Jeg har så mange tanker i mit hoved lige nu

Der går så mange tanker igennem mit hoved lige nu, nu hvor jeg skal prøve at beskrive hvordan jeg har det, så jeg ved ikke rigtig hvor jeg skal starte.

Siden jeg har været ret ung (er 28 år i dag) har jeg været meget utilfreds med mig selv som person og mit liv, og jeg har mange usikkerheder. Dengang var jeg bevidst om, at jeg var usikker om mange ting, men jeg gjorde hvad jeg kunne, for at ikke konfrontere dem. Jeg var dog måske ikke så bevidst om, hvor usundt det var. Et eksempel er, at jeg altid har været genert og følsom, hvorfor jeg ofte undgik andre mennesker, som så har resulteret i, at jeg i dag har social angst og underudviklede sociale kompetencer.

For omkring et år siden, efter at have læst en selvhjælpsbog, gik det op for mig, at jeg var deprimeret, og jeg blev meget mere bevidst om, at det var alle disse usikkerheder, der gjorde, at jeg var så utilfreds med mit liv. Jeg havde lavt selvværd, og jeg havde få mennesker i mit liv, som jeg følte at kunne relatere til på et dybt og følelsesmæssigt plan, og jeg følte mig stagneret. Jeg havde ingen målsætninger, og jeg brugte det meste af min tid alene og uproduktivt. Jeg havde ikke selvdisciplin, motivation eller vilje til at lave ret meget.
Omkring dette tidspunkt, og på grund af denne ”åbenbaring”, endte jeg også i en identitetskrise. Jeg vidste ikke hvem jeg var, og jeg har stadig svært ved at besvare det spørgsmål.

Nogle af disse ting er forbedret, men jeg føler at jeg stadig har lang vej endnu, og nogle gange føles det altså umuligt. Jeg har brugt meget tid det seneste år på at tænke over, hvordan jeg har det, hvad jeg gør, og hvorfor jeg gør det, som jeg gør. Jeg har skrevet mange af mine tanker ned, og jeg har nu skrevet så meget, at det er overvældende at bare læse det igennem. Mange af spørgsmålene jeg har stillet til mig selv, har jeg også svært ved at besvare. Jeg ved ikke hvad jeg skal starte med at forbedre, og jeg har svært ved at overskue hvordan jeg skal komme videre. Jeg er bange for, at jeg aldrig vil få styr på mig selv, og at mit liv kun vil blive værre. Jeg tænker også nogle gange, at jeg nok aldrig vil blive helt normal, at jeg er permanent skadet i sindet. Jeg håber det er okay, at jeg lige skriver lidt mere i et andet brev, som jeg sender lige efter dette, da der ikke er plads til mere tegn i dette brev.

*Dette brev hænger sammen med brevet, der blev sendt lige før* Jeg tror nok at mit største problem er socialt. En ting er, at fordi jeg har så mange usikkerheder, har jeg igennem årene fuldstændig lukket af for mine følelser. Det er måske en af grundene til, at jeg har svært ved at lære andre mennesker at kende på et dybere plan. Det stresser mig at snakke med nye mennesker, fordi jeg føler at det altid er overfladisk snak, selvom vi snakker i længere tid. Jeg føler også, at mere bevidst jeg er blevet om det, værre bliver det. Jeg føler at jeg glider længere væk fra mennesker i mit liv, som jeg før har følt mig tæt på. Nogle gange har jeg svært ved at holde en samtale med mennesker, jeg før i tiden kunne snakke med i timevis. Det er lidt svært at forklare, men det føles lidt som om, at jeg ikke har den samme personlighed i diverse sociale situationer. Jeg har nogle gange svært ved at overskue, hvilke baner jeg bør tænke i, i forskellige kontekster. Det føles altså lidt som at jeg nogle gange ikke har den samme kontakt med virkeligheden, som de fleste andre mennesker. Netop derfor har jeg også tænkt over her på det sidste, om jeg kan have en psykisk lidelse, som for eksempel neurose eller en form for personlighedsforstyrrelse.

Jeg føler mig virkelig fortabt i livet, og jeg er nervøs, ked af det og fyldt med angst så godt som hver dag. Jeg vil bare så gerne være glad, i kontrol af mine følelser, og leve et godt og meningsfuldt liv med dybe relationer til andre mennesker.
Jeg kunne skrive så meget mere, som måske ville give et mere klart billede af mig, men jeg håber at I kan give mig nogle råd ud fra dette korte opslag.