Hej Mindhelper
Før jeg startede på efterskole havde jeg en rigtig dårlig periode med lavt selvværd, hvor jeg havde svært ved at få hverdagen til at fungere. Så jeg glædede mig virkelig til at starte på efterskole, og jeg tænkte at det ville blive bedre der, da det jo skulle være “Det bedste år i mit liv”. Men efter jeg er startet har jeg haft virkelig svært ved at få venner og blive en del af fælleskabet. Jeg har ellers aldrig haft problemer med at få venner, og overvejede slet ikke et scenarie hvor jeg ikke ville have venner på efterskolen, da det aldrig har været en udfordring før. Nu har jeg virkelig svært ved det, og jeg ender med at bruge meget tid alene på mit værelse, også selvom jeg hele tiden er ude og prøve at opsøge folk. Det er frustrerende, for det virker til at alle andre har masser af relationer, og hver gang jeg er med mine venner, taler de altid om hvor fantastisk de har på deres efterskole. Ikke at have nogen venner har haft en kæmpe effekt på mit allerede lave selvværd, og jeg har det virkelig dårligt. Jeg har slet ikke lyst til at være her, men det virker for sent at skifte efterskole. Jeg har allerede talt med mine forældre og kontaktlærer men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.
(16 år)
Kære Du
Øv! Det kan være mega hårdt, når man ikke har det godt på efterskolen. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind, og fortalt om det.
Forventninger
Du skriver, at efterskolen skulle være “Det bedste år af dit liv”. Sådan tror jeg, at rigtig mange unge har det. For når man hører om efterskoler, eller taler med andre, som har gået på en, fortæller de tit om, hvor mega fedt det var. Derfor kan man også have nogle ret høje forventninger til, hvordan et efterskoleår skal være. Hvis man så starter, og synes at det er lidt svært at falde til og få venner. Så giver det rigtig god mening, at man kan blive hammerskuffet. For måske er ens efterskoleophold slet ikke lige, som man havde forestille sig.
Når noget ikke går helt som forventet, kan man hurtigt komme til at vende det ind af. For hvis alle andre har det mega fedt på efterskolen. Jamen så må det jo være mig, som den er gal med? Kan du genkende det?
Det er normalt
Men du skal vide, at det med at synes, at efterskole er svært, er helt normalt. Mange unge har f.eks. skrevet ind til brevkassen, med følelser, som minder om dine. Derfor tror jeg også, at der måske er flere end man lige tror, som bøvler lidt med at gå på efterskole. Det er nok bare ikke dem, som taler højest, om det.
Du kan f.eks. læse et brev fra en ung, som ikke føler, at de har nogen at være sammen med om aftenen på efterskolen.
Det vigtigt at prøve, ikke at slå sig selv for hårdt i hovedet over, at det er svært at gå på efterskole. Men det kan være lettere sagt end gjort – især hvis man også kæmper med lavt selvværd, som du skriver, du gør. Men heldigvis kan man arbejde med, at bygge selvværdet op. Det kan du læse meget mere om i artiklen Lavt selvværd: 7 gode råd til, hvordan du får det bedre med dig selv.
At komme ud blandt de andre
Du skriver også, at du prøver at opsøge folk, men samtidig tit kommer til at sidde inde på værelset. Når noget er svært, er det en naturlig reaktion, gerne at ville undgå det. Så hvis du f.eks. ikke føler, at du har det lige så godt på efterskolen, som de andre. Så giver det god mening, at det kan være svært, at komme ud blandt de andre.
Jeg forstår godt, at du kan blive i tvivl om, hvad du skal gøre. For det lyder også til, at du allerede har prøvet at komme ud og tale med de andre. Men måske der alligevel er nogle ting du kan prøve af.
Det kan du prøve
Det første jeg kom til at tænke på var, om du plejer at blive på efterskolen i weekenden? Hvis du ikke gør det, så kan du måske prøve det af. Nogle gange bliver der nemlig lavet nogle aktiviteter i weekenden, som man så kan være en del af. Der er som regel også færre mennesker på skolen. Og derfor kan det også være lettere, at tale med de andre.
Det kan også være, at der er nogle på efterskolen, som du ikke har talt med endnu? Det er aldrig for sent at starte. Og nogle gange kan man blive overrasket over, at nogle man måske ikke lige havde tænkt, man passede sammen med, også kan være sjove og hyggelige. Så er der mon nogle, som du stadig ikke rigtig har lært at kende? Så kan du prøve at give det et skud.
Du skriver også, at dine venner taler om, hvor fedt de har det på efterskolen. Det kan godt være træls, når man ikke har det sådan selv. Men jeg kommer også til at tænke på, om du har fortalt dem om, hvordan du har det? Ellers vil jeg råde dig til at gøre det. For det kan lette tankerne, at dele dem. Og måske er der alligevel noget i det, du oplever, som dine venner kan genkende. Og selv hvis de ikke kan, vil de fleste gerne støtte og lytte.
Bliv ved med at tale om det
Jeg vil også lige give dig et stort skulderklap. Det er mega godt, at du både har talt med dine forældre og kontaktlærer om, hvordan du har det. For det kan være rart, at have nogen at dele tankerne med. Jeg tænker derfor også, at det er en god ide, at du bliver ved med at tale med dem. For du skal ikke gå med de svære følelser selv.
Hørt
Til sidst vil jeg også lige tippe dig om Hørt. Hørt er et sted for unge, hvor man kan chatte med en af de frivillige, som arbejder der. Alle emner er velkomne, og du kan vælge at være anonym.
Det kan gøre ondt på selvværdet, når det er svært på efterskolen. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, du kan bruge. Jeg sender en masse gode tanker din vej.
De bedste hilsner fra en Mindhelper