hej.

jeg har virkelig brug for hjælp jeg er så tæt på at tage livet af mig selv, jeg kan virkelig ik mere. ja jeg har nogle venner især den ene pige her, jeg kan virkelig snakke med hende om alt, og så var der den ene dreng her.. jeg troede vi havde noget, så jeg lod ham gøre noget ved mig han fik mig til at gøre noget ved ham ogs og det havde jeg det fint med, entil jeg for at vide han har fortrudt det.. det gør virkelig så ondt jeg holde virkelig meget af ham, det gør jeg stadig, jeg føler mig så dum, jeg vil havde alle de dårlige og selvmords tankerne væk men jeg ved ikke hvordan kan i ik plz hjælpe mig.

(14 år)


Hej 14 årig

Det lyder som om, der er en masse hammer-svære tanker, der fylder hos dig lige nu. Derfor er jeg så glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. For det er så vigtigt ikke at gå alene med de svære ting. 

Du er ikke alene

Når man tænker, at man er tæt på at tage livet af sig selv, så er det fordi, der er noget i ens liv, som er hammer-svært. For når ens liv er rigtigt svært, så kan det nogle gange føles som om, det aldrig kan blive bedre. Og så er det, at tankerne omkring at tage livet af sig selv kan poppe op, fordi døden kan føles som den eneste måde, det kan blive bedre på. Men det er det ikke. Jeg ved, at der er hjælp at få, når man har det på den måde. 

For du er langt fra alene om at kæmpe med selvmordstanker. Det er der rigtigt mange danskere, der gør på et tidspunkt i deres liv. Men heldigvis så ved jeg også, at rigtigt mange af dem får det godt igen og får et liv, som de er rigtigt glade for med den rigtige hjælp. Derfor er det så vigtigt, at man snakker med nogen omkring sig, når man har tanker om at tage livet af sig selv. Så man kan få den hjælp, som man har brug for. Hvis du har lyst, så kan du prøve at læse Claras historie. Hun havde ikke lyst til at leve længere, men i dag har hun fået det rigtigt godt. 

Du er ikke dum

Det lyder som om, du troede, du havde noget med en dreng. Men at du så senere finder ud af, at drengen har fortrudt det, I lavede sammen. Er det rigtigt forstået? Det kan jeg sagtens forstå gør rigtigt ondt. For det er hammer-hårdt, når man er blevet glad for en dreng og holder af ham, det så viser sig, at han måske ikke havde helt de samme følelse for en alligevel. Så kan man godt komme til at føle sig dum. 

Men du skal vide, at du ikke er dum. Vi mennesker stoler som udgangspunkt på hinanden. Så hvis man har det godt sammen med en dreng, og måske har lidt følelser for ham. Og han også viser, at han har det på samme måde. Så er det helt naturligt, at man tænker, at man har noget sammen. Og når man tænker det, så er det også helt naturligt, at man er sammen på en anden måde, end hvis man var venner. 

Og når jeg læser dit brev, så lyder det som om, I begge to var med på at være sammen på den måde i øjeblikket. Og vi mennesker kan trods alt ikke se ud i fremtiden. Så du kunne jo ikke vide, at drengen ville fortryde det senere. Så du har ikke været dum. Du holdt bare meget af drengen og stolede på, at han havde det på samme måde. Men jeg kan godt forstå, det gør hammer-ondt, at han ikke havde det på samme måde alligevel.

Snak med nogen

Som jeg skrev i det første afsnit, så er det hammer-vigtigt, at du får snakket med nogen omkring dig. For når man går rundt med tanker om, at man har lyst til at tage livet af sig selv, så er det alt for tungt til, at man skal klare sig igennem det alene. Og så har man brug for hjælp, så man kan få det godt igen. For vi mennesker er ikke bygget til at skulle klare de svære ting selv. Vi er bygget til at have brug for hjælp og støtte fra folk omkring os, når vi har det svært. 

Det er ikke så vigtigt præcis hvem, du snakker med. Det skal bare være en voksen, som du er tryg ved. Og som du tror, ville være god til at lytte til dig og hjælpe dig. Det kunne eksempelvis være dine forældre. De fleste forældre vil nemlig rigtigt gerne vide det, hvis man går og har det svært. Fordi de vil en det bedste og gerne vil hjælpe, så man kan få det godt igen. Hvis du synes, det er svært at få taget hul på snakken, så kan du læse vores artikel om at snakke med sine forældre om de svære ting. Måske er der noget i den, der kan hjælpe dig.  

Men jeg ved også godt, det ikke er alle, der har forældre, som er gode at snakke med. Så det kunne også for eksempel være en lærer på din skole. Ens lærere har nemlig også et ansvar for at hjælpe, hvis de ved, at man har det svært. Og det vil de fleste lærere også rigtigt gerne, fordi de holder af deres elever og vil dem det bedste. Ellers kunne det måske være en venindes forældre, en bedsteforælder eller en helt femte voksen.  

De vil altid lytte hos Livslinien

Hvis du kan mærke at tankerne om, at du har lyst til at tage livet af dig selv, kommer til at fylde for meget, så kan du også altid tage fat i Livslinien. Hos Livslinien sidder der nemlig en masse kanon søde og dygtige frivillige rådgivere klar til at snakke med dig. De er vant til at snakke med unge, som har tanker om at tage livet af sig selv. Så de kan sagtens forstå, at det kan være svært og grænseoverskridende at tage fat i dem. Og de skal nok gøre deres bedste for at lytte og hjælpe. Du kan være helt anonym hos Livslinien, så dem kan du trygt tage fat i, og det skal du endelig bare gøre. Hellere engang for meget end engang for lidt. 

Tag et smut til lægen

Jeg tænker også, det kunne være en god idé at tage en tur til din læge. For udover at kunne hjælpe en når man har ondt i maven eller benet. Så er ens læge også uddannet til at hjælpe en, hvis man for eksempel kæmper med svære tanker som for eksempel, at man har lyst til at tage livet af sig selv. Ens læge kan blandt andet hjælpe ved at snakke med en. Og så kan man sammen med lægen finde ud af, om man har brug for noget mere hjælp for at få det bedre igen. Ligesom lægen kan hjælpe en med at finde ud af, hvor man kan få den hjælp henne. 

Det er hammer-hårdt, når der er en masse svære tanker og selvmordstanker, der fylder. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg sådan, at du får snakket med nogen om, hvordan du har det. Så du kan få hjælp til at få det godt igen. 

De bedste hilsner fra en Mindhelper