Hej
Jeg føler at jeg er blevet mere kold en jeg plejer. Da jeg var barn var jeg altid meget omsorgsfuld, ekstremt opmærksom og bejælpsom overfor alle. Jeg var meget opmærksom og interesseret for mine nærmeste. På det seneste har jeg lagt mærke til at jeg ikke er sådan så meget mere. Føler at jeg virker kold overfor min familie, og er ikke så naturlig omsorgsfuld som jeg plejer. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg skammer mig over det. Det kræver enormt meget overskud at have det. Ikke sagt at jeg ikke tænker på en omsorgsfuld måde, og er da tit omsorgsfuld. Men ikke sp meget som da jeg var mindre. Jeg mistede min moster da jeg var 15. Var meget tæt på hende og hendes død var meget pludselig og sygdomsramt. Jeg så det hele både de gode og dårlige sider af den sidste tid. Jeg fik en slags anoreksispiseforstyrrelse da jeg tog på efterskole 1 år senere. Jeg har gået til spykolog med hendes død. Men kan det være en grund til at jeg føler jeg mangler omsorg? Det er som sagt ikke fordi jeg vælger at være ligeglad. Måske er ligeglad også et ekstremt ord at bruge. Jeg elsker min familie, har en sød rigtig dejlig familie med støttende forældre. Hvorfor har jeg det så her?
Mvh en pige

(18 år)


Kære du

Det kan være rigtig hårdt og forvirrende at miste en, man holder af. Verdenen er ikke den samme uden dem, og man skal nu prøve at lande igen, efter man har mistet.

Det er hårdt at miste nogen man holder af

At miste nogen, man holder af, er en af de værste følelser i hele verdenen. Man kan være fuldstændig grædefærdig i flere dage og man kan få helt ondt i hovedet og maven af at være så ked af det.

Du skriver, at du mistede din moster da du var 15 år gammel og at I var meget tætte. Det lyder utrolig hårdt og selvom det måske er nogle år siden nu, så vil jeg gerne dybfølt kondolere. Der er ikke nogen, der fortjener at miste deres moster så tidligt. 

Derfor skal du også vide, at det er helt normalt hvis du stadig er meget påvirket af det og tænker på det, fra tid til anden. Man plejer at sige, at man aldrig rigtig kommer sig over det, men at det blot bliver lidt nemmere med tiden.

Jeg håber at det stille og roligt bliver lidt nemmere med tiden for dig.

Sorg har mange ansigter

Når vi mennesker mister nogen, vi holder af, reagerer vi vidt forskelligt. Nogle er kede af det og græder uafbrudt i lang tid, nogle bliver vrede, nogle reagerer slet ikke og så er der nogle der får en følelse af tomhed.

I dit brev skriver du, at du før i tiden var mere omsorgsfuld, hjælpsom og mere interesseret i dine nærmeste. Og at du nu føler, at du er blevet mere kold overfor din familie og skal bruge flere kræfter på at være opmærksom og omsorgsfuld. Hvilket du skammer dig over.

Her er det vigtigt for mig at sige, at du ikke har noget som helst at skamme dig over. Det er helt naturligt, at føle sig lidt mere “kold” og “ligeglad”, efter man har haft et dødsfald i familien. Især hvis det er det første dødsfald tæt på.

For hvor man førhen måske altid var glad, sød og betænksom, har man nu oplevet en stor sorg i ens liv. Og sådan en sorg, kan sætte sine spor i ens liv.

Det kan godt blive bedre

Heldigvis så lyder det til, at du rent faktisk inderst inde elsker din familie rigtig højt. Du skriver, at du bestemt ikke er rigtig ligeglad og at du har en rigtig sød og dejlig familie, som du elsker.

Derfor er jeg heller ikke bekymret for, om det nogensinde bliver bedre for dig. Det er nemlig tegn på, at de følelser du går med nu, nok nærmere er midlertidige følelser, end følelser der er kommet for at blive.

Så selvom det hele måske er lidt hårdt og forvirrende stadigvæk, så er jeg sikker på, at det godt kan blive bedre igen. 

Hvis du har lyst til at læse om andres oplevelse af dødsfald tæt på, så kan jeg varmt dig vores interview: Jeg vil altid mangle min mor. Her fortæller 19-årige Mathilde om dengang hun mistede sin mor og tiden efter.

Hvis du godt kunne tænke dig nogle råd til, hvordan man håndtere sin sorg, så kan jeg varmt anbefale dig vores artikel: Min mor eller far er død. Selvom den handler om forældre, så får du stadig 11 rigtig gode råd til, hvordan du håndterer din sorg efter et dødsfald i familien. 

Får du snakket med nogen om det?

To af de råd handler fx om hvor vigtigt det er at få talt med nogen omkring dig om, hvad du føler og tænker lige nu. 

Måske tænker du: “De kan umuligt forstå den skam eller de følelser jeg går med lige nu”. Og det har du delvist ret i. For selvom man aldrig kan forstå en persons følelser helt til bunds, så har dem, der kender din moster, også mistet en person de holdte utrolig meget af.

Derfor føler de også rigtig mange forskellige følelser og reagerer forskelligt hver især. Hvilket vil sige, at de måske også har gået med lige præcis de følelser, som du går med lige nu.

Derfor synes jeg også, at det måske kunne være en god ide, hvis du prøvede at snakke med nogen i din familie, om jeres fælles sorg. Det kan være dine forældre, din onkel eller en helt tredje. Det vigtigste er bare, at det er som du stoler på og som du er tryg ved. 

De vil altid lytte hos Girltalk

Her til sidst, vil jeg lige høre om du kender til Girltalk? Girltalk er nemlig en organisation for piger mellem 12 og 24 år, som har brug for nogen at tale med, om det som er svært. 

Hos Girltalk sidder der nemlig en masse dygtige og søde frivillige, som er vant til at snakke med piger, som har det svært. Derfor kan de også være rigtig gode at tale med, hvis man føler man er blevet mere kold og man skammer sig over det.

Hos Girltalk er der ingen problemer, som er for store eller for små. Det er gratis, og du kan være helt anonym, hvis du har lyst til det.

Det kan være rigtig svært at føle, at man har ændret sig til det negative. Derfor håber jeg også, at der er noget mit svar til dig, som du kan bruge. Jeg sender de bedste tanker din vej.

De bedste hilsner fra en Mindhelper