Hej Mindhelper
Hvad skal jeg gøre vis jeg ikke føler jeg hørt til noget sted og at min forældre bedre kan lide min søskende en mig. Jeg føler kun at jeg har kunne stole på to personer i verden og de er begge mine venner med den en se jeg ikke så tit og den anden gøre jeg i klassen med men jeg kan ikke få mig selv til at sige det til bem og jeg har altid tegn på alle andre får mig selv og så har jeg heller ikke så meget ven fordi at min en ven har altid været så lidt for meget med så Stop der liet men så gjorde hun det igen. Så jeg har også dant en Skjold om mig selv fordi jeg er blevet mobbet af min bedste ven med vad skal jeg gøre der er ikke så godt tror jeg så der for tegne jeg at i måske kunne hjælpe mig
(13 år)
Kære dig,
Det lyder til, at du står i en rigtig svær situation lige nu. For det kan være rigtig hårdt ikke at føle, at man hører til nogle steder, eller har nogen at tale med det om. Så jeg er rigtig glad for, at du har skrevet til os.
Det er svært ikke at have nogen at tale med
Når man går med en følelse indeni af ikke at høre til, så kan det give en ondt i maven. Vi mennesker er nemlig flokdyr. Det vil sige, at vi har brug for at være sammen med andre mennesker, og tale med dem om, hvordan vi har det.
Så derfor giver det også god mening, at du bliver ked af det, hvis du har en følelse af, at du ikke har nogen at tale med. Det har vi nemlig alle sammen brug for nogle gange.
Du skriver også, at du har dannet et skjold omkring dig selv, fordi du har prøvet at blive mobbet. Det er ikke okay at mobbe, og man kan blive rigtig ked af det, hvis man bliver mobbet.
Derfor giver det også god mening, at du måske er blevet mere forsigtig med at fortælle andre, hvordan du har det. For man kan gå og blive lidt bange for, om man kan ende med at blive drillet igen.
Men her er det faktisk vigtigt at tale med nogen alligevel. For man kan også blive rigtig ked af det, hvis man ikke taler med nogen.
Tal med din lærer
Først kommer jeg til at tænke på, om du mon har talt med nogen om, hvordan du har det? For eksempel en lærer på din skole? Ellers tænker jeg, at det kunne være rigtig rart for dig at prøve at tage fat i dem.
For lærere skal faktisk ikke kun lære os matematik og dansk. De skal også hjælpe med, at man har det godt. Men de kan kun hjælpe én, hvis man fortæller dem, hvordan man har det.
Derfor kommer jeg til at tænke på, om du mon kunne tage fat i en af dine lærere, som du stoler på? Og fortælle dem, hvordan du har det?
Tal med dine venner
Du skriver at du har to gode venner. Desværre bor den ene langt væk, og den anden har du svært ved at fortælle det til.
Hvis du har mod på det, så vil jeg alligevel gerne prøve at foreslå, om du kan tale med dem om, hvordan du har det.
Når vi er kede af det, så kan vores følelser vokse sig større, hvis vi ikke siger dem højt. Så kan vi gå og få ondt i maven og tænke på dem hele tiden.
Men når vi siger højt, hvordan vi har det, så kan det faktisk føles rigtig rart. Og selvom vi kan gå og være nervøse for, hvordan vores venner vil reagere, så vil man faktisk tit opleve, at de godt kan forstå det man føler.
Det er nemlig normalt at have tidspunkter, hvor man føler sig alene. Eller føler at man ikke hører til. Det kan heldigvis blive bedre, men det er ikke rart, når man står med følelsen.
Hvis du har brug for råd til, hvordan du kan tale med dine venner om, hvordan du har det, så kan du prøve at læse vores artikel: Guide: Sådan snakker du med din ven om svære ting.
Nye venner kan hjælpe
Jeg kommer til at tænke på, om der mon er nogle andre omkring dig, som du kunne have lyst til at blive venner med?
Nogle gange kan det være rigtig rart at få nye gode venner, som man kan tale med.
Én ting man kan gøre for at lære nye mennesker at kende, er at blive bedre til at smalltalke. Så bliver man nemlig bedre til at snakke med andre, og lære mere om hvem de er. Og det kan gøre, at man taler med nogen, som er rigtig søde.
I vores artikel: Sådan bliver du bedre til at smalltalke, kan du læse en masse gode tips til, hvordan man gør.
En anden rigtig god artikel, du også kan læse, er vores artikel: Sådan lærer du nye mennesker at kende. I den dykker vi endnu mere ned i, hvordan og hvor man kan få nye venner.
Tal med nogen
Når vi går og føler os alene, er det vigtigste, at vi taler med nogen om det. Derfor vil jeg opfordre dig til, at snakke med nogen du stoler på. Det kan for eksempel være en i din familie. En tante, onkel, en ven af familien eller en helt fjerde.
Det vigtigste er, at du får sagt højt til nogen, hvordan du har det. De fleste mennesker kender følelsen af at føle, at man ikke passer ind.
Hvis du har brug for at tale med nogen, som ikke kender dig, så kan jeg varmt anbefale Børnetelefonen. Børnetelefonen taler hver dag med børn, som har det svært.
Det kan være meget forskelligt, hvad børn ringer eller skriver til Børnetelefonen om, men hos dem, er der plads til det hele. Stort som småt. Og så er de super søde at tale med.
Du kan læse meget mere på Børnetelefonen.dk.
Når man har det svært, så er det rigtig vigtigt at få talt med nogen om det. Om det er en god ven, en lærer eller en helt tredje betyder ikke så meget. Så længe man får sagt det højt.
Jeg håber mit svar kan være med til at hjælpe dig på vej, og så sender jeg dig en masse god energi.
De bedste hilsner fra en Mindhelper