Hej,
Jeg er en 15-årig pige der skriver herind fordi jeg har brug for en at tale med herfra.
I de sidste par måneder har jeg gået omkring med en frygt for at en ven der led af den sværeste grad af depression ikke var her mere. Jeg føler at det er mit ansvar at redde ham. Jeg er både bekymret om dagen og om natten for hvordan han har det.
Det forårsager store problemer i min hverdag fordi jeg ikke fungerer som et menneske i min familie.
Jeg har aldrig nogensinde talt med mine forældre om det for de ville ikke tro at jeg havde oplevet det.
I dag var der en stor konflikt i min familie fordi jeg ikke morer mig over noget.
Jeg kunne godt tænke mig at spørge, om man ville more sig over noget hvis man hele tiden gik rundt med ansvaret for at redde et menneske der led af den sværeste grad af depression? Jeg kan godt more mig over ting, men ikke efter den situation jeg har stået i som pårørende til et deprimeret menneske.
Jeg har fået at vide at jeg ikke er stærk i nogen situation og det kan gøre mig meget bange for om min ven har fået den hjælp han behøvede. Hans psykiater fortalte mig at jeg havde hjulpet et barn til at blive glad, men jeg ved ikke om han er det. Hvis jeg så får at vide at jeg ikke lever og at jeg er en møgunge så gør det smadderhamrende ondt når jeg tænker på den situation jeg har stået i med min ven.
Mine forældre fortæller mig at jeg ikke burde være her mere og det gør smadder ondt når jeg tænker på hvad min deprimerede ven har været igennem. De ved jo ikke at jeg har oplevet det her, men det gør stadigvæk bogstavelig talt ondt at høre! Det havde det måske ikke gjort hvis min ven ikke havde oplevet det her og hvis jeg vidste hvordan jeg kunne redde ham!
Kan I forstå mig? Undskyld hvis jeg lyder ondskabsfuld! Muligvis lyder det her brev for ondt fordi jeg lige har været oppe i en konflikt!
Hilsen den der ikke fortjener at leve
(Pige, 15 år)
Kære Du
Jeg tænker, at du har fået sat ord på alle de ting, der er svære for dig på en rigtigt fin måde. Og jeg tænker slet ikke, at der er noget i dit spørgsmål, der er ondskabsfuldt. Men når jeg læser dit brev, kan jeg sagtens mærke, at der er en masse ting, der er super svære for dig for tiden. Så jeg er super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker.
Det ville være svært for alle
Der sker en hel masse ting i dit liv lige for tiden, som bare er hammersvære. Du er bekymret for din ven. Der er nogle konflikter i din familie, og du føler ikke rigtigt, at du fungerer som en del af den. Samtidigt så føler du også et kæmpe ansvar for at skulle redde og hjælpe de mennesker, der er omkring dig, som også har det rigtigt svært. Men det er vigtigt at sige til mig, at det ikke er dit ansvar at redde din ven, selvom det godt kan føles sådan. Det er et voksenansvar. Så det er de voksne omkring din ven og din søster, der skal passe på dem.
Når jeg læser dit brev, så tænker jeg også, at det ville være alt for hårdt og tungt for alle mennesker, hvis de skulle gå rundt med så mange svære ting, som du kæmper med, helt alene. Vi mennesker er nemlig ikke lavet til at skulle løse vores egne og andres problemer selv og gå med alle de svære følelser og tanker alene. Vi er lavet til at have brug for hjælp og støtte fra folk omkring os, når der er en masse ting omkring os, som er hammersvære. Derfor kan jeg også sagtens forstå, at du virkeligt bare har brug for at snakke med nogen om alle de ting, som du går og kæmper med.
Men hvis jeg skulle hjælpe dig ordentligt med alle de ting, som du fortjener hjælp til, så tror jeg, at mit svar ville ende med at blive til en hel roman. Derfor tænker jeg, at det allerbedste hjælp jeg kan give dig, er nogle forslag til, hvem du kan snakke med, som er tæt på dig. For de har nemlig meget bedre mulighed for at hjælpe dig, fordi de kan snakke frem og tilbage med dig. Og hjælpe dig med at finde ud af, hvordan du kan få løst alle de ting, som er svære for dig trin for trin. Så det er ikke fordi, jeg ikke vil hjælpe dig, at jeg ikke dykker mere ned i dit svar. Det er simpelthen fordi jeg tænker, at der er nogle andre, der vil kunne hjælpe dig meget bedre der, hvor du er.
Kan du snakke med dine forældre?
Du skriver, at du aldrig har fortalt dine forældre, hvordan du har det, fordi de aldrig vil tro på, at du oplever alle de her ting. Når man har det rigtigt svært, så kan man sagtens få den tanke, at ens forældre aldrig vil kunne tro på, hvordan man har det. Men samtidigt så tænker jeg også, at når du ikke har fortalt dine forældre, hvordan du har det. Så har du faktisk heller aldrig givet dem muligheden for at tro på dig. For selvom det måske kunne være lidt rart nogle gange, så er svære følelser og tanker ikke altid noget, som vi kan se på hinanden.
Derfor kan dine forældre heller ikke vide, at du faktisk går rundt og har det super svært for tiden, når du ikke har fortalt dem det. Og måske de for eksempel ikke ville være blevet sure på dig over, at du ikke morer dig over noget for tiden, hvis de havde vidst, hvordan du havde det? Derfor tænker jeg, at det kunne være en rigtigt god idé at prøve at fortælle dine forældre, hvordan du har det. Hvis du har brug for nogle tips til, hvordan du kan tage snakken, så kan du prøve at læse vores artikel om at snakke med sine forældre om de svære ting. Der er nemlig en masse gode råd til, hvordan man kan gøre det, hvis man synes, at det er lidt svært.
Snak med en anden voksen
Jeg ved også godt, at det ikke er alle forældre, der er lige gode til at forstå deres børn. Så hvis det overhovedet ikke dur at snakke med dine forældre er det super vigtigt, at du i stedet får snakket med en anden voksen i nærheden. For så kan den voksne nemlig hjælpe dig med alle de ting, som er svære. Derfor tænker jeg på, om der er en voksen i nærheden af dig, som du ville være tryg ved at snakke med? Det kunne for eksempel være en sød tante eller en rar bedstemor. Men det kan også være en lærer ovre i din skole. Det er nemlig sådan, at selvom ens lærere mest bare underviser en i for eksempel dansk eller matematik, så har de også et ansvar for at hjælpe, hvis man ikke har det godt. Og det vil de fleste lærere faktisk også rigtigt gerne, hvis de ved, at man har brug for hjælp. For de fleste lærere holder af sine elever og bekymrer sig også for dem.
Tag fat i Headspace
Du er også altid velkommen til at tage fat i Headspace, hvis du har brug for nogen at snakke med. Hos Headspace sidder der nemlig en masse søde frivillige rådgivere klar til at snakke med dig. Og hos Headspace er der ikke noget, der er hverken for stort eller for småt at snakke om. De frivillige rådgivere er der nemlig for at lytte til dig og hjælpe dig med lige netop de ting, der er svære og fylder meget for dig. Samtidigt kan du være helt anonym hos Headspace, hvis du helst vil det. Så det kunne måske være rigtigt rart for dig at snakke med nogen i Headspace, så du kan få luft for nogle af alle de tanker og bekymringer, du kæmper med.
Tag fat i Livslinien
Du slutter dit svar af med at skrive hilsen hende, der ikke fortjener at leve. Når jeg læser den sætning, så får jeg ondt i maven på dine vegne. For det må være mega hårdt at gå rundt at føle, at man ikke fortjener at leve. Og jeg vil rigtigt gerne sige til dig, at jeg synes, at du fortjener at leve. Jeg tænker nemlig, at alle, der er på den her jord, har fortjent at være i live. Men det får mig til at tænke på, om du har selvmordstanker? Altså tanker om, at du ikke har lyst til at leve mere? Hvis du har, så er det nemlig hammer-vigtigt, at du får snakket med nogen om det. For man skal ikke gå alene med selvmordstanker.
Du kan altid ringe eller skrive til Livslinien, hvis du har selvmordstanker. Hos Livslinien sidder der nemlig en masse super dygtige rådgivere, som er vant til at snakke med unge, der har selvmordstanker. Så de skal nok tro på, at du har det hammersvært for tiden. Og de skal nok hjælpe dig så godt, som de overhovedet kan. Du kan være helt anonym hos Livslinien, hvis du helst vil det, så dem kan du trygt tage fat i. Og det skal du endelig bare gøre, hvis du har brug for det. Hellere en gang for meget end en gang for lidt.
Til sidst vil jeg lige gøre dig opmærksom på, at der er en, der har skrevet herind med et spørgsmål, som minder rigtigt meget om dit. Og jeg tænker, at det måske kunne være dig, der har skrevet det? Derfor linker jeg dig lige til svaret. Måske er der også noget i det, som du kan bruge.
Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg virkeligt, at du får snakket med nogen om, hvordan du har det. For du skal ikke gå alene med alle de her ting. Det er de alt for svære til.
De bedste hilsner fra en Mindhelper