Hejsa
Jeg er en 17 årige pige som går på gymnasium.
Jeg kan mærke at jeg snart er på vej til at blive deprimeret da alt er gået op af bakke for mig her for tiden.
Her i starten af Februar døde min bedstefar, og derefter døde min bedstemor få dage efter. Og her for 1 uge siden fik jeg af vide at mine forældre skulle skilles, og de har så diskuteret højlydt næsten hver eneste dag når de kommer hjem fra arbejde.
Jeg har talt med mine forældre om at det går mig på at de skal skilles og diskuterer, men det har ikke rigtigt ændret sig.
Det har en kæmpe indflydelse på om jeg kan koncentrer mig i timerne og lave de afleveringer og lektier jeg får, da jeg heller ikke får sovet særlig meget.
Jeg prøver at tænke på de gode ting eller noget der kan distraherer mig fra de negative tanker når jeg er oppe på skolen, fordi jeg ikke vil vise mine klassekammerater at det går mig på det der sker derhjemme.
Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op for at blive glad og positiv igen plus at få koncentrationen til at lave afleveringer og lektier.
(17 år)
Kære Pige på 17 år
Det er svært at gå med følelsen af, at alting er op ad bakke. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind, og fortalt om det. For du skal ikke gå med tankerne alene.
Det er naturligt, at blive påvirket
Du skriver, at begge dine bedsteforældre døde i februar, og at dine forældre skal skilles. Det kan være rigtig hårdt, når man er i en periode, hvor der sker nogle store omvæltninger. Og det kan fylde meget, både at have mistet sine bedsteforældre, og skulle forholde sig til, at ens forældre ikke skal være sammen længere. Derfor tænker jeg også, at det er helt naturligt, at du føler at tingene er svære lige nu.
Det kan godt være et slag i maven, når ens forældre skal skilles. Og det kan måske føles som om, at tæppet bliver revet væk under en. Mange unge oplever også, at tiden op til deres forældres skilsmisse kan være ekstra svær. For der kan ofte være flere konflikter og skænderier derhjemme. Og det kan være drænende og ubehageligt, når ens forældre er uvenner.
Vi har en artikel her på Mindhelper, som handler om at have skilte forældre. Her er der lidt gode råd til at komme igennem tiden. Så jeg tænker måske, at der er noget i den, som kan være rart for dig at kigge på?
Koncentrationen kan komme tilbage
Du skriver også, at du har svært ved at koncentrere dig for tiden. Det kan være ret irriterende, når koncentrationen svigter. Og man kan hurtigt komme til at slå sig selv oven i hovedet – for, hvorfor kan jeg ikke bare tage mig sammen og koncentrere mig?
Men det er helt normalt, at ens koncentrationen svinger i perioder. Og den bliver påvirket af mange forskellige ting: får man sovet nok, får man holdt pauser i løbet af dagen, og hvordan har man det i øvrigt. Så nogle gange er man frisk og klar i hovedet. Men andre gange, har man måske mange andre ting at tænke på, og så kan det være svært at holde fokus. Kan du genkende det?
Selvom ens koncentration er nede, så kan den sagtens komme tilbage igen. Især hvis ens koncentration er påvirket af, at man går igennem en svær periode. Så vil den som regel komme tilbage igen, når de tunge tanker begynder at lette. Derfor kan det også være fint at sige til sig selv, at det er okay, at man ikke kan præstere det samme, som man plejer, i den periode, hvor der er meget andet at se til.
Du kan også tage et kig på artiklen Når koncentrationen svigter: 11 tips til at få lavet dine lektier. Her er der lidt råd til, hvad man kan gøre, når det er svært at holde fokus.
Godt du snakker med dine forældre
Jeg vil også lige give dig lidt ros med på vejen. For det er super godt, at du har talt med dine forældre om, hvordan du har det med, at de skal skilles. Og selvom det ikke har gjort den store forskel, så er det vigtigt ikke at gå med tankerne selv. Derfor skal du også endelig blive ved med at tale med dem om det. Det kan også være at i kan snakke om, at du har svært ved at koncentrere dig for tiden?
Giv dig selv lov til, at være i det
Det kan kræve meget af ens energi, at prøve at skubbe tunge tanker og følelser væk. Derfor kan det også sommetider være en god ide at være i det, som er svært. For lige når det kommer til svære ting, så kan det komme til at fylde endnu mere, hvis man hele tiden går og siger til sig selv, at man skal prøve at være glad, eller prøver at skjule det over for dem omkring sig. Derfor kommer jeg også til at tænke på, om du kan tale med dine venner og klassekammerater om, hvordan du har det? Det behøves ikke være med alle, men måske et par enkelte, som du er tryg ved? De fleste tæt på en har nemlig forståelse for, at det kan gå en på, når man har det svært derhjemme. Og det kan være rart og lettende, at der er nogen som ved det.
Headspace
Til sidst vil jeg også lige tippe dig om Headspace. Headspace er et sted, man kan komme og få samtaler med en frivillig. De frivillige er rigtig søde og dygtige. Og intet problem er for stort eller småt. Derfor kan det også være et rigtig godt sted at komme, når man går gennem en svær periode. Der ligger headspacecentre i de fleste større byer, og eller kan de også fanges på deres chat.
Det er frustrerende når det føles som om, at alt er op ad bakke og ens koncentration svigter. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, som kan hjælpe. Jeg sender en masse gode tanker din vej.
De bedste hilsner fra en Mindhelper