Hej Mindhelper
Hvordan bliver man tryg igen efter en ulykke/operationer? Jeg er ked af alle de ar jeg har fået og er bange for at komme til skade igen og vil derfor helst ikke være med i idræt. Jeg er også bange for ikke at kunne få en kæreste fordi jeg har så mange ar.
(Pige, 15 år)
Kære pige på 15 år
Det kan tage tid at blive tryg igen efter en ulykke. Det er ikke unormalt, at det påvirker nogle ting i din hverdag. Derfor er det også rigtig godt, at du spørger om råd, når du mærker, at det bliver svært.
Som jeg ser det, er der to ting, dit brev handler om. Det første handler om at være bange for at komme til skade igen. Det andet handler om, hvordan du har det med de ar, du har fået. Lad os tage den første ting først.
Kom op på hesten igen
Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvad der er sket med dig. Så jeg svarer ud fra, hvad der ville være godt at gøre – sådan helt generelt. Og det råd, jeg vil give dig, er at komme op på hesten igen. Turde være med til idræt i den grad, som det passer dig. For jo flere gange man gør det, man er bange for – og opdager at det går fint – jo nemmere og mere trygt bliver det alle de efterfølgende gange også.
Tænk over, hvad sandsynligheden er
Et andet råd er, at du kan prøve at tænke over, hvor sandsynligt det er, at det sker igen. Sådan at du sætter dig ned og tænker det igennem – sådan helt realistisk. Du kan tænke på, hvor mange gange du er kommet til skade sat overfor alle de gange, du ikke er. Hvor tit er det så, at du er kommet til skade? Det kan være med til, at du kan se situationen udefra. Hvis det er svært at gøre alene, kan du måske prøve at få din mor eller far til at hjælpe dig. Det er i hvert fald altid en god idé. To hjerner tænker nemlig bedre end en.
Slut fred med dine ar
Den anden ting, du nævner i dit brev, er, at du er ked af dine ar, og at du er bange for ikke at kunne få en kæreste. Jeg kan godt følge dig i, at ar på kroppen kan påvirke, hvordan man ser sig selv. Men tro på mig, når jeg fortæller dig, at der vil være mennesker, der er hammerligeglade med dine ar. For dem er det din person, og det I har sammen, der vil betyde mest. Ikke dine ar på kroppen.
Derfor kan det selvfølgelig stadig være svært at slutte helt fred med, hvordan man er kommet til at se ud. Af samme grund synes jeg, at du skal tage et kig på vores artikel om at slutte fred med sin krop. I artiklen kommer vi med nogle tips, der måske kan gøre det en lille smule nemmere.
Snak med nogen omkring dig
Her til sidst vil jeg lige komme med et af mine bedste råd til dig. Og det er: Snak med nogen. Dine forældre, veninder, nogen på din skole. Eller måske tænker du lige nu på nogle helt andre, du kan snakke med. Det vigtigste er ikke, hvem du snakker med, men at du snakker med nogen.
Fortæl dem, at du ikke har lyst til at være med i idræt. Men også hvordan du har det med dine ar. Det er vigtigt, at du ikke går med de tanker for dig selv. De kan nemlig hurtigt blive meget store, når man bokser med dem selv. Så få luftet lidt ud i tankerne og snak med nogen.
Ring til SexlinienEt lille bonusråd er, at du kan ringe til Sexlinien og snakke med dem om dine bekymringer om dine ar. De er vant til at snakke om kroppen med unge mennesker som dig. De er rigtig dygtige. Og hvis det er rarest for dig, kan du være helt anonym.
Jeg håber, at mit svar har givet dig idéer til, hvad du kan gøre. Jeg håber, du bliver mere tryg. Men husk: Giv det tid og vær modig og kom op på hesten igen.
De bedste hilsner fra Mindhelper