Hej

Lige siden jeg var teenager har jeg haft utroligt svært ved at ”tage mig sammen” til alt lige fra lektier og afleveringer til små daglige gøremål som opvask, at rydde op eller blot at svare på beskeder. Jeg har et spændende arbejde, hvor jeg skal forberede mig hjemmefra. Selvom jeg synes at det er spændende og godt kan lide idéen om at jeg ikke behøver at skulle møde fysisk op, så får jeg en ubehagelig følelse i kroppen når jeg bare skal sidde der og tage mig sammen til at lave noget. Jeg har også mulighed for at sidde på arbejdet og forberede mig, men her får jeg samme ubehagelige følelse og ville ønske at jeg var blevet hjemme.

Jeg føler mig doven og utilstrækkelig fordi jeg ikke bare kan tage mig sammen. Jeg har dog altid været dygtig i skolen og fået gode karakterer, også selvom jeg ikke bruger meget af eksamensperioderne på at læse op. Derudover har jeg svært ved at koncentrere mig og fordybe mig 100% i tingene, og jeg ender ofte med at sidde og tænke/dagdrømme frem for at lave ting. Jeg er træt af ikke at orke noget og ville ønske at jeg havde energi og motivation til hverdagens daglige gøremål.

(20 år)


Kære Du

Det kan være hammerfrusterende, når man oplever, at man ikke har energi og motivation til hverdags gøremål. Og det kan godt komme til at fylde rigtig meget. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind og delt det med os. 

Det er normalt 

Du skriver, at du har svært ved at tage dig sammen til fx at få taget opvasken eller svare på en besked. Og når man egentlig gerne vil have de ting gjort, kan det godt være vildt frustrerende, når man ikke kan finde energien eller motivationen til det. Det tror jeg, at langt de fleste mennesker kender til. Det er nemlig helt normalt, at man sommetider har svært ved at få taget tingene og måske kigger på opvasken og tænker “den tager jeg i morgen”. For vores overskud og energi svinger gennem hele livet. Så sommetider har man måske en periode, hvor man føler sig helt ovenpå og andre gange, kan selv de mindste ting virke helt vildt uoverskuelige. 

Når de negative tanker om en selv fylder

Det kan være mega frustrerende, når man ikke får gjort de ting, som man egentlig gerne vil. Og så kan man godt komme til at slå sig selv oveni hovedet og sidde tilbage med en følelse af at være doven og utilstrækkelig, og tænke “hvorfor kan jeg dog ikke bare tage mig sammen”. Når man har det sådan, kan det godt komme til starte en snebold af negative tanker, som kan gøre det endnu svære at få gjort tingene og påvirke ens humør og overskud rigtig meget. Derfor tænker jeg også, at det måske kan være hjælpsomt for dig, at tage et kig i vores artikel om at udfordre negative tanker om sig selv. I den  står der nemlig nogle gode råd til, hvordan man kan øve sig i at blive mindre hård overfor sig selv. 

Lav en plan og del opgaverne op i mindre bidder

Når man både skal nå at arbejde, tage opvasken og rydde op, kan det hurtigt komme til at virke mega uoverskueligt. Derfor kan det også være en god ide at lægge en plan for dagen. For det kan være med til at skabe overblik og gøre tingene mere overskuelige, når man ved, at man fx tager opvasken, når man står op og arbejder fra kl. 9-14. I vores artikel Lav en plan for dagen og få mere overskud, kan du finde en trin-for-trin guide til, hvordan man kan gøre det. Og selvom artiklen er henvendt til unge som kæmper med depression, så kan rådene i den også være hjælpsomme, når man kæmper med manglende energi og motivation til dagens gøremål.

En anden ting som også kan være hjælpsom er at bryde opgaverne ned i mindre bidder. Det kan fx være, at du aftaler med dig selv, at du skal rydde op i 10 minutter, og så når du det, som du når på de 10 minutter. Og så kan du måske gøre det igen i morgen. For når man gør det sådan, kan det ofte være lettere at overskue, så man ikke bliver overvældet af, at man skal gøre hele lejligheden hovedrent og bruge hele dagen på det. 

Tit er det også det med at tage det første skridt og komme i gang som er sværest. Derfor oplever mange også, at det faktisk er helt okay, når de først er kommet i gang. Og ved at bryde det ned i mindre bidder, kan det første skridt være lidt lettere at få taget. 

Lav noget, som giver dig energi 

Når man mangler overskud og motivation, kan det også være en god ide at lave noget, som giver en energi. Nogle kan godt lide at spille fodbold, andre elsker at bage og andre får energi af noget helt tredje. Hvad synes du er fedt at lave og får energi af? 

Det kan nogle gange en hjælp at lave mere af det. Mange oplever nemlig, at det er lettere at få de der kedelige hverdagsting gjort, når man alligevel er i gang og har energi fra en anden fed aktivitet. Derfor tænker jeg også, at det måske kunne være hjælpsomt for dig, at prioritere at bruge noget tid på det, som du godt kan lide at lave. 

Snak med nogen om det

Når man går og bøvler med nogle ting, kan det være en rigtig god ide at snakke med nogen om det. For ofte bliver alt det svære lidt lettere, når man deler det med andre. 

Det kan fx være dine forældre, en god ven eller en helt tredje, som du er tryg ved. 

Jeg tænker også, at der måske er nogle af dem, som godt kender følelsen af, at det er svært at få taget sig sammen til at få gjort tingene. Og det kan sommetider være rart at høre, at man ikke er den eneste, som har det sådan. Det kan også være, at de måske har nogle råd, som har virket for dem, når motivationen har manglet. Og uanset om de har det eller kender følelsen, så vil langt de fleste mennesker rigtig gerne hjælpe og lytte, når man fortæller at man har det svært. 

Headspace

Nogle unge synes også, at det kan være rigtig rart at snakke med nogle helt andre. Hvis du også har det sådan, kan jeg varmt anbefale dig at tage fat i Headspace. For der sidder en masse super søde og rare frivillige klar til at hjælpe og lytte. De frivillige er vant til at snakke med unge om det, som fylder hos dem. Derfor er de også gode at snakke med, når man mangler motivation og energi. Det er helt gratis at komme i Headspace og du kan også sagtens være anonym. Så dem kan du trygt tage fat i. 

Det kan være hammerfrustrerende, når motivationen og energien til at få gjort hverdagstingene mangler. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, som er hjælpsomt for dig. Jeg sender en masse god vind din retning.

De bedste hilsner fra en Mindhelper