Hej Mindhelper

Min far er homofobisk. Jeg er biseksuel. Jeg føler ikke at han ville acceptere mig som den jeg er hvis jeg sprang ud til ham. Og samtidig siger han at jeg bliver manipuleret af nogen men han ved ikke hvem. Men jeg mener at det er ham der manipulerer mig helt vildt. Han giver mig skyldfølelse over de mindste ting. Hvilket bare ikke er fedt. Vi havde et kæmpe skænderi om de her emner for nogle dage siden og siden der har der været flere små skænderier mellem os.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre?

(Pige, 13 år)


Kære pige på 13 år

Det er mega hårdt at høre ens forældre komme med homofobiske kommentarer, når man selv er biseksuel eller homoseksuel. Så jeg er super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker.

Du behøver ikke at springe ud, hvis du ikke er tryg

Jeg kan godt forstå, at du er bange for, at din far ikke ville acceptere dig, hvis du sprang ud som biseksuel. For det er ikke rart at føle, at man ikke ville blive accepteret som den, man er, fordi man ikke er heteroseksuel. Og jeg vil også virkeligt gerne sige til dig, at jeg tænker, at du er helt okay, præcis som du er. For det er helt okay at have en anden seksualitet end heteroseksuel. Det at ens forældre kommer med homofobiske kommentarer betyder ikke altid, at de ikke vil accepterer en, hvis man springer ud. Nogle gang er folk homofobiske, fordi de ikke ved ret meget om homoseksuelle eller biseksuelle. Men når så nogen, der er tæt på dem springer ud, går det op for dem, at det ikke er så farligt. Og at deres barn jo ikke har ændret sig af, at de lige pludseligt er sprunget ud. Så det er ikke sikkert, det ender i katastrofe, hvis du springer ud for din far.

Men det er dig, der kender dig far bedst. Og hvis du ikke føler, at du er tryg ved det, så behøver du ikke springe ud overfor din far. Man skal springe ud for sin egen skyld. For eksempel fordi man føler, at det ville være rart at springe ud, fordi det ville hjælpe en med at turde at stå ved sig selv. Eller måske fordi man har fået en kæreste af samme køn, som man gerne vil have, at ens forældre kender til. Men der er ikke nogen, der har krav på at få din seksualitet at vide, hvis du ikke føler, det ville hjælpe dig at sige det til dem. Så hvis du ikke er tryg ved at fortælle din far, at du er biseksuel, fordi du er bange for, at han ikke ville acceptere dig, så behøver du ikke at sige det til ham.

Snak med nogen

Jeg kan godt forstå, du ikke synes, det er særligt fedt, at du føler, at din far manipulerer med dig ved at give dig skyldfølelse over de mindste ting. For det lyder bestemt ikke særligt rart. Skyld kan nemlig være en virkelig ubehagelig følelse. Og det er ikke særligt pænt at styre folk ved at give dem skyldfølelse over de mindste ting. Det tænker jeg faktisk ikke er i orden. Og jeg kan godt forstå, du ikke helt ved, hvad du skal gøre. For hvis man har mange konflikter eller skændes meget med sine forældre, så kan det virkeligt være svært at løse det alene. Hvis du har lyst til det, så kan du prøve at kigge på vores artikel om, hvordan man kan snakke med sine forældre om de svære ting. Det kan være, der er nogle gode råd i den, som du kan bruge.

Men jeg kommer også til at tænke på, om du mon har snakket med nogen om, hvordan du har det hjemme hos din far? Hvis du ikke har det, så synes jeg nemlig, du skal gøre det. For nogle gange kan det være lidt nemmere at løse en konflikt, hvis man kan få en anden voksen til at hjælpe. Derfor kommer jeg for eksempel til at tænke på, om din mor er inde i billedet? For hvis hun er det, så kunne hun måske hjælpe dig? Men du kan også snakke med en lærer, hvis du ikke kan snakke med din mor, eller hvis du bare er mere tryg ved at snakke med en anden. Eller måske en faster, en farmor eller en helt tredje voksen. Det er nemlig ikke så vigtigt, hvem du får snakket med. Det vigtigste er nemlig, at du får snakket med nogen.

Tag fat i LGBT Ungdoms Ungdomstelefon

Hvis du har brug for at snakke med nogen om, at du er biseksuel. Og at din far er homofobisk, så kan du altid tage fat i LGBT+ rådgivningen. Der sidder der nemlig nogle super dygtige frivillige rådgivere klar til at snakke med dig om alt, hvad der handler om krop og køn. De frivillige rådgivere er selv LGBT+ personer. Det vil sige, at de selv er for eksempel enten bi – eller homoseksuelle. Så de ved selv, hvordan det er at have en seksualitet, der ikke er heteroseksuel. Og så har de snakket med en masse unge, der også har haft en masse spørgsmål om køn og seksualitet. Så de skal nok gøre sit allerbedste for at hjælpe dig. Og du kan være helt anonym, hvis du helst vil det.

Du kan også tage fat i Headspace

Hvis du har brug for at snakke med nogen mere generelt omkring de konflikter, du har med din far, kan du altid tage fat i Headspace. Hos Headspace sidder der nemlig altid nogle super søde og super dygtige frivillige rådgivere klar til at snakke med dig. Og du kan snakke med dem om alt, hvad der fylder for dig. For hos Headspace er der ikke noget, der er hverken for stort eller for småt at snakke om. De frivillige rådgivere er vant til at snakke med mange forskellige unge, der har det svært af alle mulige forskellige grunde. Så de skal nok prøve at hjælpe dig så godt de kan. Du kan også være helt anonym hos Headspace, hvis du helst vil det.

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, at du finder ud af det med din far. Og husk at det er helt okay at vælge at lade være med at fortælle din far er biseksuel for at passe på dig selv, hvis det føles mest rigtigt for dig lige nu.

De bedste hilsner fra en Mindhelper