Hej Mindhelper
jeg har lige læst jeres opslag omkring hjælp til at håndtere sin jalousi i forholdet.
Jeg er generelt et ekstremt jaloux anlagt menneske både over for veninder men også min kæreste.
Min kæreste kender godt til min jalousi vi snakker ofte om det fordi jeg tit bliver pigesur over noget jeg godt selv ved er latterligt. Jeg kan blive jaloux selv ved det mindste, hvis han snapper med en pige, skriver med en pige eller snakker med en pige, selvom jeg godt ved inderst inde at der ikke er noget at være jaloux over. Jeg har prøvet alverdens ting men der er intet der hjælper, når jalousien overtager så overtager den alt. Jeg bliver ekstremt sur, negativ og ked af det, jeg kan ikke styre mine følelser og får en ubehagelig følelse i min krop og kan ikke styre mig selv og mine tanker hvilket er ekstremt ubehageligt. Jeg vil bare hører om i har nogle gode råd til hvordan jeg kommer til bunds i min jalousi og får den bearbejdet.
(Jeg har været i to forhold tidligere men svigt og utroskab med mine veninder, der gør at jeg er ekstra jaloux).
Hilsen mig
(Pige, 17 år)
Kære du
Det lyder som om, jalousi er en følelse, der er kommet til at fylde meget for dig. Og jalousi kan være en virkeligt hård følelse. Så jeg er super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker.
Det er en helt normal følelse
Æv, hvor lyder det bare super hårdt, at du kæmper så meget med jalousi. For det kan virkeligt bare være en hård følelse. Og det er sådan en følelse, der kan buldre af sted indeni en og overtage det hele, når den først har taget fat. Så jeg kan godt forstå, at du synes, at det er super ubehageligt, når jalousien overtager. Men jalousi så en følelse, som vi alle sammen støder på ind imellem. Nogle møder den mere end andre, men det er en helt normal følelse. Og selvom den kan være rigtigt ubehagelig, så er det heldigvis ikke en farlig følelse.
Jalousi er en følelse, der tit popper op, fordi man bliver bange for at miste en person, som man holder rigtigt meget af. Og derfor synes jeg også, det giver rigtigt god mening, at du kæmper meget med jalousi. For du skriver, at du har oplevet utroskab og svigt i dine tidligere forhold. Det er nogle mega svære ting at opleve. Og det gør også, at du faktisk har erfaring med, at folk som du holder af, svigter dig. Så hvor mærkeligt det end lyder, så tænker jeg, at jalousien popper op for at beskytte dig. Den forsøger nemlig at forhindre, at du bliver svigtet af din kæreste igen.
Øv dig i at acceptere følelsen
Du er også helt normalt, når du ikke kan styre dine følelser, når jalousien tager fat i dig. Man kan nemlig ikke styre, hvad man føler, selvom det nogle gange kunne være rigtigt rart, hvis man kunne. Men man kan til gengæld godt øve sig i at styre, hvordan man reagere på de følelser, der popper op inde i en. Og selvom det måske kan lyde som et rigtigt træls råd, så kan det rigtigt tit hjælpe meget på jalousien at øve sig i at acceptere den, når den popper op. For jo mere du kæmper imod jalousien, jo mere opmærksomhed giver du den. Og det er sådan, at de ting man giver opmærksomhed, er de ting, der kommer til at fylde.
Så når du støder på jalousien, kan du prøve at øve dig i at sige til dig selv: “hov, nu kan jeg mærke jalousien igen. Det er super ubehageligt, men den må gerne være her. Det er bare en følelse, og den går over igen.” Det er sikkert super svært rent faktisk at føle, at det er i orden, at følelsen er der i starten. For det er en helt anden måde at reagere på, end du er vant til. Men jo mere du øver dig, jo nemmere bliver det også at give jalousien plads til at være der. Du kan også læse flere gode råd til, hvad man kan gøre, hvis man bliver jaloux i den artikel, jeg har linket til.
Distraher dig selv
Jeg tænker også på, om der mon er noget, som du godt kan lide at lave? Og som plejer at flytte dit fokus lidt fra de ting, som er svære. Det kunne for eksempel være at læse i en god bog, at tegne eller noget helt tredje. Så kan du nemlig også prøve at gøre det, næste gang følelsen af jalousi popper op. For selvom det er godt at øve sig i at give følelsen plads til at være der, så er det også godt nok at give sig selv en pause nogle gange, hvor man lige kan få lov til at trække vejret og tænke på noget andet end jalousien. Det kan også tit få noget af al vreden og tristheden til at lægge sig lidt, så det bliver lidt nemmere at tænke klart. Hvis du har lyst til det, kan du også prøve at læse vores artikel om at bryde tunge tanker og følelser, når de kører i ring. Der er flere gode råd til, hvad man kan gøre, når en tanke eller en følelse har fået godt fat i en.
Bliv ved med at snakke med din kæreste
Det lyder som om, du allerede snakker en del med din kæreste om den her jalousi. Og det er bare så sejt. For det kan være rigtigt svært at sætte ord på din jalousi. Men det er faktisk virkeligt vigtigt at gøre det. For når du snakker med din kæreste om jalousien, så giver du også ham mulighed for at forstå, hvorfor du reagerer, som du gør. Derfor skal du også endelig blive ved med at snakke med din kæreste om det. Det er selvfølgeligt bare vigtigt, at du holder bolden på din egen banehalvdel og fortæller ham om de følelser, du får indeni. Så du ikke kommer til at beskylde ham for at gøre nogle ting, som han måske ikke gør.
Jeg kommer også til at tænke på, om du har prøvet at sætte ord på følelsen af jalousi, når den popper op? Det kunne for eksempel lyde sådan her: “puha, jeg kan mærke, at jalousien begynder at rase i mig lige nu, så jeg har lige brug for at lave noget andet.” På den måde kan du nemlig få mulighed for at trække dig fra den situation, der gør dig jaloux før, at jalousien er begyndt at koge over indeni dig.
Snak med nogle andre om jalousien
Jeg tænker også på, om du mon har snakket med nogle andre om, at du kæmper så meget med jalousi? Det kunne for eksempel være dine forældre eller en rigtigt god veninde. Nogle gange kan det nemlig være rigtigt rart at snakke med nogen om jalousien, der ikke er blandet ind i de situationer, hvor du bliver jaloux. For så er det tit lidt nemmere at være helt åben og ærlig om de følelser, som man får indeni, som man bliver jaloux. Og det kan være rigtigt rart at få sat ord på dem, så man ikke skal gå rundt med dem helt alene. Samtidigt kan den person man snakker med måske også se situationen lidt mere udefra. Det gør, at de nogle gange kan se nogle ting eller komme med nogle råd, som man ikke lige selv havde tænkt på.
Tag fat i Headspace
Nogle gange kan det også være rart at snakke med nogen om jalousien, som man slet ikke kender. Og som kan se situationen helt udefra. Hvis du har det sådan, så kan du altid tage fat i Headspace. Hos Headspace sidder der nemlig altid nogle søde frivillige rådgivere klar til at snakke med dig. Og du kan snakke med dem om alt, hvad der fylder hos dig. De frivillige rådgivere har snakket med mange forskellige unge. Så de er vant til at snakke med unge om ting, der kan være rigtigt svære, og de skal nok gøre sit bedste for at hjælpe dig så godt, som de kan. Du kan være helt anonym i Headspace, hvis du helst vil det, så dem kan du trygt tage fat i.
Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, at du på et tidspunkt finder ud af, hvordan du kan få et pusterum fra jalousien. For det er virkeligt hårdt, når jalousi kommer til at fylde meget.
De bedste hilsner fra en Mindhelper