der plejer at virke for dem, der måske også kan hjælpe dig? Om ikke andet så kan det i hvert fald bare være rigtigt rart at vide, at man ikke er den eneste.

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, at du på et tidspunkt får sluttet fred med din følelse af jalousi. For det er en helt normal følelse, og du fortjener ikke at gå rundt og skamme dig over den.

De bedste hilsner fra en Mindhelper