Hej

Det her spørsmål er måske svært og svar på, men jeg har mange selvmord tanker, og jeg hved ikke hvad jeg skal gøre, hvordan for man det sagt til nogen ,men det skal lige siges, jeg ville på ingen mode sige, det først til mine forælder, de vil blive skuffet.

Hvad synes du jeg skal gøre?

(14 år)


Kære Du

Det er rigtig hårdt, at kæmpe med selvmordstanker. Derfor er jeg også meget glad for, at du har skrevet herind, og fortalt om det. For det er ikke noget, du skal gå med alene.

Selvmordstanker
Der kan være forskellige grunde til, at man får selvmordstanker. Men tit er det fordi, at der er noget i ens liv, som er svært. Det kan f.eks. være, at man har det svært i skolen. Eller måske er der noget derhjemme, som ikke fungerer. Det kan også være, at man føler sig ensom og trist, eller noget helt fjerde. 

Grunden til, at selvmordstankerne dukker op er tit, at det er svært at se en løsning på det, som man kæmper med. Og så kan selvmord komme til at virke som en vej ud. Ikke fordi man egentlig har lyst til at dø. Men fordi man gerne vil væk fra det, som er svært. Giver det mening?

Mange unge går igennem svære perioder. Og en del unge prøver også at få selvmordstanker på et tidspunkt. Så du er langt fra alene. Men heldigvis kan man få det godt igen. Nogle gange har man måske bare brug for en hjælpende hånd.

Tal om det
Du spørger også, hvordan du får sagt til nogen, at du har selvmordstanker. Det er simpelthen så godt, at du gerne vil fortælle en om tankerne. For det er det bedste, man kan gøre, når man har selvmordstanker. Så stort skulderklap herfra.

Du skriver også, at du ikke ville sige det til dine forældre først. Det er helt normalt, at det kan være svært, at fortælle om selvmordstanker. Og når det handler om ens forældre, kan man godt være bange for, hvordan de vil reagere. Bliver de skuffede? Bekymrede? Eller måske kede af det, når de finder ud af det?

Men det er vigtigt at sige, at det er helt okay, at gøre ens forældre kede af det eller bekymrede. Forældre er der nemlig for at hjælpe en. Derfor vil de fleste forældre også gerne vide, hvis deres børn går og har det svært – også selvom de måske bliver kede af det til at starte med. Ens forældre er også tit de voksne, som er tættest på en. Derfor er de som regel også gode til at støtte og hjælpe. Så måske kan du alligevel prøve at tale med dine forældre?

Du kan læse råd til at snakke med forældre i Guide til at tale med dine forældre om svære ting. Du kan også vise dem det brev du har sendt herind og få snakken i gang på den måde. Det er nogle gange lettere, end at sige det højt.

Fortæl det til en anden
Hvis det slet ikke dur at tale med dine forældre, kan du også fortælle det til en anden voksen. Det vigtigste er nemlig ikke, hvem du taler med, men at du ikke går med tankerne alene. Så måske har du en lærer, en vens mor, eller en helt tredje, som du er tryg ved?

Det kan også være, at den voksne så kan hjælpe dig med, at sige det videre til dine forældre. Du kan læse mere om at få hjælp på sin skole i Guiden: Sådan får du hjælp på din skole.

Børnetelefonen
Det kan også være rart, at tale med nogen, som slet ikke kender en. Derfor vil jeg også tippe dig om Børnetelefonen. Børnetelefonen er for både børn og unge. Der arbejder nogle super søde rådgivere, som sidder klar til at hjælpe og lytte. De er vant til at tale med unge, som kæmper med svære ting. Derfor er de også gode at tale med, når man har selvmordstanker. Du kan både ringe og skrive til dem.

Livslinien
Et andet godt sted, som du både kan ringe og skrive til, er Livslinien. Hos Livslinien taler de hver dag med mennesker, som har selvmordstanker. De ved, at det kan være svært at tale om. Derfor gør de også deres bedste for, at der er en god oplevelse at snakke med dem. Og det er altid bedre at ringe eller skrive en gang for meget, end en gang for lidt.

Tag til lægen
Det er også en god ide at tage op til lægen, når man har mange selvmordstanker. Lægen ved nemlig en masse om, hvordan mennesker fungere, både udenpå og indnei. Derfor kan lægen også hjælpe, når man kæmper med svære tanker. Lægen kan nemlig finde ud af, om der er noget hjælp, som kunne være godt at få.

Du kan f.eks. spørge den voksne du taler med, om de vil tage med derop. Det kan nogle gange gøre det lettere, at have en med på sidelinjen.

Selvmordstanker er ikke noget, man skal klare sig igennem alene. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, du kan bruge. Jeg sender en masse gode tanker din vej.

De bedste hilsner fra en Mindhelper