Hej Mindhelper

Jeg kan ikke mere. Alt er for meget. Alle vil få det så meget bedre når jeg ikke er her mere. Så behøver de ikke at lade som om de holder af mig. Jeg er bare til besvær. En alle prøver at undgå. En ingen kan li. En taber der ikke har nogen venner. Alle fucking hader mig!
Den eneste jeg følte kunne li mig var min bedstefar, men han døde. Jeg savner ham så meget.
Jeg har prøvet at komme op i himlen til ham, 2 gange. Det virkede bare ikke.

Jeg ved ikke helt hvad jeg forventer af det her, men det var rart at få nogle tanker ud af hovedet.

(Pige, 15 år)


Kære du

Du har det drønsvært lige nu. Så hvor er jeg bare glad for, at du har skrevet herind for at få nogen af alle de tanker ud af hovedet. Det er nemlig så vigtigt, at du ikke går alene med alle de svære ting.

Du har det svært

Du skriver, at alle ville få det meget bedre, hvis du ikke var her mere. Det er helt normalt, at man kan få det sådan, når man har det drønsvært. Når man har det rigtigt svært, farver det nemlig tit ens tanker og følelser. Og så kan man nemt komme til at føle, at verden ville være meget bedre, hvis man ikke var her. Måske fordi man føler, at man bare er i vejen for, at folk omkring en kan leve deres liv og være glade. Men det behøver ikke være sådan virkeligheden er. Ens tanker er nemlig sjældent virkeligheden. De bliver farvet af alle mulige ting. Og lige nu tænker jeg, at dine tanker er farvet af, at du har det drønsvært. For jeg er næsten sikker på, at der er nogen, der ville blive sindssygt kede af det, hvis du lige pludseligt ikke var der. Det er bare ikke altid, man selv kan se det, når man har det svært.

Savn er helt normalt

Jeg er virkeligt ked af det høre, at din bedstefar døde. For han betød rigtigt meget for dig. Og det lyder som om, at I to havde et rigtigt godt forhold til hinanden. Derfor kan jeg også godt forstå, at du savner din bedstefar helt vildt. Det er nemlig helt naturligt, at man savner nogen, der ikke er her mere, som man har været rigtigt glad for. Jeg kommer til at tænke på, om du mon har snakket med nogen om, at du savner din bedstefar helt vildt? Sorg er nemlig en vildt tung følelse at gå rundt med selv. Så det er super vigtigt at få snakket med nogen om det. Selvom det ikke kan bringe din bedstefar tilbage, så hjælper det nelig tit lidt, at man ikke går alene rundt med sit savn. Så jeg synes, du skal prøve at tænke over, om der er nogen, du vil være tryg ved at snakke med om det?

Snak med nogen

Du skriver, at det var rart bare at få sat ord på nogen af dine tanker. Det kan jeg godt forstå, for det er nogle ret svære tanker, du går rundt med. Og det lyder også som om, du går ret meget alene rundt med dem? Når man har gået rundt alene med så svære tanker, er det virkeligt tit rart bare at få dem ud af hovedet. Og det kan faktisk lette lidt og hjælpe en smule. Derfor er mit allervigtigste råd til dig også, at du skal have fortalt nogen om alle de her tanker. For det er alt for tungt for dig i længden at gå alene rundt med dem.

Hvis du har et godt forhold til dine forældre, ville det være en super god idé at tage fat i dem. De fleste forældre vil nemlig rigtigt gerne vide det, hvis man har det svært. For selvom det måske ikke føles sådan altid, så holder de fleste forældre af deres børn og vil rigtigt gerne hjælpe dem, når der er noget, der er svært. Men hvis du ikke kan snakke med dine forældre, kan du også taget fat i en anden voksen i nærheden af dig. Det kunne for eksempel være en lærer på din skole. De fleste lærere vil nemlig også rigtigt gerne hjælpe deres elever, hvis der er noget andet end det faglige, der er svært.

Tag fat i Headspace

Hvis du slet ikke kan komme i tanke om nogen i nærheden af dig, som du er tryg ved at tage fat i, kan du altid tage fat i Headspace. Headspace er et anonymt rådgivningstilbud til unge. I Headspace sidder der en hel masse søde og dygtige frivillige klar til at snakke med dig. De frivillige i Headspace er vant til at snakke med unge, der har det svært. Så dem kan du trygt tage fat i.

Du kan altid snakke med Livslinien

Når jeg læser dit brev, bliver jeg lidt i tvivl om, om nogen af de ting, du skriver, er et udtryk for, at du har selvmordstanker. Hvis det er, skal du vide, at det er helt normalt, at man kan få selvmordstanker, når man har det mega svært. Og du er langt fra den eneste, der kæmper med selvmordstanker. For når man har haft det svært længe, kan det føles om om, man bare ikke kan mere nu. Og så kan døden komme til at føles som den eneste udvej. Men det er den ikke. Du kan godt få det bedre igen. Og selvom jeg godt ved, det er drønhårdt at kæmpe videre, så kan du godt klare det. For vi er faktisk tit sejere, end vi selv tror.

Det er bare vigtigt, at du ikke går alene med det, hvis du har selvmordstanker. Hvis du ikke lige kan komme i tanke om nogen i nærheden af dig, du kan fotælle det til, kan du altid tage fat i Livslinien. Hos Livslinien kommer du til at snakke med nogle super dygtige frivillige, der er vant til at snakke med unge, der bare ikke har lyst til at være her mere. Du kan være helt anonym hos Livslinien, så der er ingen derinde, der behøver at vide, hvem du er. Og du skal endelig bare tage fat i dem, hvis du har brug for det. Hellere en gang for meget end en gang for lidt.

Psykiatrisk skadestue er der også

Du skriver, at du har forsøgt at komme op i himlen til din bedstefar to gange. Men at det ikke har virket. Når jeg læser det, bliver jeg lidt bekymret for dig. For jeg tænker, at det lyder som om, at du faktisk har forsøgt at tage dit eget liv. Derfor vil jeg også rigtigt gerne gøre dig opmærksom på psykiatrisk skadestue. Dem skal du tage fat i, hvis det hele bare brænder på, og du får lyst til at gøre skade på dig selv. Hellere en gang for meget end en gang for lidt. Jeg ved ikke, hvor du er henne i landet, så jeg har lavet en liste over alle psykiatriske skadestuer i landet, som du kan se nedenunder:

  • Region Syddanmark
    Psykiatrisk skadestues hjemmeside
    Telefonnumre:
    Esbjerg: 9944 6700
    Odense: 9944 9140 og 99 44 91 41
  • Region Midtjylland
    Psykiatrisk skadestues hjemmeside
    Telefonnummer:
    7847 0470
  • Region Nordjylland
    Psykiatrisk skadestues hjemmeside
    Telefonnummer:
    Aalborg: 9764 3700
  • Region Sjælland
    Psykiatrisk skadestues hjemmeside
    Telefonnumre:
    Roskilde: Ring 1818 og tast 3
    Slagelse: Ring 1818 og tast 3
    Vordingborg: Ring 1818 og tast 3
  • Region Hovedstaden
    Psykiatrisk skadestues hjemmeside
    Telefonnumre:
    Glostrup: 3864 0671
    Amager: 3864 1650
    Ballerup: 3864 5003
    København: 3864 7360
    Nordsjælland: 3864 3200
    Bornholm: 3864​ 4050

Jeg er så glad for, at du skrev herind, selvom du ikke helt vidste, hvad du forventede. For det lyder som om, du virkeligt har haft brug for at komme ud med de her tanker. Men jeg håber også, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig lidt. Ligesom jeg virkeligt håber, at du får fortalt nogen om, at du går rundt og slås med de her tanker. For det lyder som om, du har kæmpet med de her tanker længe nok selv. Nu har du fortjent at få noget hjælp og støtte fra folk omkring dig, så du kan få det godt igen.

De varmeste hilsner fra en Mindhelper