Hej jeg har brug for hjælp jeg overtænker hele tiden og jeg er bange for at mine venner hader mig eller at folk synes jeg er irriterende og der er også den her dreng som jeg godt kan lide og han sender mix signaler og jeg hved ikke hvad jeg skal gøre hjælp
(Pige, 13 år)
Kære du
Når man overtænker hele tiden, så kan det være rart at dele sine tanker med nogen.
Derfor er det også rigtig fint, at du har skrevet herind og delt dem med os.
Den onde spiral
Nogle gange når man overtænker, så kan det godt skabe en ond spiral.
Især hvis mange af ens tanker handler om, hvad andre tænker om en.
Fordi når du bruger en masse krudt på at tænke over: “Mon mine venner hader mig, og synes jeg er irriterende?”, så begynder din hjerne at kigge efter tegn på det.
Er der mon noget de gør eller siger, som kan bekræfte den tanke om, at de ikke kan lide dig.
Og hvis man leder længe nok efter tegn på det, så finder man det altid.
Og når du så finder de tegn, så bliver det pludselig et bevis for, at de ikke kan lide dig. Og så bliver tankerne bare endnu værre.
Hvem kan stoppe spiralen?
Det kan være enormt drænende og ubehageligt at sidde fast i sådan en ond spiral.
Heldigvis kan det godt blive bedre: Du kan godt træde ud af spiralen og stoppe den.
Men her er det vigtigt for mig at sige, at det kun er noget, som du kan gøre.
Det er kun dig, der kan vælge at stoppe den onde spiral af tanker og stoppe med at overtænke.
Men hvordan gør man så det?
Hvad kan du gøre?
I vores artikel om at overtænke, har vi samlet vores bedste råd til, hvordan man træder ud af spiralen.
En af rådene handler fx om at minde sig selv om, at tanker bare er tanker.
Så selvom vores tanker om andre mennesker kan fylde og være ubehagelige, så er de bare tanker.
De passer ikke nødvendigvis.
Derfor kan det være rart at sætte “lige nu har jeg tanken at…” foran de tanker, man normalt har.
Så i stedet for at tænke: “Alle mine venner hader mig”, så tænker du “Lige nu har jeg tanken, at alle mine venner hader mig”.
På den måde kan man få lov til lige træde et skridt tilbage, og se ens tanker fra et nyt lys.
Når nogen sender mix signaler
Du skriver også, at der er en dreng, som du godt kan lide, men at han sender blandede signaler.
Når folk sender blandede signaler, kan det være rart kun at tage det de faktisk siger for gode vare.
Så hvis de siger, at de godt kan lide en, så er det det, som man skal tro på. Og hvis de ikke siger det, så må man tro på det.
Men hvis du simpelthen ikke kan være i, ikke at vide det, så har du to valgmuligheder:
1) Enten kan du vente og se hvad der sker
2) Eller kan du spørge ham.
Hvordan gør du?
For når folk sender forvirrende signaler, så kan det være svært at finde rundt i. Derfor kan det være rart med afklaring.
Og hvis du har brug for en afklaring her og nu, så er der kun en løsning: at spørge ham direkte.
Du kan enten skrive til ham eller spørge ham en dag I er alene: “Hvad synes du egentlig om mig?”.
Det kræver mod, men på den måde, får du svar her og nu.
Og så er det slut med blandede signaler.
Har du hørt om Girltalk?
Hvis du synes det kunne være rart at chatte med nogen, som ikke kender dig, så kan jeg varmt anbefale dig at snakke med Girltalk.
Hos Girltalk bliver du mødt af søde og dygtige rådgivere, som er vant til at snakke med piger, om det der er svært.
Så om det er om overtænkning eller det er om drenge man kan godt kan lide, så kan girltalk være rigtig gode at skrive med.
Det er gratis, og du kan være lige så anonym, som du har lyst til.
For når man overtænker hele tiden, så kan det være svært at finde hoved og hale i det hele. Derfor håber jeg også, at mit svar kan hjælpe dig med det. Jeg sender de bedste tanker din vej.
De bedste hilsner fra en Mindhelper