Hej Mindhelper

Jeg græder og jeg vil gerne begå selvmord …

Kh mig

(14 år)


Kære Du

Det lyder til, at det er rigtig svært at være dig lige nu. Derfor er jeg virkelig glad for, at du har skrevet herind til os. For der er heldigvis hjælp at få, og du skal bestemt ikke gå med det alene. 

Selvmordstanker

Du skriver, at du græder og gerne vil begå selvmord. Det lyder rigtig hårdt. For det er mega svært, når tunge tanker fylder meget. Og du skal vide, at selvmordstanker ikke er så unormalt, som man måske skulle tro. For når man har det rigtig hårdt, kan det godt føles som om, at det hele er mega svært og uoverskueligt. Og så kan selvmordstankerne godt dukke op som en vej ud. Men selvmord er ikke løsningen, for man kan godt få det bedre igen. 

Der er rigtig mange før dig, som har kæmpet med selvmordstanker, og som har fået det godt igen. En af dem er Clara. Clara kæmpede i mange år med selvmordstanker, men i dag har hun det godt og er blevet helt fri af selvmordstankerne. Du kan læse Claras historie her. Claras allerbedste råd til andre, som også kæmper med selvmordstanker er at snakke med nogen om det. Og det første skridt på vejen mod at få det bedre er at række ud. Og det har du allerede gjort ved at skrive herind til os – kæmpe sejt! 

Fortæl det til nogen 

Derfor er mit allerbedste råd til dig også at tage det næste skridt og snakke med nogen om, hvordan du har det. For det er alt for hårdt at gå med alle de svære tanker og følelser helt alene. Og ofte bliver alt det svære lidt lettere, når man deler det med en voksen. Det kan også være, at den voksne kan hjælpe dig med at få noget hjælp, så du ikke skal blive ved med at have det så svært. 

Dine forældre er måske nogle af de voksne, som er tættest på dig. Derfor vil jeg også virkelig råde dig til at fortælle dine forældre om, hvordan du har det. For de fleste forældre vil rigtig gerne have, at deres børn har det godt. Derfor vil de også næsten altid gerne lytte og hjælpe, når man fortæller dem, at man er ked af det og kæmper med selvmordstanker. 

Hvis du synes, at det er lidt svært at få det fortalt, kan du tage et kig i vores guide til at snakke med forældre om svære ting. I den står der nemlig en masse gode råd til, hvordan man får åbnet op for snakken. 

Hvis det slet ikke dur at snakke med dine forældre, kan du også snakke med en anden voksen. Det kan fx være en lærer, en vens mor eller en helt tredje, som du er tryg ved. Så længe, at du bare får fortalt en voksen om, hvordan du har det, er det nemlig ikke så vigtigt præcis, hvem du snakker med. Det vigtige er bare, at du ikke går med det selv. 

Læge 

Når man har det rigtig svært, er det en god ide at tage et smut til lægen og få en snak om, hvordan man har det. For læger ved rigtig meget om, hvordan kroppen fungerer både udenpå og indeni. Derfor er lægen også god at snakke med, når man føler sig ked af det og kæmper med selvmordstanker. Lægen kan også hjælpe dig med at finde ud af, hvad det er den bedste hjælp for dig. Du kan godt selv bestille en tid til lægen, og ellers tænker jeg også, at du kan snakke med dine forældre om at komme til lægen. For så kan det være, at de kan hjælpe dig med at få en tid eller tage med dig, hvis du synes, at det kunne være rart. 

Livslinien 

Nogle af dem, som er rigtig gode at snakke med, når man kæmper med selvmordstanker er rådgiverne hos Livslinien. De ved nemlig en hel masse om, hvordan det er at have det svært og kæmpe med selvmordstanker. Og de snakker hver dag med mennesker, som går og bøvler med selvmordstanker. Derfor ved de også godt, at det måske kan være lidt svært at snakke om. Men de gør altid deres allerbedste for, at det foregår på en måde, som er rar for dig. Og de vil altid gerne lytte hos Livslinien. Så du kan både tage fat i dem, når selvmordstankerne popper op, eller hvis du bare gerne vil snakke med nogen om, hvordan du har det. Det koster ikke noget at kontakte livslinien, og du kan også sagtens være anonym. Så dem kan du trygt tage fat i. 

Psykiatrisk skadestue 

Hvis du kan mærke at selvmordstankerne bliver for meget for dig, eller du får lyst til at handle på tankerne, så må du altid gerne kontakte psykiatrisk skadestue. Der er psykiatriske skadestuer i hele landet. Derfor har jeg lavet en liste herunder, hvor du kan se numrene og hjemmesiderne på alle skadestuerne og finde den der passer til region. Og husk at du altid gerne må ringe til dem. Hellere en gang for meget end en gang for lidt. 

  • Region Syddanmark
    Psykiatrisk skadestues hjemmeside
    Telefonnumre:
    Esbjerg: 9944 6700
    Odense: 9944 9140 og 99 44 91 41
  • Region Midtjylland
    Psykiatrisk skadestues hjemmeside
    Telefonnummer:
    7847 0470
  • Region Nordjylland
    Psykiatrisk skadestues hjemmeside
    Telefonnummer:
    Aalborg: 9764 3700
  • Region Sjælland
    Psykiatrisk skadestues hjemmeside
    Telefonnumre:
    Roskilde: Ring 1818 og tast 3
    Slagelse: Ring 1818 og tast 3
    Vordingborg: Ring 1818 og tast 3
  • Region Hovedstaden
    Psykiatrisk skadestues hjemmeside
    Telefonnumre:
    Glostrup: 3864 0671
    Amager: 3864 1650
    Ballerup: 3864 5003
    København: 3864 7360
    Nordsjælland: 3864 3200
    Bornholm: 3864​ 4050

Det er rigtig hårdt, når man er ked af det og selvmordstankerne fylder. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg sender en masse varme tanker din vej, og håber, at du får fortalt nogen om, hvordan du har det. For du fortjener at få det bedre.

De bedste hilsner fra en Mindhelper