Hej Mindhelper

Jeg er blevet forelsket i en dreng fra min klasse og det er første gang nogensinde at det er sket for mig. Jeg føler mig glad når jeg er sammen med ham, og jeg føler at han også kan lide mig. Men jeg er bange for at spørge ham om det. For hvad nu hvis at han ikke kan lide mig?!?! Så vil han måske ikke snakke til mig igen, eller siger det til nogen at hans venner som så vil drille mig med det…
Han sidder ofte og kigger på mig i timen, så jeg tror han kan lide mig, og han har noget med at han slås for sjov med en af hans venner. Og det er altid foran mig. Så det er som om at det er for at vise sig lidt frem hos mig. Jeg er bange for hvad han vil sige, men jeg tror at han kan lide mig. Men hvis han ikke kan ville jeg blive ulykkelig……

Hvad skal jeg gøre?

(Pige, 13 år)


Kære pige på 13

Det med kærligheden er bare mega svært. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os.

Først og fremmest – Tillykke med din første forelskelse! Det kan føles heeeelt fantastisk og heeeelt vildt forvirrende samtidigt. Men det er super dejligt.

Du skriver ind, og spørger hvad du skal gøre nu. Og det er også en mega svært spørgsmål. For man vil jo helst ikke udstille sig selv for meget – især ikke hvis de andre kunne finde på, at drille en med det.

Det tegner godt

Du skriver og fortæller, at han kigger meget på dig. Og det kunne godt virke til, at han prøver at fange din opmærksomhed med alt det slåseri med de andre drenge. Det er jo gode tegn! Men du kan prøve at læse denne her artikel omkring tegn på forelskelse, måske er der nogle af de ting, som han også gør? Så kunne det måske tyde endnu mere på, at han også er vild med dig?

Det er svært at spørge ham

Jeg kan sagtens forstå, at du synes det er svært at spørge ham. Sådan tror jeg alle ville have det. For man vil rigtigt gerne vide det, men det er også svært. For det kan jo desværre godt være, at han ikke er vild med dig. Eller ikke ville turde sige det, hvis du spurgte ham. Måske er der nogle andre ting, du kan gøre FØR du spørger ham? Altså så du måske kan være mere sikker på om han er vild med dig, inden du spørger ham. Jeg vil prøve at komme med lidt forslag nedenunder.

  • Skriv med ham. Du kan jo prøve at skrive med ham. Det behøver ikke være om noget bestemt. Måske om skolen, eller hvis i har lavet noget sjovt. Så kan du jo prøve at sende ham nogle hjerte-emojis og hjertesmileyer, og se om han sender nogle tilbage. Hvis han gør det, kan du jo prøve at sende ham nogle lidt sødere beskeder. Måske give ham nogle komplimenter, så han forstår, at du godt kan lide ham. Hvis han så gør det samme tilbage – jamen så er det jo et godt tegn.
  • Arranger at i kan mødes udenfor skolen. Det kan også være en idé, at prøve at se, om i kan lave noget sammen uden for skolen. Måske er der noget sport i begge synes er sjovt. Eller du kan invitere ham over for at se film. Så har du en undskyldning for at være alene med ham, og så kan du måske mærke, om der er lidt kemi imellem jer?
  • Snak med hans venner. Måske er du venner med nogle af hans venner. Så kan du jo prøve at spørge dem lidt ind til, om de ved, om han er vild med nogen. Måske ved de, om han har et godt øje til dig. Du behøver jo ikke sige til dem, at du er vild med ham.
  • Få dine veninder til at holde øje. Du kan prøve at få dine veninder til at holde lidt øje med ham. Måske kan de se, om han virker til at være vild med dig. Ellers kan du måske lokke dem til, at prøve at snakke med ham. Så kan de spørge lidt ind til, om han er vild med dig. På en lidt diskret måde selvfølgelig.

Når du har prøvet de her ting, så kan det være, at du har en lidt bedre idé om, om han er vild med dig. Så kan det være det bliver lidt nemmere at skulle snakke med ham.

Sig det først

Det kan være ret skræmmende, hvis der kommer nogle hen til en, og spørger “Er du vild med mig?”. Det kan godt gøre, at han ikke tør svare “ja”. Derfor kan det være en god idé, at sige det først. Altså sige til ham, at der er noget, du gerne vil snakke med ham om. Og så fortælle ham, at du er vild med ham. Der er selvfølgelig en risiko for, at han siger, at han ikke er vild med dig. Men det er nok den eneste måde, at du kan blive helt sikker på, om han kan lide dig. Og så er det ret modigt, at turde gøre. Du må prøve at mærke på dig selv om du føler dig klar til det. Ellers kan du måske skrive til ham på sms?

Hvis han ikke er vild med dig.

Det kan selvfølgelig godt være, at han ikke er vild med dig. Det er selvfølgelig vildt nedern, men der er ikke så meget at gøre ved det. Hvis det sker, så kan det godt være, at du oplever kærestesorger. Det betyder, at man kan blive super ulykkelig i et stykke tid, fordi man er forelsket i en, som ikke er forelsket tilbage. Det er mega hårdt. Men det går altså over igen med tiden. Hvis det sker, så kan du prøve at læse den her artikel omkring ulykkelig forelskelse. Der står lidt råd til, hvordan man kommer videre.

Snak med veninderne

Jeg tænker på, om du har nogle gode veninder, som du føler dig tryg ved? For så kan du måske prøve at fortælle dem om, hvordan du har det. Måske kan de hjælpe dig godt på vej, eller ved nogle ting, som du ikke gør. Og hvis det viser sig, at han ikke er vild med dig – jamen så kan veninderne støtte dig gennem kærestesorgerne. Og passe godt på dig til du er oven på igen.

Det kan være SÅ svært at finde ud af, om en dreng er vild med en. Men jeg krydser super meget fingre for dig. Og jeg håber det kommer til at gå rigtigt godt, og at han er ligeså vild med dig, som du er med ham.

De varmeste hilsner fra en Mindhelper