Hej.
Jeg er en pige på 19 år, og jeg tror måske jeg har brug for hjælp…
Jeg har så længe jeg kan huske tænkt rigtigt meget over, hvad andre tænker om mig, og jeg har altid haft meget svært ved at se mig selv udefra og dermed gennem andres øjne. Det har altid påvirket mig meget, også da jeg var mindre, og det er først de sidste par år jeg er blevet opmærksom på og bevidst omkring det. Jeg tror i bund i grund jeg har rigtigt dårligt selvværd, men jeg aner faktisk ikke hvad det bunder i.
Jeg har aldrig haft det “svært” og jeg har altid haft omsorgsfulde forældre som jeg ser meget op til, og jeg er faktisk mere eller mindre enig i den måde de har opdraget mig på. Det der for mig ikke giver nogen mening er, at min usikkerhed kun blusser op i nogle bestemte situationer, og disse situationer er især når det handler om at andre fx kigger skævt på mig, hvis jeg får en følelse af at jeg er irriterende for andre mennesker, eller hvis jeg føler jeg er “i vejen”.
Jeg har altid været en piget pige udenpå og en dreng indeni. Jeg har altid hængt ud med drengene, og det er nok også det der har gjort, at jeg har utroligt meget selvironi og nok egentligt også en del selvTILLID. I nattelivet men også bare generelt har jeg intet problem med at gøre mig selv til grin, og jeg ser egentligt heller ikke mig selv som værende genert – så længe det handler om useriøse og “sjove ting”.
Så snart det er mere “alvorlige” ting, som handler om mig som person – fx “kan mine svigerforældre lide mig?” eller “synes andre mennesker egentligt at jeg er dum og træls at høre på? så er jeg meget nærtagende, og jeg er meget hurtig til at overanalysere situationer, hvor jeg egentligt inderst inde godt ved, at der jo ikke er noget galt.
Det er noget der er begyndt at fylde meget i min hverdag. Det gør mig ikke nødvendigvis ked af det eller deprimeret. Jeg tror bare jeg er blevet meget bevidst om det, og jeg bliver rigtigt frustreret over at jeg skal have det sådan, for jeg vil jo bare gerne være hende der hviler i sig selv i alle situationer. Jeg har ikke snakket med andre end min kæreste om det, og så snart jeg skal snakke om det bliver jeg MEGET ked af det med det samme og kan nærmest ikke få ordene frem. Min kæreste er meget sød og forstående, men samtidig har han meget svært ved at sætte sig helt ind i det, og det lægger han heller ikke skjul på. Han siger alt i den bedste mening men siger alligevel ting som “jamen du skal jo bare sige til dig selv at du er god nok”. Men så let er det bare ikke, og det tror jeg han har svært ved at forstå.
Jeg ved egentligt ikke om jeg har et reelt spørgsmål til jer, men jeg vil bare gerne høre jeres mening. Bør jeg søge hjælp eller er det normalt at have det sådan? Eller er jeg bare en sensitiv person? På en måde er jeg nok også lidt bange for, at jeg puster det op til noget det slet ikke er.
(Pige, 19 år)
Kære pige på 19 år
Først vil jeg lige sige, at det er rigtig godt, at du skriver herind. Også selvom du skriver, at du ikke helt ved, om du har et reelt spørgsmål. Det er altid en god idé at komme ud med det, der fylder. Nogle gange er det nok bare lige at få delt sine tanker og få nogle andre til at kaste noget tilbage til én.
Jeg synes, at du virker rigtig reflekteret, og det er meget tydeligt, at du har brugt tid på at tænke din situation igennem, og hvorfor du har det, som du har det. Det kan være ret godt, da man netop kan lære sig selv bedre at kende på den måde.
Det er godt at dele ting med andre
Det er rigtig godt, at du deler dine tanker med din kæreste og snakker med ham om det. Og selvom han siger, at du bare skal sige, at du er god nok til dig selv – og at det bestemt er lettere sagt end gjort – så tænker jeg også, at han har fat i noget.
Jeg tænker, at det er vigtigt, at du bliver ved med at dele det med ham, så han også ved, hvad der sker inde i dig. Du kan også overveje, om der er andre, du har lyst til at dele det med. Fx dine forældre, en søster eller en ven?
Du kan læse flere fordele ved at tale om tingene i vores artikel Del dine problemer med andre – 7 gode grunde.
Man kan fjerne fokus fra tankerne
Du skriver, at din opmærksomhed på din usikkerhed ikke gør dig ked af det. Jeg kommer til at tænke på, om det på den anden side gavner dig at have fokus på det? Hvis ikke, kan du måske øve dig i at lægge mærke til, når de tanker kommer og så træne din opmærksomhed, så fokus bliver fjernet fra tankerne. På den måde lader du tankerne fylde mindre, og de vil automatisk miste lidt af deres styrke. Det har vi skrevet meget mere om i vores guide til at udfordre negative tanker.
Mange har et stort kritisk selv
Som du selv skriver, ser du ikke rigtig nogle bagvedliggende grunde til, at du bliver usikker på dig selv i bestemte situationer. Gennem dit brev slår du mig som værende et ordentligt og også vellidt menneske med et stort kritisk selv. Er det rigtigt fornemmet? Vi er mange, der går rundt med et kritisk selv. Vi mennesker er generelt vores egen største kritiker, og den kritiker er ofte ret ubarmhjertig. Derfor synes jeg også, at det giver god mening, at du bliver så berørt, når du snakker med din kæreste. Det kan især gøre ondt at høre, hvordan man kan snakke til sig selv. Er det også det, der kan gøre dig ked af det?
Jeg kender selv mange unge, der har et stort kritisk selv, uden de nødvendigvis har oplevet noget ubehageligt i deres fortid. Og jeg tror også, at der er flere, end man lige tror, der går rundt og er meget velfungerende, men som heller ikke altid har fornemmelsen af at hvile i sig selv. Men dem kan man jo godt lide alligevel, ikke?
Det bunder i overlevelse
Overlevelse? Hvordan det – tænker du måske?
Selvom det ikke er særlig rart at blive usikker på sig selv, når det handler om, at nogle andre skal kunne lide os, tænker jeg dog, at det giver god mening. Hvis man kigger på mennesket gennem tiden, er vi nogle virkelige sociale væsner. Det er sådan, vi har sikret vores overlevelse – at være med i flokken. Så det, at du har tanker om, at du fx ikke vil være i vejen for andre, er blot naturens måde at sikre sig, at du kan justere din adfærd, så du bliver i gruppen. Giver det lidt mere mening for dig nu, hvorfor at din usikkerhed kan blusse op, når det handler om at være vellidt i sociale sammenhænge?
Bliv ved med at snakke og dele ting
Jeg tænker, at det du oplever er meget almindeligt for unge mennesker, og jeg opfatter dig ikke som værende sensitiv, men mere en person, der tænker sin situation godt igennem. Du nævner, at du tror, at du har rigtig dårligt selvværd. Måske ville det derfor give mening for dig at kigge på vores artikel om råd til at få bedre selvværd.
Du spørger til, om du bør søge hjælp, og det tænker jeg ikke er nødvendigt ud fra det du har skrevet i dit brev. Men det er vigtigt at blive ved med at snakke med din kæreste og eventuelt andre om det.
Jeg håber, at min besvarelse har åbnet din situation lidt mere op for dig og har gjort nogle ting mere klart.
De bedste hilsner fra Mindhelper
