Hej Mindhelper

Min kæreste spiller flere timer på hans computer. Hver dag skal han spille med hans venner, og i hverdagen er det gerne 5-6 timer, og i weekenderne er det gerne 10-12 timer, det syntes jeg er VIRKELIG mange timer. Han er aldrig sammen med mig, kun når vi skal spise, eller sove, og jeg har virkelig forsøgt at snakke med ham, og sagt at det ikke skal være os hvis han bliver ved med at spille så meget, men han ændre det ikke, selvom han har sagt han ville, og jeg elsker ham for meget til at slå op. Skal jeg bare lære at leve med det?
Vi har været sammen i 8 måneder, og han har i de 8 måneder, spillet lige så meget som nu
Hvad gør jeg?
Hilsen en frustreret pige på 20

Hilsen en frustreret pige på 20

(20 år)


Hej Frustrerede pige på 20

Det kan være frustrerende, når ens kæreste spiller mere end, man synes de skal. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind til os og delt dine tanker. 

Når ens kæreste spiller meget 
Det kan godt være ret svært og frustrerende, når ens kæreste spiller meget. Og man kan både blive både sur over, at han bruger så meget tid på spillet, og samtidig også ked af, at man føler sig nedprioriteret. Og det kan godt føles lidt som om, at ens kæreste ikke rigtig har tid til en, når hele dagen er gået med at spille, og man kun lige har måske en halv time sammen, mens man spiser. Derfor kan jeg også godt forstå, at du synes det er frustrerende og har svært ved at finde ud af, hvad du skal gøre. 

Skal du bare lære at leve med det? 
Du spørger om du bare skal lære at leve med det. Og det spørgsmål er det egentlig kun dig, som kan svare på. Du er nemlig den eneste som ved, hvad der er det rigtige for dig. Derfor vil jeg også råde dig til at mærke efter, hvad der føles mest rigtig. For selvom du virkelig ønsker, at det skal ændre sig, kan du ikke styre, hvor meget din kæreste spiller. Så måske han kommer til at spille mindre og måske han bliver ved med at spille ligeså meget som nu.
 
Det kan være en god ide at lave en liste, hvor du skriver, hvad der taler for at leve med det, og hvad der taler imod. Tit kan det nemlig hjælpe ens mavefornemmelse lidt på vej. Og uanset, hvad du kommer frem til, så skal du vide, at det er helt okay. Det vigtigste er nemlig, at du gør det, som er rigtigt for dig. 

Kan du snakke med ham igen? 
Jeg vil lige rose dig – det er mega godt, at du har forsøgt at snakke med ham. Men øv, at der ikke rigtig er kommet noget ud af det. Du skriver også, at du har sagt til ham, at det ikke skal være jer, hvis han bliver ved med at spille så meget. Jeg kan godt forstå, at du bliver helt vildt frustreret, og virkelig gerne vil have, at han skal forstå, hvor meget det fylder for dig. Men når man siger sådan nogle ting, kan det godt komme til at føles lidt som et angreb for den anden. Og når man måske føler sig angrebet, så lytter man ikke rigtig efter mere.

Derfor tænker jeg også, om du måske kunne prøve, at snakke med ham igen? 
Og et godt tip for at undgå at den anden føler sig angrebet er, at forsøge at holde bolden på egen banehalvdel, og tale ud fra, hvordan man selv har det. Nogle gode formuleringer at bruge kan fx være “Jeg føler at..” “Jeg bliver ked af det når…” og undgå at sætte mærkater på den anden ved fx at sige “du gør altid/aldrig…” 

Når jeg læser dit brev synes jeg også, at det lyder til, at du godt kunne tænke dig at have mere tid eller lave flere ting sammen med din kæreste. Er det rigtigt mon rigtigt forstået? Hvis det er, så prøv at sige det til ham. Så det ikke bare handler om, at det han gør er forkert. 

Hvis han gerne vil ændre det 
Du skriver, at din kæreste gerne vil spille mindre. Men når det med at spille er blevet en vane, kan det være ret svært at ændre det. Så hvis han har lyst, kan han kigge på vores artikel Stjæler gaming dit liv? Få hjælp til at bryde vanen. I den står der nemlig nogle gode råd til, hvordan man kan skære ned på timerne foran skærmen. 

Snak med nogen om det 
Frustrationer og svære følelser kan godt komme til at ligge og ulme og boble inde i en. Derfor er det også en rigtig god ide at tale med nogen om det. Og få luft for ens tanker og følelser. For de fleste oplever at alt det svære fylder lidt mindre, når man deler det med andre. Så måske du har en god veninde, en forældre eller en helt tredje, som du kan snakke med om det? 

Headspace 
Hvis du gerne vil snakke med nogen helt andre, kan du også tage fat i Headspace. Hos Headspace sidder der nemlig en masse søde og rare frivillige klar til at hjælpe og lytte. Der er intet som er for stort eller småt til Headspace, og de frivillige sørger altid for, at det foregår på en måde, som er rar for dig. Det er helt gratis, og du kan også sagtens være anonym. Der er Headspacecentre i de fleste større byer, og ellers kan du også fange dem på chat. 

Det kan være hammerfrustrerende, når ens kæreste spiller rigtig meget. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Og at du får mærket efter, om du kan leve med det eller ej.

De bedste hilsner fra en Mindhelper