Sådan påvirker koffein din søvn

Vigtigste pointer fra artiklen

  1. 1. Koffein blokerer følelsen af træthed i hjernen
  2. 2. Effekten kan vare i mange timer
  3. 3. Koffein kan påvirke din søvn, uden at du mærker det tydeligt

Koffein blokerer træthed

Uanset om det er først på morgenen eller sen eftermiddag, så kan et skud koffein være lige præcis dét, der skal til for at holde dig kørende.

Det skyldes, at koffein blokerer det signalstof i hjernen der gør, at du opbygger en følelse af træthed.

Effekten bliver længe i kroppen

Koffeinens opkvikkende effekt føles rar, men for de fleste kommer den også med en bagside.

For hvor det er fedt, at koffeinen fjerner trætheden her og nu, så er det mindre fedt, at trætheden ikke kommer tilbage, når du skal sove.

Det gør den ikke, fordi halvdelen af den koffein du har indtaget, stadig er i kroppen cirka 5 timer efter, du har indtaget den.

Afstemning

Hvad er den største forhindring for, at du sover nok?(Påkrævet)

Vi bliver påvirket forskelligt

Koffein virker opkvikkende for de fleste og forstyrrer søvnen for de fleste. Men der er forskel på, hvordan og hvor meget, vi hver især bliver påvirket.

Faktorer som genetiske forskelle, kropsvægt, vaner og hvor ofte man indtager koffein har betydning for, hvordan kroppen reagerer.

Derfor kan nogle også drikke koffein sent uden at mærke det, mens andre bliver påvirket af små mængder.

Koffein og søvn hænger tæt sammen

Koffein er med til at holde dig vågen, når kroppen ellers er på vej mod hvile. Det er derfor, stoffet både kan være en hjælp i løbet af dagen og en udfordring om aftenen.

Du behøver ikke stoppe med at drikke koffein fra den ene dag til den anden. Men du kan måske prøve at drikke din sidste kop lidt tidligere, end du plejer. Det giver bedre vilkår for din søvn.