Hejsa.

Jeg har det lidt svært for tiden, men har egentlig haft det lidt svært i noget tid. midt i til slut karantænen har jeg nemlig ændret mig lidt. Eller, egentlig ikke, jeg har været normal på en unormal måde. Da jeg er begyndt at tænke virkelig lavt om mig selv. En af de værste ting er, at jeg føler jeg har ingen grund til at føle mig trist, siden jeg har en fantastisk vennegruppe online og god familie. Og jeg bliver ved med at fortælle mig selv at jeg er opmærksomhedskrævende, når jeg opfører mig sådan her. Ingen ved rigtigt hvad der foregår oppe i mit hoved. Alle følelserne er komplet forskellige, Den ene dag går jeg rundt og er egentlig meget tilfreds med livet, hvor lige pludselig lukker jeg helt ned og begynder pludselig at få de dybeste tanker, jeg ville gerne fortælle det til nogen, men jeg bliver ved og ved med at fortælle mig selv at jeg slet ikke fortjener hjælp, hvilket gør det svært overhovedet at håbe. Ser du, jeg var engang en vildt glad lille pige, indtil 4-5 hvor jeg begyndte at få fravær en gang om ugen, fordi jeg havde det så uoverskueligt, heldigvis fik jeg det meget bedre i 6. klasse. Lige indtil slutningen, hvor jeg begyndte at tænke meget, meget lavt om mig selv. Og har lige siden enten haft ingen appetit, eller haft stor appetit. Jeg snakker meget tit med venner online, hvilket gør alt nemmere, men der er en af mine venner, som jeg deler alt med. Og når jeg siger alt, mener jeg det. Vi har endda vist selvskade billeder til hinanden… Vi ved det er forkert. Og jeg prøver virkelig at stoppe, men det er som om at når tankerne først går den vej følger kroppen med. Jeg gør det ikke særlig tit dog, men når jeg gør, ender jeg med at have hoodie på i 2 måneder, mere eller mindre. Først da jeg kiggede tilbage, tænkte jeg, at jeg måske bare havde en lille periode med tristhed, men der er gået så lang tid nu, at jeg begynder ikke at kunne græde mere, og det ender med, at jeg ingenting føler. Og sidste gang, jeg ingenting følte, endte det galt… Min familie har haft depression, selvskade problemer, og været mobbet, og jeg er bange for at dreje i samme retning. jeg er også lige startet på en ny skole, alt er ret skræmmende, især de to ældre klasser. 8. og 9.

I hvert fald, jeg har et spørgsmål, som jeg gerne vil have svar på.
Hvorfor føles alt lige pludselig så meningsløst, og hvorfor opgiver jeg pludselig alt håb, selvom jeg aldrig håbede?

(Pige, 13 år)


Hej Pige på 13 år

Du spørger, hvorfor alting føles så meningsløst lige pludseligt. Og hvorfor du har opgivet alt håb, også selvom du egentligt aldrig håbede? Det er nogle super hårde spørgsmål, som du tumler med. Og jeg forestiller mig, at det må være rigtigt svært at gå rundt og tumle med sådan nogle virkeligt svære spørgsmål og tanker. Derfor er jeg super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. For det er så vigtigt ikke at gå alene med de svære ting.  

Det kan blive godt igen

Jeg kan ikke give dig et præcist svar på, hvorfor du har det sådan. Men jeg kan prøve at give dig mine tanker. Men når jeg læser dit brev, så tænker jeg nemlig, at det giver rigtigt god mening, at du har det sådan. 

For det lyder som om, du faktisk har tumlet med nogle rigtigt svære tanker og følelser i meget længere tid end under karantænen. Men inden karantænen var du i fuld gang med at gå i skole. Og måske havde du også gang i en masse andre ting, der kunne flytte tankerne lidt fra alle de svære tanker og følelser, som du kæmper med. Men da karantænen så kom og alting blev lukket ned, så blev der måske lidt bedre tid til at mærke efter, hvordan du egentligt har det. Og så begyndte du måske at lægge mærke til alle de her svære tanker og følelser, som du har kæmpet med meget længe. 

Når man ligesom dig har kæmpet med en masse svære tanker og følelser meget længe, så kan tingene godt komme til at føles både meningsløse og håbløse. For det kan måske nemt komme til at føles som om, det aldrig kan blive bedre. Og hvis det aldrig bliver bedre, så kan det føles rigtigt meningsløst overhovedet at skulle blive ved med at kæmpe. Jeg ved ikke, om det giver mening for dig? Men selvom det måske føles håbløst, at det nogensinde kan blive bedre, så kan du godt få det godt igen. For du er langt fra alene om at have det sådan her. Og heldigvis så er det sådan, at langt de fleste af dem som har haft det rigtigt svært får det godt igen. Men nogle gange kræver det den rigtige hjælpe for, at man får det godt og bliver glad igen. 

Alle fortjener hjælp

Du skriver, at du føler dig opmærksomhedskrævende, når du har det, som du har det lige for tiden. Sådan kan man nemt få det, når man har det svært. Og jeg tror, det er en følelse, som der er rigtigt mange, der har det svært, der kan genkende. Men jeg kommer til at tænke på, hvorfor du skulle være opmærksomhedskrævende? For som jeg læser dit brev, så har du faktisk ikke fortalt ret mange omkring dig, hvordan du har det. Så du kræver jo faktisk ikke ret meget opmærksomhed lige nu. Tværtimod. 

Samtidigt så er det helt menneskeligt at ramle ind i perioder, hvor man har det svært og har brug for hjælp fra folk omkring sig for at få det godt igen. Sådan nogle perioder rammer vi alle sammen ind i på et tidspunkt i vores liv. For vi mennesker er nemlig ikke bygget til at skulle klare de svære ting alene. Vi er bygget til at have brug for hjælp og støtte fra folk omkring os, når vi har det rigtigt svært. Derfor fortjener vi også alle sammen at få hjælp, når vi har det svært. Så det gør du også. Også selvom jeg godt ved, at det kan være svært at tro på, når man har det ligesom dig. 

Snak med dine forældre

Derfor er mit allerbedste råd til dig også, at du skal snakke med dine forældre om, hvordan du har det. For selvom det er super godt, at du snakker med dine venner om, hvordan du har det, så er det her ikke noget, som I skal klare alene. Jeg ved godt, at det er hammersvært. Men faktisk så bliver de fleste forældre rigtigt glade for, at man fortæller dem, at man har det svært. For det viser dem, at man stoler på dem og, at man har tillid til dem. 

Samtidigt så vil de fleste forældre også rigtigt gerne hjælpe, når man har det svært, fordi de holder af en og vil en det bedste. Men dine forældre kan ikke hjælpe, hvis de ikke ved, hvordan du går rundt og har det. Hvis du har brug for det, så kan du kigge i vores artikel om, hvordan man kan snakke med sine forældre om de svære ting. Der står en masse gode råd til, hvordan du kan tage hul på samtalen. 

De kan hjælpe hos LMS

Det lyder som om, du også kæmper med selvskade. Og det giver rigtigt god mening, at det er super svært for dig at lade være med det, når trangen først er der. For selvskade er en copingstrategi – altså noget man gør for at håndtere en masse svære følelser og tanker indeni, som gør ondt. Så det er hammersvært bare at holde op med at selvskade, fordi man har brug for nogle andre strategier, som man kan bruge til at håndtere de svære følelser i stedet for. Men det er vigtigt, at du får hjælp til det. For selvskaden hjælper på den korte bane, så gør den alting meget sværere på den lange bane. For lige pludseligt så har man to problemer. Alle de svære følelser og tanker, som man kæmpede med til at starte med og så selvskaden oveni. 

Derfor tænker jeg på, om du mon kender LMS? LMS står for landsforenningen mod spiseforstyrrelser og selvskade, og de er eksperter på blandt andet selvskade. Derfor synes jeg, at du skal prøve at tage fat i dem. For derinde sidder der nogle super søde og dygtige frivillige rådgivere klar til at snakke med dig, som ved rigtigt meget om, hvad man kan gøre, hvis man kæmper med selvskade. Du kan være helt anonym hos LMS, hvis du helst vil det. Det betyder, at der ikke er nogen, der behøver at vide, hvem du er. Så du kan trygt tage fat i dem. 

Tag en tur forbi din læge

Jeg synes også, at du skal tage et smut forbi din læge og snakke med ham eller hende om, hvordan du har det. Hvis du har snakket med dine forældre inden, så kan du måske få dem til at hjælpe dig med at tage fat i lægen. For din læge er uddannet til at hjælpe dig både, når det er noget fysisk, og når det er noget psykisk, der er svært. Derfor er det altid en rigtigt god idé at snakke med sin læge, når man har gået rundt og følt sig ked af det og haft meget lave tanker om sig selv meget længe. For så kan ens læge nemlig hjælpe en med at finde ud af, hvad det er der er svært. Eller også kan han eller hun sende en videre til nogen, der kan hjælpe med at finde ud af det. 

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, at du får snakket med dine forældre om, hvordan du har det. Sådan så du kan få noget hjælp til at få det bedre. For det kan godt lade sig gøre at få det godt igen. Også selvom det måske ikke føles sådan lige nu.

De bedste hilsner fra en Mindhelper