Som barn havde Julia en drøm om at komme på landsholdet i fodbold. En drøm, hun var godt på vej mod. Som 14-årig gjorde hun sig bemærket til nogle talentsamlinger for unge piger, og hun begyndte at spille fodbold for Brøndby. Men herefter forsvandt den glade pige hurtigt.
”Jeg gik fra at spille i en lille klub til at komme ind i Brøndby, hvor alle spillerne var virkelig gode. Jeg følte mig så utilstrækkelig. Jeg bildte mig selv ind, at hvis jeg tabte mig og trænede lidt mere, blev jeg en bedre spiller,” husker Julia.
Til at starte med gav vægttabet og træningen pote, og hun blev udtaget til ungdomslandsholdet. Men glæden var kortvarig. Hurtigt gav hun sig selv mere strikse madregler, og hun trænede endnu hårdere.
”Det tog overhånd. Jeg trænede tre gange så meget, som det vi skulle, og jeg spiste næsten ingenting.”
Jeg spiste 30 pakker tyggegummi om dagen og drak en masse vand for at holde mig mæt
Julia fortæller
Alvorlig fodskade
Julia stod op i skolen, fordi det forbrændte flere kalorier end at sidde ned, og i frikvartererne løb hun rundt i byen for at forbrænde kalorier. Sad hun ned, fik hun dårlig samvittighed. Og holdt hun en træningsfri dag, måtte hun slet ikke spise noget den dag.
”Mine trænere og forældre var bekymrede, og de fik mig i behandling hos en psykolog og diætist under Team Danmark. De var dygtige, men jeg var ikke klar til at få hjælp, så behandlingen hjalp mig ikke,” siger Julia.
Under behandlingen fik Julia en alvorlig skade i sine fødder, der viser, hvor meget magt spiseforstyrrelsen havde over hende.
”Vi skulle løbetræne til fodbold i 13 graders frost. Mine sokker var ikke helt tørre, men jeg tog dem på alligevel. Jeg havde dårligt blodomløb i mine fødder, fordi jeg var så udsultet. Da jeg løb rundt kunne jeg godt mærke, at der var noget helt galt med mine fødder. Men jeg kunne ikke stoppe. Det ville min anoreksi ikke tillade.
Bagefter var mine sokker frosset fast til mine fødder, og mine tæer var helt hvide,” fortæller Julia.
Julia var tæt på at miste sine tæer, og lægerne havde aldrig set en skade som den i Danmark. Det skete på steder som Nordpolen. Ikke i Danmark.
”Det illustrerer meget godt, hvilke kræfter jeg var oppe imod,” siger Julia. Kort efter episoden blev Julia smidt af holdet, fordi hun blev for syg til, at trænerne ville lade hende spille fodbold på det niveau.
Overspisning og bulimi
Da Julia stoppede til fodbold, skiftede hendes spiseforstyrrelse karakter. Hun flyttede til København for at studere, begyndte at gå til fester og tog også på. Det virkede alt sammen meget godt, men under overfladen gemte sig en anden historie.
”I løbet af et halvt år tog jeg 30 kilo på. Jeg havde ingen kontrol over min mad. Når jeg ikke var på studiet, overspiste jeg. Jeg kunne slet ikke fokusere på studiet. Jeg følte mig utilstrækkelig og ikke så god som de andre studerende. Min nye bedste ven blev maden i stedet for anoreksien, og jeg spiste alt det, der havde været forbudt i så mange år,” fortæller Julia.
Nu ved Julia, at hendes anoreksi havde udviklet sig til overspisning, hvor hun spiste mad i enorme mængder. Da vægten en dag sagde 85 kilo, fik hun nok, og hun fik ideen om at kaste sin mad op. Spiseforstyrrelsen gik nu fra overspisning til bulimi.
”Maden styrede mit liv. Jeg kunne bruge op til 2000 kroner om dagen på at købe mad, som jeg spiste og efterfølgende kastede op.”
“På de værste dage kunne jeg overspise ni gange og kaste al maden op efter hver overspisning. Jeg spiste, til jeg var ved at sprænges, og så kastede jeg det hele op,” husker Julia og fortsætter:
”Jeg havde det forfærdeligt i de år. Da jeg havde anoreksi, var jeg stærkt deprimeret, men det er intet at sammenligne med, hvordan jeg havde det, da jeg havde BED (Binge Eating Disorder) og bulimi. Jeg skammede mig, følte mig ulækker, og jeg kunne ikke holde ud at være i min krop.”
Da Julia led af bulimi kunne hun finde på at spise hundefoder, mad fra skraldespanden og mad fra fryseren, når hun var hjemme ved sine forældre.
Tilbage til livet
Julia endte med at blive indlagt på Kildehøj Privathospital i Nordsjælland. I syv måneder var hun i døgnbehandling – det vil sige, hun boede på stedet. Efter de syv måneder fortsatte hun i dagbehandling i et år.
”Jeg fik det meget bedre på det sted. Maden var portionsanrettet, og vi skulle spise op. Hverken mere eller mindre. Vi fik også undervisning i ting som psykologi, traumeterapi og ernæring. Både fysisk og mentalt fik jeg det meget bedre.”
Efter behandlingen fik Julia et enkelt tilbagefald, hvor hun overspiste. Men hurtigt kontaktede hun Kildehøj, og hun kom i psykologbehandling igen. I dag kommer hun der en gang om måneden, men hun har ingen tilbagefald haft de sidste to år.
”Jeg har det godt, og jeg er rask. Der er selvfølgelig også dårlige dage, men generelt har jeg det meget bedre, og jeg er glad og har fået et normalt forhold til mad og træning,” siger Julia.
Fakta om Julia:
Julia er 28 år.
Hun har lidt af anoreksi, overspisning og bulimi.
Hun har været i behandling på Kildehøj Privathospital.
Fakta om Julia:
