Hej!

Jeg er en 15-årig pige, som går i 9. klasse. Jeg går rigtig meget op i skolen og i de fleste fag klarer jeg mig rigtig godt. Derudover har jeg helt vildt mange gode venner, som jeg altid er sammen med og laver alle de ting som de fleste andre 15-årige gør, men nogle gange bliver det bare alt for meget for mig.

Sidst år i slutningen af 8. klasse blev jeg utrolig stresset. Det resulterede i, at jeg nogen dage var nødt til at blive hjemme fra skole, jeg havde ingen konecentration og jeg fik ofte “anfald” hvor jeg slet ikke kunne tænke eller gøre noget andet end bare, at græde og råbe. Derudover havde jeg også nogen gange svært ved at styre mit temperament, så derfor kunne jeg også let få sagt nogen onde ting til folk uden rigtig at mene det. Det stod på fra april til september ca. Jeg var helt vildt distræt og på mange punkter var jeg slet ikke mig selv. Min mor og jeg snakkede om det, men hun havde svært ved, at forstå hvad der skete og hvordan jeg havde det, fordi jeg knap nok selv kunne forklare det. (hvilket jeg også sagtens kan forstå), så jeg tog derfor til psykolog. Ham psykologen jeg var hos, forsøgte at give mig gode råd og metoder til hvad jeg kunne gøre, men da jeg på dette tidspunkt bare rigtig gerne ville vide hvad der var galt med mig og om jeg havde en diagnose, så jeg ikke bare skulle gå rundt i uvished, stoppede jeg dsv. hurtigt igen.

I august måned kom jeg på efterskole, hvor jeg havde det svært i starten pga. at jeg var så stresset. Heldigvis gik det væk med tiden, og jeg har indtil nu haft det helt vildt godt på efterskolen. Vi er kommet til eksamensperioden, og jeg kan mærke at jeg er begyndt, at blive enormt sårbar, ligesom for et år siden. Min koncentration er fuldstændig væk, og jeg føler virkelig at jeg har nogen underlige tanker nogengange og, at der er noget galt med mig. Jeg har hele tiden lyst til, at græde fordi mit hovede ikke kan klare at tænke så meget. Jeg ved stadig ikke hvordan jeg skal håndtere det, og jeg er også begyndt at blive bange for, at jeg kommer til at få det ligesådan næste år i gymnasiet. Jeg har stadig en mistanke om, at jeg har brug for hjælp, men jeg kan ikke finde en måde at forklare en psykolog hvad der er galt med mig, uden at bryde fuldstændig sammen. Jeg håber, at i har nogen gode forslag, til hvad jeg kan gøre ved alt det her bøvl.

Tusind tak på forhånd!!

(Pige, 15 år)

Kære pige på 15 år

Det lyder som om, du har ramt en super svær periode. Så jeg er super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. Det er et tegn på, at du rækker ud efter hjælp, og det er første skridt på vejen mod at få det bedre. 

Det giver god mening

Det lyder som om, du havde det ret svært for et år siden, fordi du blev super stresset. Det lyder mega hård og super svært. Nu er du så på efterskole, og havde egentligt fået det godt igen. Men nu begynder de her svære ting at komme tilbage, fordi det er blevet eksamensperiode. Det kan jeg godt forstå, er helt vildt svært. Men jeg tænker også, at det giver rigtigt god mening. For når man kommer på efterskole, så sker der en masse ting rundt om en. Man lærer en hel masse nye mennesker at kende, som man er sammen med næsten hele tiden. Og rigtigt tit har man også en eller anden linie, som man dyrker i fritiden. Så der er en hel masse ting, man kan lave, som kan gøre en rigtigt glad, og som kan flytte fokus fra nogle af de ting, der er svære. Men nu kommer eksamensperioden, og så kommer der måske lige pludseligt kommer mere fokus på det faglige igen. Så giver det god mening, at noget af den stress og pres du oplevede sidste år begynder at komme tilbage.  

Du reagerede normalt

Jeg vil også rigtigt gerne sig til dig, at mange af de ting du oplevede sidste år, er fuldstændigt normale, når man føler sig stresset og presset. For når man føler sig stresset og presset, så er det for det meste fordi, man har fået brugt sig selv for meget i forhold til den energi, man egentligt har. Og når man så har brugt den energi, man har, så bliver der simpelthen bare mindre energi til alt det andet. Og så er det, man for eksempel kan blive rigtigt sur og få sagt nogle trælse ting i vrede, fordi det faktisk kræver rigtigt meget energi at skulle holde sine følelser i skak. Så det er ikke dig, der er unormal. Du reagerede bare på, at du følte dig stresset og havde det svært. Men det er selvfølgeligt altid en god idé at huske at sige undskyld til dem, man er kommet til at være træls overfor. Sådan så de ved, at man godt ved, at det ikke var i orden, det man gjorde.

Er du lidt perfektionistisk?

Når jeg læser dit brev, kommer jeg til at tænke over om noget af det, der bliver alt for meget for dig er, at du går super meget op i din skole? Der er intet i vejen med gerne at ville klare sig godt. Og det kan jo også være en super god ting, at man gerne vil gøre sig umage. Men hvis man gerne vil gøre tingene helt perfekt altid. Og måske stiller så store krav til sig selv i skolen, at de nærmest er fuldstændigt umulige at opnå, så kan det blive mega trættende i længden. Og så kan det rigtigt hurtigt komme til at føles som om, det hele er alt for meget. For sandheden er, at der ikke er nogen af os, der kan være perfekte hele tiden. For vi begår alle sammen fejl ind imellem. Men jeg ved ikke, om der er noget af det, jeg har skrevet, der giver mening for dig?

Hvis man har det sådan, kan man sige, at man er perfektionistisk. Og det kan som sagt være en super god ting, at man gerne vil gøre sig umage. Men det kan også blive udmattende, hvis man er så perfektionistisk, at man bliver presset og stresset af de krav, man stiller til sig selv.  Der er heldigvis nogle ting, man kan gøre for at øve sig i at blive lidt mindre perfektionistisk. Derfor linker jeg dig lige til vores artikel med gode råd til at skrue ned for kravene til sig selv. For jeg tænker, at der er nogle gode råd i den, du godt kan bruge.

Snak med nogen om det

Men det allerbedste råd jeg kan give dig er, at du skal snakke med nogen om det her. For det er ikke noget, som du skal gå og kæmpe med helt alene. Det er noget, som du skal have hjælp og støtte fra nogle voksne omkring dig til at klare. Det første jeg kommer til at tænke på er, om du mon har en kontaktlærer på din efterskole, som du ville være tryg ved at snakke med? Jeg ved nemlig, at man på de fleste efterskole har en kontaktlærer, som man kan komme til, hvis der er noget, der er svært. Så hvis det også er sådan på efterskole. Og du er tryg ved at snakke med ham eller hende, så ville det være super oplagt at fortælle personen det her. For det er nemlig ham eller hende, der har allerbedst mulighed for at støtte dig gennem eksamensperioden, fordi din kontaktlærer er på din efterskole og kan hjælpe dig lige nu og her.

Men jeg synes også, det ville være en super god idé at snakke med dine forældre. Sådan så de ved, hvordan de har det. Og så de ved, at du har brug for deres hjælp og støtte til at få det bedre igen. Både lige nu og her, men også når du kommer hjem igen. Jeg ved godt, at det kan være mega svært at sætte ord på, hvordan man har det. Nogle gange bliver det hele nemlig bare til en stor pærevælling af ting, der er uoverskuelige. Men jeg synes, du forklarer det hele så fint i det brev, du har skrevet her. Så jeg tænker på, om du mon ville kunne skrive det til dem i stedet for? Enten på sms eller også i et brev, som du afleverer til dem. Så kan de nemlig læse brevet, og så kan de spørge dig ind til det bagefter. Det kan nogle gange gøre det lidt nemmere, fordi man så ikke selv skal styre samtalen helt så meget.

Tag fat i Headspace

Du kan også prøve at tage fat i Headspace. Hos Headspace sidder der nemlig en hel masse dygtige frivillige rådgivere klar til at snakke med dig om de ting, der fylder for dig. Og de har helt sikkert også nogle gode råd til, hvordan du kan klare dig igennem den her eksamensperiode uden at blive helt vildt stresset igen. De frivillige i Headspace er vant til at snakke med unge, der har det super svært, så de ved godt, det kan være drønsvært at sætte ord på tingene nogle gange. Og de skal nok gøre alt, hvad de kan for at hjælpe dig med at få sagt de ting, du gerne vil have sagt. Og de bliver ikke sure på dig, hvis du bryder sammen, mens du snakker. For de ved godt, hvor dødhårdt det er, når man har det svært. Hvis du ikke lige er i nærheden af et Headspace-center, eller hvis du synes, det er nemmere at skrive om tingene, har de også en chat, du kan bruger. Desuden kan du være helt anonym i Headspace, så dem kan du trygt tage fat i.

Snak med din læge

Hvis du gerne vil snakke med en psykolog igen, synes jeg, at du skal prøve at snakke med din egen læge. Han eller hun kan nemlig hjælpe dig med at finde ud af, hvor du kan få hjælp henne. Det kan være mega svært at skulle snakke med sin læge, når man har det svært. Eller at skulle snakke med en psykolog for den sags skyld. For man har måske ikke særligt meget lyst til at bryde sammen overfor dem. Men husk på at både din læge og en psykolog er vant til at snakke med mennesker, der har det dødsvært. Så de ved godt, at man bliver ramt af det, når man snakker om de svære ting. Og hverken din læge eller en psykolog bliver sur over det eller ser skævt til det, hvis det sker. Tværtimod vil de gøre sit allerbedste for at lade dig vide, at det er helt okay, at det er mega svært lige nu. 

Jeg håber, at mit svar har hjulpet dig lidt. Og så håber jeg, at du får snakket med nogen om det. Sådan så du kan få hjælp til at håndtere eksamensperioden. Så den ikke ender med at blive mega svær for dig.

De bedste hilsner fra en Mindhelper