Hej Brevkasse.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.
For en/to måned siden trakt min bedste ven sig totalt fra mig, og ville ikke rigtigt forklare hvorfor. Vi har været tættere en noget andet bånd siden vi startede i 1.G. Nu går vi i 3.G.

Jeg føler ikke rigtigt jeg har nogle venner, og ingen spørger mig nogen sinde om jeg vil være med i grupper eller lave noget efter skole.

Jeg er også ved at være træt af skole. Det at møde op og side og lytte og lave opgaver dag ud og dag ind,.

jeg overvejer altså at droppe ud. Jeg ved godt jeg ikke burde gøre det. Jeg ved godt jeg vil fortryde det til, sommer når alle dem fra min klasse får hue på og klarede det. Men wow, hvor er det svært det her. At være helt alene og ens bedste ven bare har skiftet en ud med en anden. Han sagde enda da jeg spurgte om han ungik mig at ”det gør jeg ikke, jeg går bare den anden vej”.

Jeg er træt og vil gerne høre nogen andres tanker på emnet.

MVH Hende som ikke helt hvad hvad hun skal gøre…

(18 år)


Kære dig som ikke helt ved hvad du skal gøre,

Det lyder som en rigtig svær situation. For det kan være rigtig hårdt, når ens bedste ven pludseligt trækker sig, og man ikke ved hvorfor. 

Jeg er glad for du har skrevet herind, for den situation skal du ikke stå i alene. 

Når ens ven trækker sig 

Det kan være rigtig svært, når man har konflikter med sine venner. Men det kan være endnu sværere, når ens ven trækker sig, og man slet ikke ved hvorfor. 

For så kan det føles lidt som om, at man står i en konflikt, men man ved slet ikke, hvad man skal gøre, eller hvad den handler om. 

Og hvad skal man så stille op?

Tal med din ven 

Det lyder til, at du allerede har prøvet at spørge din ven, hvad der sker. Men det lyder ikke til, at han giver dig et direkte svar. 

Derfor vil jeg prøve at foreslå, om du mon kunne finde en dag og snakke med ham igen?

Hvis du har mod på det, kan du aftale en dag, du kan tale med din ven.

For når man aftaler et specifikt sted og tidspunkt, så kan man forberede sig på, hvad man har brug for at spørge om og få svar på, inden man mødes. 

Hvis du har svært ved, hvad du skal sige til ham, så kunne det for eksempel være noget i retningen af:

“Hey, jeg går med en følelse af, at du måske har trukket dig fra mig på det seneste. Det gør mig rigtig ked af det, for jeg ser dig som en af mine bedste venner. Er der en dag du har tid til at vi kan snakke om, hvad der er sket?”

På den måde får du både forklaret hvad du selv føler, men også spurgt direkte, hvornår I kan få snakket sammen. 

Du kan også prøve at læse vores artikel: Lær at håndtere dine konflikter. Red venskaberne. I den kommer vi nemlig med en masse forslag til, hvordan man bedst kan håndtere en konflikt. 

Skoletræthed kan være rigtig svært 

Du skriver, at du overvejer at droppe ud af 3.g, fordi det lige nu er rigtig svært. Det giver mening, at du er skoletræt. 

For 3.g er for mange et helt vildt hårdt år. Man har været i gang i lang tid, og glæder sig til at det er overstået. Samtidig er det ekstra svært, når man pludselig mister sin bedste ven. 

Jeg kan ikke fortælle dig, om du skal droppe ud eller blive og gøre gymnasiet færdig. For det er kun dig, som kan mærke hvad det rigtige er. 

Mærk efter 

Derfor vil jeg foreslå dig at mærke godt efter. 

Du kan prøve at lave en liste med for og imod at droppe ud. Hvad er grunde til at droppe ud, og hvad er grunde til at blive og gøre gymnasiet færdig. 

Når du har lavet listen, kan du kigge på den igen. På den måde får du et overblik over, hvilke ting der spiller ind. 

Tal med en vejleder på skolen

De fleste gymnasier har en vejleder på skolen. Det kan både være en lærer, en psykolog eller en helt tredje. 

Jeg tænker det kunne være en rigtig god ide, hvis du booker et møde med en vejleder. Hvis du er i tvivl om, hvem du skal have fat i, så spørg din lærer. 

Når du har lavet din liste med grunde til at blive eller droppe ud, kan du prøve at tage den med til vejlederen. Så kan I sammen både snakke om hvordan du har det, men også hvad der er bedst for dig at gøre. 

Tal med dine forældre

Når vi har det svært, så er det mega vigtigt at vi taler med nogen om det. Derfor kommer jeg til at tænke på, om du har snakket med dine forældre om, hvordan du har det?

Hvis ikke du har lyst til at tale med dine forældre, kan du også tale med en helt anden. En tante, søskende, en god lærer eller en helt fjerde. Det vigtigste er, at du taler med en, du stoler på. 

Det er nemlig rigtig vigtigt ikke at gå med alle tankerne og følelserne alene. 

Du er ikke alene

Du skriver at du for tiden ikke rigtig føler, at du har nogen venner. Og du står ofte alene tilbage, når der skal laves grupper i skolen. 

Det lyder ikke rart, og det kan jeg godt forstå påvirker dig. Men du skal vide, at du ikke er alene. Faktisk har vi blandt andet lavet et interview med Benjamin som heller ikke følte han havde nogle venner i skolen

Og så føler over 200.000 danskere sig faktisk ensomme. Så det er desværre noget, mange oplever. 

Men i vores artikel: Bryd ensomheden: 11 gode råd til dig, der føler dig ensom, kommer vi med vores bedste forslag til, hvad man kan prøve at gøre for at komme ensomheden til livs. 

Har du hørt om Ventilen?

Jeg kommer til at tænke på, om du har hørt om Ventilen? Ventilen er nemlig en organisation, der hjælper ensomme unge. 

Det gør de blandt andet ved at lave arrangementer mange steder i Danmark. De har nemlig afdelinger i de fleste større byer. 

Her kan man møde andre unge mellem 15-25 år, som også har oplevet at føle sig ensom. Alle er utroligt søde, og jeg kan virkelig anbefale Ventilen. 

Det kan være rigtig svært, når man både har det hårdt i skolen, og ens bedste ven samtidig trækker sig fra en. Så er det virkelig vigtigt, at man får talt med nogen om, hvordan man har det. Jeg håber mit svar kan hjælpe dig på vej, og så sender jeg dig en masse god energi.

De bedste hilsner fra en Mindhelper