Hej Mindhelper
I sommers startede jeg på gymnasiet. Jeg har altid været en af de populære, så det kommer som et chok for mig at indse, at jeg er ensom. Dengang jeg startede i min grundforløbs klasse var alt som en dans på roser. Jeg elskede min klasse og jeg følte at klassen havde et godt fællesskab. Jeg var glad.
I november måned bliver vi så blandet med resten af årgangen og ud i vores nye klasser, som vi skal gå i de næste 2,5 år. Min klasse er delt op og jeg ved ikke hvor jeg “høre til” jeg er rigtig dygtig til at snakke med de andre fra klassen, og jeg ved at alle synes om mig. Problemet er jeg har ingen “rigtige venner.” jeg er altid alene efter skole og jeg er stoppet med at tage i byen, fordi jeg ikke ved hvem jeg skulle følges med. Jeg er begyndt at lukke mig ind i en “skal” og jeg vil bare gerne være glad og social, som jeg altid har været. Jeg har prøvet at opsøge folk, men igen jeg føler ikke at jeg passer ind med nogle af dem fra min klasse.
Nogle gode råd til hvad jeg kan gøre?
(Pige, 16 år)
Kære pige på 16 år
Det lyder mega træls, at du ikke rigtigt har fundet en plads i din klasse endnu. Og jeg kan godt forstå, at det er svært. Derfor er jeg super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker.
Det er super hårdt
Det lyder super hårdt, at du ikke rigtigt føler, at du er blevet en del af fællesskabet i din nye klasse. Og at du føler dig ensom. For ensomhed er en super svær følelse. Og det er den fordi, det faktisk engang var super farligt for mennesker ikke at være en del af en gruppe. Det var nemlig stort set umuligt for et menneske at klare sig alene, dengang vi boede på savannen. Så ensomhed gør super ondt, fordi ensomhedens formål faktisk er at drive os til at søge menneskelig kontakt. Derfor er det virkeligt drønhårdt, når man ikke føler, at man kan er kommet ordentligt ind i et fællesskab. Men du er ikke alene om at kæmpe med ensomhed. Det er der rigtigt mange mennesker, der gør. Men der er heldigvis også rigtigt mange mennesker, der er kommet ud af ensomheden igen. Så det kan godt lade sig gøre.
Er der nogen, du klikker bedre med?
Du skriver, at du egentligt kommer godt ud af det med hele klassen. Og at du ved, at de alle synes om dig. Men at du simpelthen bare ikke føler, du rigtigt passer med nogen af dem. Men jeg tænker alligevel på, om der er nogen af dem, du føler, du passer bedre sammen med end andre? Hvis der er det, så kunne det måske være en mulighed at prøve at lære dem lidt bedre at kende. Det kan jo være, at du finder ud af, at I faktisk har en masse ting til fælles, når du lige får snakket noget mere med dem. Hvis det er sådan, at klassen er meget gruppeopdelt, så kan det også nogle gange hjælpe at opsøge de mennesker, man klikker bedst med, så man har dem på tomandshånd. Det kan nogle gange være en måde at komme lidt ind i fællesskabet på, fordi man så tit bliver inviteret ind af den person, man er begyndt at snakke godt med.
Tag med til festerne alligevel
Det her råd kan måske godt lyder super grænseoverskridende, fordi godt kan føles lidt som et tabu at tage med til en fest alene. Og det er mega svært, det ved jeg godt. Men jeg synes alligevel, at du skal prøve at tage med til festerne, selvom du ikke helt ved, hvem du skal følges med. Hvis man begynder at trække sig fra fællesskabet og festerne, så får man nemlig tit lukket sig selv endnu mere ude af fællesskabet. Og det er mega uheldigt, for det kan hurtigt blive til en ond cirkel. Fester kan også være en rigtig god måde at komme lidt ind i fællesskabet på. Fordi folk er mere løsslupne og måske også lidt mere ude af de roller, de normalt plejer at være i til fester. Så det kan være lidt nemmere at komme til at snakke med folk til festerne.
Det virker også som om, de fleste jo faktisk synes, at du er en rigtigt sød person. Så hvis der nu er en gruppe, du klikker bedre med en andre, så kan du jo prøve at spørge dem, om du må følges med dem. Jeg ved godt, det er helt vildt svært. Og man kan måske være super bange for at blive afvist. Men hvis man ikke spørger, så finder man heller aldrig ud af, om de faktisk kunne have lyst til at have en med. Og jeg tænker faktisk også, at det er de færreste, der ville sige nej til at følges med en ekstra til festen, hvis det er en person, de godt kan lide.
Giv det tid
Du har stadig kun været i din nye klasse i et halvt års tid. Nogle gange tager det lang tid at falde på plads i et nyt fællesskab. Ligesom det kan tage rigtigt lang tid for fællesskabet at blive et fællesskab uden, at det er super gruppeopdelt. Så selvom du måske ikke lige har fundet dem, du føler, du passer sammen med endnu, så er det ikke for sent. Du kan sagtens komme ind i fællesskabet i klassen stadigvæk. Men måske tager det bare lidt længere tid, end du normalt har været vant til.
Kan du lære nogle fra de andre klasser at kende?
Hvis det slet ikke dur at få venner i din nye klasse, så kan du måske også overveje, om du kan komme til at lære nogle fra de andre klasser at kende. Det hjælper selvfølgeligt ikke på, at det kan være super svært, at man ikke rigtigt føler, at man hører hjemme i sin egen klasse. Men det kan rigtigt tit hjælpe lidt alligevel, at man kan snakke lidt med nogle fra de andre klasser i pauserne, og måske kan tage med nogen af dem til gymnasiefesterne. På rigtigt mange gymnasier er der ofte et elevråd eller nogle arrangementsudvalg, som går på tværs af klasser og årgange, som man kan melde sig ind i og engagerer sig i. Det kunne du jo eventuelt prøve.
Snak med en lærer
Er der en af dine lærere i gymnasiet, som du ville være tryg ved at snakke med? Hvis der er det, så kan du prøve at snakke med ham eller hende om, at du ikke rigtigt føler, at du har en plads i klassen. Selvom ens lærere i gymnasiet ikke har helt så meget ansvar for klassen, som de havde i folkeskolen, så vil de fleste lærere nu alligevel rigtigt gerne hjælpe, hvis der er nogle ting i klassen, der ikke fungerer. Så hvis du snakker med din lærer om, at du ikke rigtigt føler dig som en del af fællesskabet, så er jeg også næsten sikker på, at de rigtigt gerne vil hjælpe dig med at finde ud af, hvad du kan gøre ved det.
Snak med dine forældre
Det kan hurtigt komme til at fylde rigtigt meget, hvis man føler, at man ikke rigtigt er en del af sin klasse i skolen. Og man kan måske hurtigt komme til at lukke sig lidt væk fra det sociale. Men det er faktisk super vigtigt, at man får snakket med nogen om det. Ellers kan det nemlig nemt komme til at fylde mere og mere. Og skabe flere og flere problemer rundt omkring en. Derfor kommer jeg til at tænke på, om du mon ville kunne snakke med dine forældre om det? For selvom det ikke hjælper direkte på, at du kommer ind i fællesskabet i klassen, så hjælper det tit lidt, at man ikke skal stå alene med det. Men at der er nogen, der kan hjælpe en med at bære den tunge byrde, det nogle gange kan være, hvis man ikke rigtigt føler sig som en del af fællesskabet.
Du kan altid tage fat i Headspace
Hvis der ikke rigtigt er nogen rundt om dig, du føler, du kan snakke med, kan du altid tage fat i Headspace. I Headspace sidder der nogle super søde frivillige klar til at snakke med dig. Og du kan snakke med dem om både store og små ting. Udover at snakke med en om, hvad det er, der er svært, så kan rådgiverne også komme med nogle gode råd til, hvad man kan gøre. Så mn ikke, at den frivillige rådgiver, du kommer til at snakke med, har nogle råd til, hvad du kan gøre. Du kan være helt anonym i Headspace, hvis du helst vil det. Så dem kan du trygt tage fat i.
Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig lidt. Og så håber jeg, at du finder ud af at komme ind i fællesskabet i din klasse. For det fortjener du.
De bedste hilsner fra en Mindhelper